Jeg fandt en pige på gaden, ingen ledte efter hende, så jeg opdragede hende som min egen.
Nogle gange sender skæbnen sådanne overraskelser, at man bruger hele sit liv på at undre sig over, hvordan det hele endte. Jeg husker stadig den kolde oktoberdag, da jeg kom tilbage fra markedet i den nærliggende landsby. Dengang var busserne sjældne, og jeg måtte gå, mens jeg bandede over den ødelagte vej og de tunge poser med kartofler.
Som toogfyrreårig boede jeg alene, hvis man ikke tæller en rød kat ved navn Mikkel, der mest lignede en pude med et frækt fjæs. Efter min skilsmisse gik det hverken godt med mit privatliv eller mine børn. Jeg arbejdede på landsbyens bibliotek, strikkede sokker om aftenen og så tv bare den typiske tilværelse for en almindelig kvinde fra provinsen.
Jeg spekulerede lige på, om jeg havde kræfter til at slæbe de forbandede poser hjem, da jeg så hende. En lille skikkelse i en tynd jakke sad under et gammelt egetræ og holdt om knæene. Først troede jeg, jeg så syner hvem i deres rette sind ville efterlade et barn alene mellem landsbyerne i sådan et vejr?
Pige, hvis er du? råbte jeg og nærmede mig hende.
Hun løftede hovedet et blegt lille ansigt, bange øjne og tavs. Hun trak sig bare længere ind i sig selv.
Er du faret vild? Hvor er dine forældre?
Stilhed. Kun hendes læber skælvede.
Herregud, du er helt gennemfrossen! Jeg satte poserne ned og satte mig ved siden af hende. Jeg hedder Hanne Sørensen. Hvad hedder du?
L-Liva, hviskede hun svagt.
Liva, vil du med hjem til mig? Jeg vil lave varm te til dig, så kan du tø op, og så finder vi ud af, hvor du kommer fra.
Hun nikkede forsigtigt, og jeg tog hendes iskolde hånd, mens jeg slæbte poserne med den anden. Så gik vi mig, pustende under vægten af kartoflerne, og hende, trippende ved min side som en lille spurv.
Derhjemme pakkede jeg hende først ind i en tæppe, tændte for varmen og satte vand over. Mikkel, der normalt var ligeglad med gæster, hoppede straks op på hendes skød og spandt som en traktor.
Se, han kan godt lide dig, smilede jeg og fandt nogle småkager frem. Og han er kræsen, han hopper ikke op på hvem som helst.
Liva kælede forsigtigt for katten, og jeg bemærkede, at hendes skuldre slap lidt af.
Liva, hvor gammel er du?
Fem tror jeg.
Ved du, hvad dit efternavn er? Eller hvor du bor?
Hun rystede på hovedet, og jeg følte en knude i maven. Der var noget meget galt her.
Den aften gav jeg hende suppe og wienerbrød (takket være min vane med at bage i forvejen), puttede hende i min seng og selv på sofaen i stuen. Jeg kunne ikke sove hele natten jeg ringede til politiet og administrationskontorerne i nærliggende landsbyer, men ingen havde meldt et barn savnet.
En uge gik, så endnu en. Liva tøede langsomt op, begyndte at smile, især når jeg læste eventyr for hende om aftenen. Men hun kunne ikke huske noget eller ville ikke huske om, hvordan hun var endt på vejen.
Da den sociale rådgiver igen trak på skuldrene, vidste jeg, jeg måtte træffe et beslutning. Børnehjem? Blot tanken gjorde mig kvalm.
Liva, kaldte jeg på hende en aften, mens hun sad og tegning ved bordet med tungen stikkende ud. Vil du bo hos mig? For altid?
Hun standsede, klemte om blyanten og så op:
Må jeg?
Ja. Du skal være min datter.
Og må vi beholde Mikkel også?
Jeg lo:
Og Mikkel også.
Hun stod af stolen, kom hen til mig og gav mig pludselig et knus. Da jeg kærtegnede hendes hår, tænkte jeg kom hvad der vil. Vi skal nok klare det.
Så begyndte selvfølgelig besøgene hos myndighederne, indsamlingen af papirer og kontrol. Men det er en anden historie.
Jeg husker første skoledag som var det i går. Liva klamrede sig til min hånd, som om de førte hende ind til en tigerbur og ikke første klasse. En ny pletf
