– Tag dine ting og skrid, inden Lykke kommer hjem.
Den skarpe, næsvise kvindestemme får Lykke til at stivne i entréen uden overhovedet at nå at få skoene af. Hun løber hjem midt på arbejdsdagen for at hente sit glemte pas. I aften skal hun og Søren betale det sidste, afgørende indskud på franchisen til et familiebageri. Det har været deres fælles drøm i tre år, og de har sparet hver eneste krone for at nå hertil. Uden Lykkes pas kan advokaten ikke godkende handlen.
Men i stedet for den tomme lejlighed møder hun fremmede stemmer. Søren og en kvinde sidder i køkkenet med lukket dør og skændes højlydt, så de ikke hører, at yderdøren glider op.
– Vent nu, tag det roligt, siger Søren. Stemmen lyder dæmpet, mærkeligt lav. – Vi blev enige. Giv mig lidt mere tid. Hun ved ingenting.
– Tiden er gået, min ven, svarer kvinden skarpt. – Enten ordner du det i dag, eller også fortæller jeg hende det hele selv. Jeg er træt af at gemme mig i hjørnerne og vente på, at din kone frivilligt deler ud af det, der retteligt er mit.
Lykke mærker kulden brede sig inden i hende. Benene bliver som vat. Det er, som om luften i entréen forsvinder på et øjeblik. Efter de ord kan livet ikke blive det samme. Alle planerne, den fælles drøm, den lille trygge verden, som de har bygget op sten for sten – det hele falder fra hinanden på et sekund. Søren har en anden. Og den anden kræver handling og gør krav på deres ejendom.
Lykke kan ikke bare storme ind i køkkenet og lave en scene. Hun har ikke kræfterne. Den vilde, lammerende frygt holder hende fast. Men hun kan ikke efterlade passet – uden det glider den vigtige aftale, som de har arbejdet så hårdt for i tre år.
Hun rækker forsigtigt hånden ud og snupper passet fra kommoden i entréen uden at lave en lyd. Så lukker hun yderdøren stille, smutter ud på trappen og løber ned ad trinene.
På gaden kommer hun lidt til sig selv. Den første panik afløses af en dump, tung vrede. Hun vil ikke lave en scene uden forberedelse. Hun finder telefonen frem og ringer til sin storesøster, Helle.
– Helle, kan du snakke lige nu? Lykke prøver at lyde rolig, men stemmen knækker.
– Lykke, hvad er der galt? Jeg kan høre på din stemme, at der er noget galt.
– Jeg kommer over. Vær hjemme, please.
Tyve minutter senere sidder Lykke i køkkenet hos sin søster og krampagtigt om favnen en kop te, der efterhånden er blevet kold. Helle lytter i tavshed og ryster indimellem på hovedet.
– Sikken en skiderik, siger Helle, da Lykke er færdig. – Og hvor sang han fagert! Bageri, familievirksomhed, fælles projekt. Og imens har han haft en kvinde med hjem, mens du slider på arbejde. Hvem tror du, hun er?
– Jeg ved det ikke. Jeg nåede ikke at se hendes ansigt, men stemmen … Den virkede svagt bekendt. Fræk og selvsikker. Og hun sagde noget om ret til ejendom. Helle, tror du, han vil tage min del af forretningen? Vi havde alle vores opsparing stående på hans konto for at gøre overførslerne nemmere.
– Stop nu, ingen panik. Helle slår hånden i bordet. – Vi skal have pengene ud af den konto. Men først må vi finde ud af, hvem hun er. Er der overhovedet nogle kvinder på Sørens arbejde?
– Der er næsten kun mænd, han er værkfører på et autoværksted. Den eneste kvinde er bogholderen … Vent. Mette! Hans kusine, der flyttede til København for tre år siden.
– Mette? Helle kniber øjnene sammen. – Det er da noget vås. Hvorfor skulle en kusine sige “tag dine ting og skrid”? Det er helt sikkert en elskerinde. Lykke, det her er alvorligt. Lad os få fat i Rikke. Hun arbejder i banken og kan sikkert fortælle os, hvordan vi fryser kontoen eller flytter pengene, før din kære mand og hans kæreste når at tømme den.
