— Mor, hvorfor efterlod du mig her? Du vidste jo, hvor hårdt det ville være med ham…
Mette græd stille ved sin mors grav. Stedfaren var taget til byen for at sælge mælk, æg og alt det andet, de havde på deres lille gård. Og der var meget at sælge. Alle i landsbyen sagde, at det netop var gården, der havde ødelagt den smukke Kirsten.
Engang var Kirsten forelsket. Manden var køn, klog og god. De skulle giftes, men så forsvandt han på en jagttur i skoven. Om foråret fandt de kun rester. Og Kirsten fødte. I landsbyen var lovene anderledes — alle dømte hende, og hendes far smed hende ud, så hun gik på flugt med den lille pige. Så tog Gregers hende ind under sin tag og gav hende sit navn.
Folk sagde, at Gregers længe havde været forelsket i hende, men blev afvist. Men nu, hvor hun var i nød, greb han chancen. Folk sukkede. På den ene side var Gregers jo en god mand, men på den anden side…
Han var alt for grådig. Han havde hurtigt regnet ud, at Kirsten var ung, stærk og en fremragende hjælp på gården. Mette kunne huske, hvordan mor kom hjem fra marken og faldt sammen. Og hun huskede, hvordan mors hænder så ud. Hårde, med hårdhudede hænder. På det tidspunkt havde de tre køer, to søer, får og en masse fjerkræ… og en stor have.
Og så blev mor syg. Mette var kun 10 år. Pigen sad ved hendes side og græd, mens mor holdt hendes lille hånd og hviskede:
— Mette, min lille pige. Så snart du får dit pas, så løb. Løb til byen, der vil folk hjælpe dig…
— Mor, hvad med dig?
Mette græd. Hun ville så gerne have, at mor løb med hende. Når hun blev rask, så skulle de løbe sammen. Men mor smilede bare og sagde ikke mere.
* * *
Efter begravelsen lå Mette og stirrede ud i luften. Men hun fik ikke lov at ligge længe. Stedfaren kom ind.
— Hvad laver du der? Kvæget er ikke fodret, køerne er ikke malket! Hvem tror du, du er? Prinsesse? Åh ja, du ligger bare der. Men husk, du får ikke mad, før du har arbejdet for dit ophold!
Mette stod langsomt op og gik udenfor. Hun kom først hjem langt om natten, og næste morgen vækkede Gregers hende, så snart solen stod.
— Du kan godt lide at sove, hva’? Din mor forlod os, så nu må du arbejde i hendes sted. Kom så, du kan få en hurtig bid, og så skal du luge kartofler. Jeg tager til byen. Der er noget smør at sælge, og jeg har slagtet et par høns. Når jeg kommer hjem, skal kartoflerne være rene! Og husk kvæget!
Mette fulgte ham med had i blikket. Hun drak te og gik ud i haven. Landsbyen var lige ved at vågne, da hun allerede havde luppet flere rækker.
— Mette?
Pigen rettede sig op. Ved hegnet stod naboens kone. Hun så på hende med medlidenhed.
— Hvad laver du ude så tidligt? Eller har Gregers, den skiderik, tvunget dig?
— Goddag, tante Lise… Onkel Gregers sagde, jeg skulle luge. Han er taget til byen.
— Er han taget afsted, og så lader han hele gården være dit ansvar? Alt sammen på dig?
— Jeg beklager mig ikke, tante Lise. Jeg bor jo hos ham.
Men Lise råbte allerede:
— Jens! Hanne! Kom her!
Fra gården kom hendes børn.
— Kom, lad os hjælpe pigen. I det mindste et par timer.
På to timer var de fire næsten færdige med marken.
— Kom med hjem til os, så får du noget mad. Den mand er et bæst, han holder dig sikkert på brød og vand. Og så hjælper jeg dig med at rydde op. Den ko Zora er slem — den ville kun lade din mor komme nær den.
Da Gregers kom hjem, var alt færdigt. Mette sad på en bænk og hvilede. Han kørte ind i sin gamle Volvo og så misbilligende på hende, men råbte ikke. Først ville han tjekke, hvad der var gjort.
Han gik rundt og inspicerede alt. Så vendte han tilbage til hende.
— Nå, jeg ser, du ikke har haft nok at lave. I morgen skal du rense kostald.
Og han gik ind. Mette var lige ved at græde. Om aftenen gik hun ud på bænken, knap nok i stand til at trække benene efter sig. Lise kom forbi.
— Mette, hvad er der gået af dig? Har den skiderik igen arbejdet dig halvt ihjel?
Lige da kom gårdejeren selv ud.
— Du, Lise, du forstår det ikke. Jeg giver hende et hjem! Opdrager hende, selvom hun ikke er min. Hun vil være taknemmelig senere, fordi hun ikke havde tid til tåbeligheder. Ellers ender hun som hendes mor — med et barn uden en far!
Mette gik løs på ham med knyttede næver.
— Hold op! Sig ikke grimme ting om mor!
Gregers gav hende en lussing.
— Prøv bare igen! Så sætter jeg dig på brød og vand!
Lise stillede sig foran pigen.
— Hvad bilder du dig ind, din bandit! Vent bare! Jeg ringer til socialforvaltningen!
— Hold din næse ude af mine sager, Lise! Ellers fortæller jeg formanden, hvordan I om aftenen stjæler hø fra kommunens marker!
— Du er et rigtigt kryb, Gregers! Måtte dine penge blive din undergang!
Lise spyttede og gik hjem.
* * *
Sådan levede Mette. Hun blev tynd som en pind. Hun fik dårlige karakterer, for hun kunne kun lave lektier om natten, når alt arbejdet var gjort.
Da hun blev 15, blev deres gård købt af en rig mand. Han renoverede gården og importerede nogle eksotiske køer. Åh, hvor Gregers gloede på de køer. Store, røde, sådan nogle havde man aldrig set i området. Han stillede sig ved deres fold og beundrede dem. Han ville give hvad som helst for sådan en.
En dag mødte han også gårdejeren. Han gik hen og spurgte, om man kunne købe sådan en ko. Prisen var så høj, at Gregers ville kvæles, før han betalte den. Så fik han en idé. Han havde hørt, at rige mennesker var så mætte af livet, at de ikke vidste, hvordan de skulle more sig. Kvinderne sagde, at manden var rig, men ikke havde en kone. Og så kom han på, hvordan han ville kunne få sådan en ko.
Han tænkte over det hele aftenen, og næste morgen gik han til et møde.
Johan Thorvald så interesseret på ham. Han studerede langsomt landsbyens beboere. Det var et godt sted, og han kunne sætte noget storartet i
