Mikkel stod midt i den rummelige, blødt oplyste stue og sendte sin kone et nedladende blik. Han følte sig, som om han lige havde vundet hovedgevinsten i lotteriet. Den 50-årige mand syntes, at han var i sit livs bedste form, og de kommende store forandringer i privatlivet gav ham kun mere selvsikkerhed.
— Lad os springe dramaet over, Mette, — sagde han med en fløjlsblød, let overlegen stemme, mens han kneppede sin jakke. — Vi er voksne mennesker. Jeg har mødt en anden kvinde. Måske havde du en fornemmelse, ved jeg ikke. Kort sagt, hun er tredive, og vi har ægte følelser for hinanden. Jeg ønsker ikke at føre et dobbeltspil, så jeg siger det ligeud: Vi bliver skilt, og fra i dag af bor vi ikke længere sammen.
Den 45-årige Mette sad i en læderlænestol. Elegant og selvsikker som altid – hun vred ikke hænderne, løb ikke efter beroligende håndkøbsmedicin og forsøgte ikke at skabe en scene.
Mette drak tavst en slurk kaffe af en porcelænskop og ventede på, at han fortsatte. Hendes ro gjorde Mikkel lidt forvirret, men han fangede sig hurtigt.
— Lejligheden er, som du husker, min. Den er medbragt før ægteskabet, — han understregede det sidste ord, som om han hamrede et søm i. — Jeg er ikke et dyr, der smider dig ud på gaden midt om natten. Jeg giver dig to dage til at pakke. Hele weekenden er din. Jeg tager af sted med Iben til Nordsjælland, så jeg ikke forstyrrer dig. Mandag morgen kører vi hertil. Hun har ikke brug for dine tårer, hysteriske scener eller negativ energi i hjemmet. Jeg håber, du kan nå at rydde området?
— Indtil mandag? — spurgte Mette med rolig stemme. — Uden problemer. To dage er nok.
Mikkel nikkede tilfreds. Han kunne godt lide, at skilsmissen forløb så civiliseret. Han havde altid betragtet sig selv som en storsindet mand.
Mikkels storsind stoppede dog altid, hvor hans egne penge var involveret. I alle femten ægteskabsår undlod han aldrig at påpege, at Mette var kommet “ind på hans territorium”.
Det “territorium” havde femten år tidligere været en kedelig betonklods med tre rum, hvor der næsten ikke var møbler og heller ikke et strejf af hygge. Mikkel havde dengang stolt erklæret, at det vigtigste var kvadratmeterne, og at man sagtens kunne sove på en madras. Han var patologisk nærig med hjemmet. Alle hans personlige penge gemte han til dyre biler, som han for øvrigt klogeligt satte i sin mors navn, Inger Holm.
Mette, en kvinde med god indkomst og fremragende smag, havde absolut ingen intentioner om at leve under spartanske forhold. Hun ønskede komfort. I løbet af de første måneder af ægteskabet indrettede hun hele lejligheden fra top til tå – for egne opsparede midler.
Det var hende, der bestilte møbler til stuerne og det italienske køkken i klassisk stil, som aldrig ville gå af mode. Det var hende, der valgte kvalitets integrerede husholdningsapparater, betalte for lægningen af dyrt parketgulv, købte lysekroner og fik syet tunge gardiner, der passede perfekt til indretningen.
Så fik Mette en hobby: antikviteter. Gennem hele ægteskabet købte hun stille og roligt elegante ting. Mikkel rullede bare nedladende med øjnene: “Dine penge, dine støvsamlere. Leg du bare med dem. De der museumsting vil jeg ikke have forærende.”
Men han bad alligevel sin mor om at komme forbi i weekenden, hvor Mette skulle pakke sine ting.
— Mor, vi bliver skilt. Det hele foregår civiliseret. Men du skal lige holde øje med Mette, så hun ikke tager noget med fra mit hjem.
— Selvfølgelig, skat. Jeg er altid på din side, — svarede Inger og støttede sin søn.
Men skæbnen elsker ironi i sådanne øjeblikke. Lørdag morgen, da svigermoderen skulle tage hjem til sin søn, fik hun pludselig forhøjet blodtryk. Hun måtte ringe efter ambulance, og lægerne påbød strengt sengeleje. Kontrolløren var ude af spillet.
Mikkel pakkede imens sin lædertaske og gav samtidig sin kone de sidste instruktioner.
— Sådan, Mette, — sagde han og standsede midt i gangen, mens han så sig omkring i sit domæne. — Tag dit tøj, din kosmetik og dine små vaser. Men lad os nu undgå hærværk.