Helle ringer straks til Rikke, deres fælles barndomsveninde. I køkkenet går en sand fælles indsats i gang. Rikke lytter koncentreret over højttaleren og siger med det samme:
– Hvis kontoen står i Sørens navn, kan Lykke ikke gøre noget uden hans underskrift. Men der er en detalje. I har skrevet under på en foreløbig aftale om franchisen, begge to. Hvis Søren prøver at hæve pengene udenom handlen, kan sælgerens advokater politianmelde kontraktbrud. Lykke, du er nødt til at snakke med deres advokat hurtigst muligt. Men det vigtigste er: find ud af, hvem kvinden er.
På det tidspunkt ringer Lykkes telefon. Sørens navn står på skærmen. Hun trækker vejret dybt, samler sig og svarer roligt.
– Lykke, hvor er du? Sørens stemme lyder ophidset. – Jeg er kørt ned til advokaten, og han venter os om en halv time. Nåede du hjem efter passet?
– Ja, Søren, jeg hentede det. Det ligger i min taske. Hun kigger på Helle og kæmper for at holde stemmen stabil. – Jeg er på vej. Vi mødes ved indgangen til kontoret.
– Perfekt, jeg venter. Han lægger på med det samme.
– Tag afsted, siger Helle bestemt. – Spil normal. Skriv under. Hvis pengene går ind i forretningen, får elskerinden dem ikke lige med det samme. Og imens finder vi ud af, hvem slangen er.
Uden for advokatkontoret møder Søren Lykke med en buket af hendes yndlingskrysantemum. Han smiler og virker helt afslappet, og det gør Lykke endnu mere rasende. Hvordan kan han spille teater sådan? tænker hun, mens hun skriver under. Aftalen er i orden. Franchisen er købt, og det første skridt mod den store livsdrøm er taget. Men Lykke mærker ingen glæde. Kun en kold, beregnende vrede.
Om aftenen siger Søren, at han har travlt med noget vigtigt på værkstedet, og kører. Lykke ved, at det er hendes chance. Hun ved, at Søren har en gammel bærbar computer i garagen, hvor hans andet skydrev ligger. Han plejer at gemme arbejdskontakter og personlige arkiver der.
Lykke bestiller en taxa og kører til garageanlægget. Hun siger til sig selv, at hun bare skal hente vinterdæk til søsterens bil – nøglerne hænger altid på den fælles nøglering.
Der lugter af motorolie i garagen. Lykke finder hurtigt computeren og tænder den. Så stivner hun. På skrivebordet står et chatprogram åbent. Søren er glemt at logge ud.
Hun åbner den seneste samtale. Den er med en, der kalder sig “Tine V.” Men da Lykke ser profilbilledet, genkender hun hende med det samme. Det er Gitte, Sørens ekskone, som han gik fra længe før, han mødte Lykke. Gitte var altid et skrapt bekendtskab, fuld af misundelse og dårlig vilje. Da de slog op, overlod Søren hende næsten alt for bare at få hende ud af sit liv. Men grådigheden kender åbenbart ingen grænser.
Lykke bladrer op gennem beskedhistorikken, og billedet forandrer sig fuldstændigt.
“Du lovede at give mig min del af lejligheden, så snart du startede forretningen,” skriver Gitte. “Jeg er ligeglad med din Lykke. Hvis du ikke overfører en million i dag, går jeg i morgen til advokat og får delt vores fælles bo. Forældelsesfristen er ikke udløbet endnu. Så kan vi få dine konti frosset med det samme. Din biks lukker, før den åbner.”
Søren svarer: “Gitte, skam dig. Jeg gav dig bilen og alle opsparingerne, da vi gik fra hinanden. Lejligheden købte vi sammen, men du lagde ikke en krone. Jeg har hjulpet dig, så godt jeg kunne. Lige nu har Lykke og jeg hver en krone bundet i projektet. Lad mig få bageriet i gang, og så begynder jeg at betale millionen tilbage i rater.”
“Nej, i dag! Ellers dukker jeg op på hendes arbejde og sørger for et optrin. Tag dine ting fra garagen og skrid fra mit liv, men pengene skal returneres!” Det er Gittes sidste besked.
Lykke læser teksten to gange. Hele verdenen vælter rundt i hovedet på hende. Der er ingen elskerinde. Der er tale om beskidt, nærgående afpresning fra en ekskone, der har fået nys om den store investering og nu vil malke Søren ved at spille på hans juridiske uvidenhed.
Og Søren, dum og stolt, har bare prøvet at beskytte Lykke mod mareridtet og løse problemet alene. Han har skjult den økonomiske trussel. Derfor har han mødtes i hemmelighed med Gitte hjemme hos dem – for at give hende gamle papirer om lejligheden og håbet på at kunne bevise, at hun intet har krav på.
