Alt ofret for sine børn: en kvindes historie om tabt fred
*”Jeg solgte mit hus for mine børns skyld og endte med ingenting”*: En kvindes bekymring, der mistede retten til ro
Jeg troede altid, at familien var en tilflugtssted. At mine børn ville være der, når alderen kom. At man kunne bytte sit hus mod varme og kærlighed. Men nu vågner jeg hver morgen i fremmede kroge, uden at vide, hvor aftenen finder mig. Sådan lever Bedste Grethe nu den samme Grethe Nielsen, som hele Århus Hovedvej kendte som den stolte ejer af et velholdt hus. I dag er hendes tilflugt lånte køkkener, gæsteværelser og den nagende tanke: *”Er jeg til besvær?”*
Det begyndte, da hendes sønner, Mads og Lars, overtalte hende til at sælge huset. *”Hvad er meningen, Mor, med at slide dig selv op på landet? Du er ikke ung længere, kan ikke passe haven, fyre op eller skovle sne. Du kan bo hos os på skift nemmere for dig, tryggere for os. Og pengene fra salget går ikke til spilde: vi deler dem til børnebørnene.”* Hvad kunne en gammel mor sige? Selvfølgelig sagde hun ja. Hun ville hjælpe. Være tæt på.
Mine forældre, hendes nabo dengang, prøvede at advare hende:
*”Vær ikke forhastet, Grethe. Du vil fortryde det. Du får aldrig råd til et nyt hus, og hos dine børn er det deres regler. Du bliver en gæst, ikke hjemme. Og deres lejligheder er så små dig, som altid elskede plads.”*
Men hvem lytter? Huset blev solgt. Pengene delt. Og Bedste Grethe begyndte sin rejse med kufferten i hånden, fra den ene søn til den anden. I dag hos Mads i hans treværelses i København. I morgen hos Lars i hans lille parcelhus i forstaden. Sådan har det været i tre år.
*”Hos Lars er det bedre,”* tilstod hun engang til min mor. *”Der er en lille have, hvor jeg kan passe blomsterne og få frisk luft. Og min svigerdatter, Mette, er sød. Diskret, rolig. Børnene er velopdragne. De gav mig et værelse lille, men med fjernsyn og endda en minikøler. Jeg holder mig for mig selv, forstyrrer ikke. Når de arbejder og børnene er i skole, vasker jeg lidt tøj eller piller ved haven. Så går jeg tilbage på mit værelse.”*
Hun skulle bo der om sommeren, men om efteråret flyttede hun til Mads. Hos den ældste søn var livet anderledes. Der fik hun en krog bogstaveligt talt mellem køkkenet og altanen. En sovesofa, en natbordsskuffe, en taske med tøj. Hun lavede mad i smug, vaskede, når ingen så det. Og hele tiden føltes hun… *i vejen*.
*”Julie, Mads kone,”* hviskede hun, *”taler næsten ikke til mig. Ikke et ord. Og jeg har ikke kunnet binde an med min barnebarn. Jeg er af den gamle skole, han lever i sine skærme… Jeg er en fremmed i deres hjem. De har aldrig inviteret mig til deres sommerhus. Jeg smyger mig rundt som en skygge. Om aftenen varmer jeg min mad på radiator