Mette lænede sig op ad dørkarmen med armene over kors:
— Hvad mener du med hærværk?
— De indbyggede hvidvarer skal du ikke røre. De er installeret til dette køkken, så de er nu en del af min lejlighed. Ovnen, opvaskemaskinen – alt bliver, hvor det er, for jeg er vant til det. Og den antikke kommode i soveværelset skal du også lade stå.
— Kommoden? — Mette løftede et øjenbryn. — Du kaldte den for brænde.
— Iben vil kunne lide den, — afbrød Mikkel. — Hun er faktisk begejstret for indretningen. Hun siger, jeg har fremragende smag. Så ødelæg ikke stemningen.
Iben var virkelig begejstret. Den trediveårige kvinde, der arbejdede som receptionist i en skønhedssalon, troede oprigtigt på, at hun havde trukket den store gevinst. Mikkel virkede på hende som en velhavende, solid æstet. På alle billeder i sine sociale medier poserede han afslappet i den dybe læderstol, foran dyre malerier eller lænet op ad netop den udskårne antikke kommode. Iben var helt sikker på, at hun flyttede ind i et luksuriøst palæ hos en rig mand, der ville sikre hende et bekymringsfrit liv.
— Som du siger, Mikkel, — og et svagt, køligt smil gled over Mettes læber. — Jeg tager kun mit eget.
— Godt, du er fornuftig. Dejligt, at vi undgår skandaler. Jeg har altid vidst, at du er klog og ikke går imod mig. Du behøver ikke efterlade nøglerne – jeg skifter låsen mandag, — han tog sin taske og gik ud ad døren, mens han glædede sig til et triumferende comeback med sin nye kone.
Da Mikkel og Iben allerede var indlogeret i et værelse på et spa-hotel i Nordsjælland, fik han en besked fra sin mor.
— Mikkel, jeg kan ikke få fat i dig. Jeg har forhøjet blodtryk, og ambulancen har været her. Jeg kan ikke køre til dig og holde øje med Mette.
Mikkel bandede. Han kunne og ville ikke aflyse turen med sin nye elskerinde. “Mette vil alligevel ikke tage noget. Hun er ikke den type,” tænkte han og svarede sin mor med en standard-besked om, at hun skulle passe på sig selv.
Imens ringede Mette straks efter Mikkels afgang til et nummer, hun havde fundet om fredagen.
— Hej, det er Mette, jeg ringede tidligere. Ja, samme adresse. Jeg venter jer om en time. Vi skal bruge den største bil, I har i vognparken. Ja, med værktøj. Der skal skilles meget ad.
Efter opkaldet bekræftede hun reservedelen af et lager til opbevaring af sine ejendele. I de to dage, hendes eksmand havde givet hende til at flytte, var det umuligt at finde en god og tom lejlighed til langtidsleje. Derfor besluttede Mette, at hun i første omgang ville bo hos sin mor, mens hun søgte efter et passende sted.
Ved middagstid ankom seks stærke mænd i arbejdstøj. Med dem kom en professionel elektriker og en specialist i møbel-af- og påmontering.
— Hvor skal vi starte, fruen? — spurgte værkføreren forretningsmæssigt og overskuede arbejdets omfang.
— Vi starter med det hele, — svarede Mette roligt. — Vi tager fronterne af køkkenet. Vi fjerner kogepladen, ovnen, emhætten, mikroovnen og opvaskemaskinen. Derefter polstermøblerne og soveværelsesmøblementet. Antikviteterne pakkes ind i tre lag bobleplast – jeg tjekker personligt hvert hjørne.
Arbejdet var i fuld gang. Lejligheden genlydte af skruemaskiner og lyden af pakketape. Dette var ikke en hysterisk indsamling af en forurettet hustrus ejendele – det var en præcis, koldblodig logistisk operation. Mette styrede processen med en hærførers ynde.
De tunge fløjlsgardiner forsvandt fra vinduerne, og malerierne blev taget ned fra væggene. Elektrikeren afbrød strømmen og afmonterede de dyre lysekroner og væglamper, som blev erstattet med almindelige pærer.
Det italienske parketgulv knirkede under flyttemændenes tunge støvler, mens de bar lædersofaen, skabet, den udskårne kommode og husholdningsapparaterne ud. Lejligheden mistede hurtigt sin glans og blev igen den gnavne, triste betonklods, den havde været for femten år siden.
