“Bedste, du skal nok lige hen på en anden afdeling,” fnisede de unge medarbejdere, da de så den nye kollega. De de anede ikke, at det var mig, der lige havde købt hele firmaet.
“Hvem skal du have?” spurgte drengen bag receptionen uden at kigge op fra sin smartphone. Hans trendy frisure og dyre sweater skreg af selvtilfredshed og fuldstændig ligegyldighed over for omverdenen.
Signe Kjærgaard rettede sin enkle, men kvalitetstaske på skulderen. Hun havde bevidst valgt et diskret outfit: en beskeden bluse, en knælang nederdel og behagelige flade sko.
Den tidligere direktør, den trætte, gråhårede Flemming, som hun havde gennemført virksomhedsoverdragelsen med, smilede, da han hørte hendes plan.
“En sand Trojansk hest, Signe,” sagde han anerkendende. “De sluger agnpletten uden at ane, hvad der gemmer sig. De finder aldrig ud af, hvem du virkelig er indtil det er for sent.”
“Jeg er den nye medarbejder. Jeg er kommet til dokumentationsafdelingen,” sagde hun roligt og bevidst uden autoritær tonefald.
Drengen kiggede endelig op. Han målte hende fra top til tå de slidte sko, det velredte grå hår og hans blik udstrålede ren, ufiltreret hån. Han gjorde ikke engang forsøget på at skjule det.
“Nåh ja. De sagde, der kom en ny. Har du fået dit adgangskort ved sikkerheden?”
“Ja, her er det.”
Han pegede dovent mod omdrejningsdøren, som om han viste vej for et forvirret insekt.
“Et eller andet sted derhenne skal du nok finde dit arbejdsbord. Du finder vel ud af det.”
Signe nikkede. “Jeg finder ud af det,” gentog hun for sig selv, mens hun trådte ind i det summende open space-kontor.
Hun havde fundet ud af ting i fyrre år. Efter mandens pludselige død havde hun reddet en nær konkursramt virksomhed og gjort den profitable. Hun havde håndteret komplekse investeringer, der tiodoblet hendes formue. Og hun havde fundet ud af, hvordan man undgik at køre skør af kedsomhed og ensomhed i det store, tomme hus som 65-årig.
Denne blomstrende, men indvendigt rådnende IT-virksomhed i hvert fald sådan følte hun det var hendes seneste spændende udfordring.
Hendes skrivebord stod i den mest afsides krog, lige ved arkivdøren. Det var gammelt med ridser i bordpladen og en pibende stol som en lille ø fra fortiden midt i et hav af skinnende teknologi.
“Er du begyndt at falde til?” lød en kvalmende sød stemme bag hende. Foran hende stod Mette, marketingafdelingens leder, iført en elfenbensfarvet, perfekt stryget jakkesæt Omgivet af duften af dyr parfume og succes.
“Jeg gør mit bedste,” smilede Signe mildt.
“Du skal lige gennemgå alle sidste års kontrakter til ‘Nordlys’-projektet. De ligger i arkivet.”
Tonen dryppede af nedladende overlegenhed, som om hun gav en simpel opgave til en mentalt udfordret person.
Mette såg på hende, som om hun var en underlig, uddød fossil. Da hun marcherede væk, hørte Signe en fnisen bag sin ryg.
“HR har helt tabt sutten. Snart ansætter de vel også dinosaurer.”
Signe lod som om, hun ikke hørte det. Hun havde stadig mere at undersøge.
Hun gik mod udviklingsafdelingen og stoppede foran et glasvægset mødelokale, hvor nogle unge ivrigt diskuterede.
“Frøken, leder du efter noget?” spurgte en høj fyr, mens han trådte væk fra sit skrivebord.
Mads, den førende udvikler. Firmets fremtidige stjerne i hvert fald ifølge den profil, han selv havde skrevet.
“Ja, min ven, jeg leder efter arkivet.”
Mads smilede og vendte sig mod sine kolleger, der fulgte med som til en gratis cirkusforestilling.
“Bedste, du er vidst på den forkerte afdeling. Arkivet er den vej,” pegede han uengageret mod en anden afdeling.
“Vi laver seriøst arbejde her. Noget, du slet ikke kan forestille dig.”
Gruppen bag ham fnisede. Signe mærkede en kold, rolig vrede boble op i sig.
Hun kiggede på de selvtilfredse ansigter, på Mads dyre ur på håndleddet. Alt betalt med hendes penge.
“Tak,” svarede hun jævnt. “Nu ved jeg præcis, hvor jeg skal gå hen.”
Arkivet var et lille, luftløst rum uden vinduer. Signe gik i gang. ‘Nordlys’-mappen var hurtigt fundet.
Hun gennemgik papirerne metodisk. Kontrakter, bilag, fuldførelseserklæringer. På papiret så alt perfekt ud. Men hendes øvede øje fangede straks nogle mistænkelige detaljer.
Beløbene i dokumenterne til underleverandøren “Cyber-Systemer” var runde tusindbeløb det kunne være sjusk, men det kunne også være bevidst for at skjule de reelle udgifter.
Beskrivelserne af arbejdet var diffuse: “rådgivning,” “analyseunderstøttelse,” “procesoptimering.” Klassiske metoder til at hvidvaske penge hun genkendte dem fra 90’erne.
Et par timer senere gik døren op. En forskrækket ung pige stod i døråbningen.
“Goddag. Jeg er Anna fra bogholderiet. Mette sagde, du var her Det må være svært uden digital adgang? Jeg kan hjælpe.”
Ikke en gnist nedladelse i stemmen.
“Tak, lille Anna. Det er virkelig sødt af dig.”
“Åh, det er da ingenting. Det er bare de andre de forstår ikke, at ikke alle er født med en tablet i hånden,” sagde Anna og blev rød.
Mens Anna forklarede systemet, tænkte Signe, at selv i den mest mudrede sump findes der en ren kilde.
Knap nok var Anna gået, før Mads dukkede op i døren.
“Okay, jeg har brug for en kopi af ‘Cyber-Systemer’-kontrakten nu.”
Han talte, som om han gav ordrer til en tjener.
“Goddag,” svarede Signe roligt. “Jeg er lige ved at gennemgå de her dokumenter. Et øjeblik.”
“Et øjeblik? Jeg har ikke tid! Jeg har et møde om fem minutter. Hvorfor er det ikke digitaliseret? Hvad laver I overhovedet her?”
Hans arrogance var hans svaghed. Han var overbevist om, at ingen og især ikke denne gamle dame ville turde eller kunne kontrollere hans arbejde.
“Det er min første arbejdsdag,” svarede hun jævnt. “Og jeg prøver at få styr på, hvad andre ikke har fået gjort.”
“Det rager mig!” afbrød han og greb mappen direkte ud af hånden på hende. “I gamle mennesker er altid til besvær!”
Så stormede han ud
