“Vi har ikke brug for noget fra dig.”
“Min søn, tænk dig nu godt om, før det er for sent! Den dreng ligner dig slet ikke! Din Mette har sikkert fået ham med sin eks og vil nu have dig til at opdrage ham! Jeg ved det godt!”
“Mor, det er nok! Tobias er min søn… Hvorfor skal du altid skabe problemer? Jeg tager hjem.”
Birthe havde opdraget sin søn alene. Mellem hende og Anders var der altid været et godt forhold: han havde aldrig været respektløs, aldrig modsagt hende, og han havde altid klaret sig godt i skolen. Da han blev voksen, blev han ingeniør, lige som hans mor havde ønsket. Nu var det tid til at tage sig af hans kærlighedsliv. Birthe havde fundet en kæreste til ham, den dejlige pige Lærke, datter af hendes veninde Hanne.
Anders og Lærke begyndte at ses på morens opfordring, men deres forhold blev aldrig rigtigt til noget. Efter nogle måneder gik de hver til sit. Så mødte Anders Helle. Deres kærlighed var lynhurtig han følte straks, at de tænkte ens. De giftede sig efter tre måneder, til Birthes store fortvivlelse. Seks måneder senere blev Helle gravid, og en dreng blev født. De kaldte ham Tobias. Alt kunne have været perfekt, hvis det ikke var for svigermoren, som hadede sin svigerdatter. Ved hvert besøg kritiserede hun sin søn, selvom der nu var gået fire år siden brylluppet:
“Se, hvad hun har gjort ved dig! Du ligner en, der ikke passer på sig selv…”
“Mor, jeg er ikke forsømt! Skjorten blev bare lidt krøllet i vaskemaskinen…”
“Sæt dig ned og spis noget! Din kone har sikkert ikke lavet mad, og så skal du gå sulten hjem.”
“Mor, jeg spiser derhjemme. Helle laver god mad.”
“Jeg kender hende! Supermarkedsfrikadeller eller, endnu værre, konserves. Men Lærke har meldt sig på bagekursus. Hun er så dygtig…”
Anders afværgede sin mors angreb, så godt han kunne. Han ignorerede hendes bemærkninger og fortalte aldrig sin kone om dem de var alligevel ubegrundede. Men Birthe fortsatte sin kolde krig. Og en dag bar den frugt…
“Hej, min søn… Hvorfor kommer din Helle aldrig og besøger mig? Du kommer altid alene!”
“Mor, hvordan skulle hun kunne komme her, når du altid kritiserer hende?”
“Jeg kritiserer kun, når der er grund til det, tro mig! Mens du sidder her og drikker te, er hun sikkert sammen med sin eks. Jeg ved, hvem hun datede før dig. Den dovne Nikolaj! Og det lille barn ligner ham. Hun fik ham før dig, og nu forsørger du ham.”
Den aften havde Anders et voldsomt skænderi med sin mor. Han var træt af hendes evige kritik. Han gik hjem i dårligt humør.
“Far, far, hej!” Tobias løb hen til ham.
“Hej, min dreng. Hvad har du lavet i dag?”
“Mor og jeg var i parken. Hr. Nikolaj var der. Han købte chokolade til mig. Og juice!”
En tanke strejfede Anders: Måske havde hans mor ret. Om aftenen spurgte han sin kone:
“Hvorfor så du din eks?”
“Anders, det var et tilfælde. Vi gik en tur, og han kom forbi. Vi snakkede lidt, og så fulgte han os hjem.”
“Men hvorfor skulle min kone og min søn have følge af ham? Måske Tobias slet ikke er min søn, men hans?!”
“Anders, hvad siger du? Mener du det?”
Den nat skændtes de for første gang, og snart blev skænderier en del af hverdagen. Til sidst havde Helle fået nok. Hun pakkede deres ting, tog deres søn og flyttede hjem til sine forældre.
Så kom skilsmissen, og Anders blev pålagt børnebidrag. Han var sikker på, at barnet ikke var hans, men han forsøgte ikke at bevise det. Birthe var lykkelig og arbejdede hårdt for at genoplive forholdet mellem Anders og Lærke, som hun mente var den “perfekte svigerdatter”.
Det lykkedes, og Anders giftede sig med Lærke. Men ægteskabet blev hurtigt turbulent. Lærke brokkede sig konstant og krævede luksus:
“Se, hvad Irenes mand køber til hende allerede den anden pelsfrakke! Surkov-familien har købt en ny luksusbil! Og jeg må køre i en gammel bil og have en slidt vinterjakke? Er du overhovedet en rigtig mand?”
Femten år gik. Anders arbejdede hårdt på to byggepladser, mens Lærke forkælede sig på ferier og købte alt, hun kunne finde på. Hun ville ikke have børn hun ville “leve for sig selv først.” Birthe forsøgte at blande sig, men Lærke satte hende hurtigt på plads.
Så ringede hospitalet én dag. Birthe var blevet indlagt efter et slagtilfælde. Hun havde brug for konstant pleje. Lærke sagde straks:
“Jeg bruger da ikke mine dage på at passe den gamle kælling. Vi må sætte hende på et plejehjem.”
“Lærke, måske skulle jeg holde op med at arbejde…”
“Er du sindssyg? Hvordan skulle vi så betale gælden? Der er fire år tilbage på min bil!”
Så endte Birthe på et plejehjem, Anders tog tilbage til arbejdet, og Lærke blev hjemme. En måned senere døde Birthe. Anders kom hjem for at sige farvel, men var så oprørt, at han glemte at fortælle Lærke, han var på vej. Da han åbnede døren med sin nøgle, fik han en overraskelse: Lærke lå i armene på naboen.
Anders sagde ingenting. Han pakkede bare sine ting og flyttede ind i sin mors lejlighed.
Efter begravelsen grublede han bittert over sin mors “gode” råd. Hvorfor havde han lyttet? Nu var hans liv forspildt ingen familie, ingen børn, ingen venner. Ikke engang en bil alt var gået til Lærke.
Han tænkte på Helle og Tobias. Var Tobias virkelig hans søn? Det var ligegyldigt nu…
“Tobias må være nitten år… Hvordan ser han ud?” mumlede Anders for sig selv.
Næste morgen tog han toget til Helles hjemby. Han fandt huset uden problemer, men der var ingen hjemme. Han besluttede at vente.
Efter tyve minutter vendte han sig og stivnede. En ung mand gik nærmere. Det var ham selv, tyve år yngre.
“Tobias… min søn…”
“Dig?… Hvad laver du her?” sagde Tobias koldt.
“Jeg vil undskylde… Du ligner mig så meget… Hvor er din mor?”
“Mor er død. For længe siden. Hun døde i en bilulykke for ti år siden.”
“Og du… Hvem bor du med? Måske kan jeg hjælpe? Jeg har penge. Sig til!”
“Jeg bor med mormor. Vi har ikke brug for noget fra dig.”
“Men sønHan stirrede på den lukkede dør, vidste at hans chance for at rette op på fortiden var tabt for altid.