Lørdag aften var den store lastbil, der holdt parkeret ved opgangen, proppet til bristepunktet. Værkføreren tørrede sveden af panden og gik en sidste gang op på etagen. Mette stod midt i det tomme, udtømte køkken.
— Fruen, — sagde manden tungtåndet. — Vi har et problem. Der er ikke plads til en tændstikæske mere i lastbilen. Vi har fyldt helt op under taget, og bagdørene knap nok lukker. Vi har stadig spisebordet og en taburet tilbage. Skal vi tilkalde en ekstra bil for dem?
Mette kiggede på det solide træbord og den ensomme taburet ved siden af.
— Nej, det skal I ikke, — lo hun tørt. — Lad dem blive. Det er min afskedsgave til de nygifte. De skal jo have noget at bygge deres lyse fremtid på.
Hun kastede et sidste blik på de nøgne vægge med de bare ledninger, og så gik hun ud og lukkede døren efter sig.
Mandag morgen var solrig. Mikkel parkerede bilen ved opgangen, åbnede galant døren for Iben og hjalp hende med kufferterne. Hun gjorde sig klar til at træde over tærsklen til sin nye, luksuriøse lejlighed i rollen som ny husfrue.
— Så er vi hjemme, skat, — sagde Mikkel højtideligt og drejede nøglen i låsen.
Han åbnede døren og lukkede galant Iben ind først.
Hun tog to skridt ind i entréen. Klip-klap. Lyden af hendes hæle rungede skarpt og ekko i den tomme lejlighed.
Iben stod stille. Mikkel, der gik lige bag hende, stødte ind i hende og løftede irriteret blikket. Ordene satte sig fast i halsen.
Foran dem strakte en fuldstændig tom lejlighed sig. I stuen var der hverken møbler, tv, malerier eller gardiner for vinduerne. I stedet for den imponerende krystallysekrone dinglede en nøgen pære livløst under loftet. Fra soveværelset gabte tomheden – hverken seng eller den antikke kommode, som Iben var så vild med.
Mikkel skyndte sig i chok ud i køkkenet. Der, hvor der fredag havde stået et dyrt italiensk køkken med indbyggede hvidvarer, var der nu kun rørføringer og sorte stikkontakter.
Midt i denne klingende tomhed stod et enkelt bord og en taburet. På bordet lå Mettes nøgler med en mat glans.
— Mikkel… — Iben stemme knækkede og blev til et tyndt hvin. Hun vendte sig langsomt mod ham. Ansigtet var forvrænget i en grimasse af forvirring og stigende raseri. — Hvad er det her? Hvor er alting?! Hvor er møblerne? Hvor er hvidvarerne?!
— Mette… — var det eneste, den lamslåede mand kunne presse frem, mens han lod blikket glide fra gulvet til de tomme vægge.
— Du sagde, at du havde en fuldt møbleret lejlighed! Du sagde, at vi skulle bo i komfort! Skal vi så sove på den taburet på skift?! Så bestil nye møbler med det samme!
Mikkel synkede. Han forstod godt, at han ikke havde råd til nye møbler – slet ikke i den klasse. Alle hans opsparinger var bundet i bilen, der stod i hans mors navn, og der var stadig to uger til næste lønudbetaling. For at møblere en treværelses lejlighed igen, om så bare med de billigste skabe og senge, ville han skulle optage et kæmpe lån. Og i nat ville de enten sove på gulvet i denne lejlighed eller køre ud til Ibens lille, lejede etværelses.
Mikkel lænede sig op ad væggen og huskede Mettes ord fra deres sidste samtale: “Jeg tager kun mit eget…” Og hun havde holdt ord – hun havde ikke rørt hans vægge. Hun havde kun taget det, der tilhørte hende.
I dag morer jeg mig stadig over den slags klichéfyldte tårer fra dårlige film. Åh, han fik en anden! Jeg pakker min håndtaske, løfter hovedet stolt, tørrer en tåre væk og går ud i solnedgangen med alt det, vi sammen har opbygget.
Hvorfor skulle en voksen, etableret kvinde være sponsor for en andens lykke? Stolthed er ikke at forlade hjemmet med én kuffert og i storsind efterlade sin komfort til eksmanden. Stolthed er at tage sit eget, købt for egne hårdt tjente penge, og lade den storsnudede nar beholde præcis det, han reelt fortjener. Mikkel pralede så meget med sine “førægteskabelige kvadratmeter”. Værsgo, Mette gav ham hans betonklods tilbage i sin oprindelige tilstand. Nyd det, unge mennesker.