Lykke lukker computeren. Spændingen, der har holdt hende fanget hele dagen, slipper. Til gengæld vokser en ny beslutsomhed frem. Gitte handler kun ud fra smålige motiver – misundelse på deres nye, lykkelige liv og på deres succes. Og Lykke har ikke tænkt sig at lade hende ødelægge deres familie.
Hun ringer til Helle.
– Helle, afblæs elskerinde-teorien. Det er værre. Ekskonen er dukket op og afpresser Søren med et sagsanlæg om ejendom.
– Gitte? Den igle? Helle er forarget. – Okay, Lykke, min venindes mand er en dygtig advokat med speciale i civilret. Har du taget skærmbilleder? Så tag hjem, og så får vi den kvinde afsløret.
To dage senere sætter Lykke selv et møde op med Gitte på en lille café i udkanten af byen. Søren ved intet om det. Da Gitte kommer ind, slentrende og smilende, rører Lykke sig ikke.
– Nå, så kom frue selv, siger Gitte og sætter sig over for hende. – Sladrede Søren langt om længe?
– Søren har intet med det her at gøre, siger Lykke roligt og lægger en mappe med papirer på bordet. – Det her er en udskrift af din korrespondance med min mand. Det kvalificerer til en politianmeldelse for afpresning. Og det her er vores ægtepagt og en udskrift fra tingbogen.
Lejligheden, du skriver om, blev købt af Søren før vores ægteskab, for pengene fra salget af hans lejlighed fra dengang. Du har aldrig boet der. Min advokat har tjekket det hele. Ingen domstol i landet vil fryse hans personlige aktiver, og du får ikke en krone. Du bluffede, fordi du håbede, at Søren ville blive bange for bageriet og give dig vores familiepenge.
Gittes ansigt forvrænger sig i raseri. Hendes selvsikkerhed fordufter.
– Tror du, du er klog? hvæser hun. – Jeg skal nok sørge for, at I får en sjov tid.
– Det gør du ikke, siger Lykke og ser hende lige i øjnene. – Hvis du nogensinde kontakter min mand igen, skriver du bare en eneste besked, eller viser dig i nærheden af vores bageri, så ryger den her anmeldelse direkte til politiet. Juridisk er du ingenting. Du forlader vores liv nu. For altid.
Gitte snupper sin taske, rejser sig brat og stort set løber ud af caféen uden at sige farvel. Hun ved, at hun har tabt på alle fronter.
Om aftenen laver Lykke en festmiddag. Da Søren kommer træt hjem fra arbejde, går hun hen og lægger armene om skuldrene på ham og lægger den samme mappe på bordet foran ham.
– Lykke … hvad er det? Søren kigger undrende fra papirerne til hende. – Hvor har du det her fra?
– Jeg ved alt, Søren, siger hun blidt. – Om Gitte og om hendes trusler. Jeg hørte jeres samtale, dengang jeg løb hjem efter passet. Først troede jeg det værste, men så fandt vi ud af det hele. Sagen med Gitte er lukket. Hun kommer ikke til at genere os mere. Helles advokat har tjekket det; hendes krav er det rene ingenting.
Søren sidder tavs et par minutter. Så gemmer han ansigtet i hænderne. Da han løfter hovedet igen, er der taknemmelighed og lettelse i øjnene.
– Tilgiv mig, siger han lavmælt. – Jeg er en idiot. Jeg ville klare det selv, jeg ville ikke blande dig ind. Jeg var bange for, at du ville blive skræmt eller tro, at jeg lavede noget bag din ryg.
– Vi er en familie, Søren, smiler Lykke og sætter sig ved siden af ham. – Fra nu af løser vi problemerne sammen. Uden hemmeligheder.
To uger senere åbner deres bageri officielt. Lykke står selv bag kassen, Søren sætter de friskbagte boller op på disken, og Helle og Rikke hjælper til ved bardisken og tager imod bestillinger fra de første kunder. Ved fyraften er hele udvalget solgt, og Lykke sætter sig til at tælle dagens første overskud. Søren stiller sig bag hende, lægger hænderne på hendes skuldre og spørger stille:
– Nå, hvad siger du, chef? Er vi i plus?
Lykke tæller pengene, lægger sedlerne i kassen og griner.
– Det er vi, Søren. Nok til næste måneds husleje og lidt til overs. Skriv til Helle – hun skal komme forbi i aften, så fejrer vi vores første arbejdsdag.
