**Dagbogsnotat**
*Heldigvis…*
“Mor, hvor længe skal det her stå på?” sagde Mette irriteret. “Nikolaj er tyve! Han er voksen og burde klare sig selv. Men du forkæler ham som om han var et lille barn. Det er ulideligt at se på.”
“Ulideligt? Så lad være med at se,” svarede Lene Sørensen. “Fokuser på dit eget liv, ikke vores. Du har selv Mads at tage dig af.”
“Det gør jeg da også!”
“Men ikke særlig godt,” sagde Lene skarpt. “Drengen er fuldstændig ude af kontrol.”
“Han er slet ikke ude af kontrol!” Mette blev rød i hovedet. “Han er bare i den svære alder! Som om Nikolaj var en engel som teenager.”
“Engel var han ikke,” kneb Lene øjnene sammen, “men han gjorde det godt i skolen, hjalp til derhjemme og var aldrig uhøflig. Mads kan kun tigge om penge. Et tak? Det glemmer han altid.”
“Og hvad så? Du er hans bedstemor!”
“Så behøver han ikke sige tak? Må han bare udnytte mig? Men hvad forventer jeg? Han er sin mor i opløbet!”
“Hvad mener du med det?” råbte Mette.
“At jeg aldrig har hørt et venligt ord fra dig. Kun klager og bebrejdelser.”
“Mor!”
“Hvad er der, ‘mor’? Har jeg ikke ret? Du opdrager ham til at være en egoist. Alle skylder ham noget. Alle er skyldige. Nu begynder han også at plage Nikolaj. ‘Hvorfor kan du ikke se, jeg har brug for en ny laptop?’ Jeg tager det for nu, men min tålmodighed har en grænse.”
“Og hvad så?” Mettes øjne lynede af vrede.
“Så får han ikke en krone mere. Heller ikke fra Nikolaj.”
“Åh, hvor er du skræmmende!” Mette grinede hånligt. “Jeg troede, du ville finde på noget værre.”
“Jeg behøver ikke finde på noget,” rynkede Lene panden. “Han er mit barnebarn, jeg elsker ham. Men jeg accepterer ikke frækhed. Jeg sætter ham på plads, så han glemmer vejen hertil.”
“Åh, hvordan skal din Nikolaj så klare sig uden sin elskede nevø?”
“Min?” Lene vendte sig hurtigt og så sin datter ind i øjnene.
“Øh vores,” stammede Mette. “Hvad er forskellen? Han er så glad for ham.”
Der blev stille i rummet. Lene kæmpede for at holde sine ord tilbage.
Døren knirkede, og Nikolaj kom ind. Høj, slank, med lidt uordentligt hår. Han så træt på sin mor og søster.
“Igen?” spurgte han. “Hvornår stopper I med at skændes?”
“Bland dig udenom,” snerrede Mette. “Jeg taler ikke med dig!”
“Ikke med mig, men med mor. Og i hvilken tone! Jeg har al ret til at blande mig. Hvem skal ellers beskytte hende?”
“Ret?” Mette grinede hånligt. “Den eneste ret du har, er at sidde på hendes nakke og lade som om alt er fint.”
“Jeg sidder på mors nakke?” Nikolaj gik et skridt nærmere, hans stemme dirrede af vrede. “Jeg arbejder, hjælper til derhjemme, skaber ikke ballade. Men du kommer altid og laver et cirkus.”
“Mor ser ikke, at du bliver en snylter!” råbte Mette. “Hun forkæler dig! Alt er for dig, alt handler om dig!”
“Mette!” afbrød Lene skarpt. “Hold op. Du er unfair.”
“Unfair?” Mette kastede hovedet tilbage, bitterhed i stemmen. “Jeg har aldrig fået halvdelen af det, han får! Alt kærligheden går til ham! Hvad får jeg? Smuler!”
“Hvad har det med mig at gøre?” sagde Nikolaj stille, uvidende om søsterens følelser. “Du er selv skyld i det: evige bebrejdelser, opdigtede fornærmelser… Måske er det derfor, alle undgår dig?”
“Nå, på den måde!” Mettes øjne lynede. “Nu er det også min skyld!”
Nikolaj ville svare skarpt, men Lene trådte imellem og sagde bestemt:
“Lad være. Mette er din storesøster. Du skal respektere hende.”
“Men hun respekterer jo ingen!” protesterede Nikolaj. “Hun kommer, skaber drama, fornærmer. Mor, jeg tror, det er på tide at sætte Mette på plads. Og Mads også. Sidst tog han penge fra min pung uden at spørge.”
Der blev en tung tavshed. Nikolajs ord ramte som et lyn.
Mette blev ildrød, øjnene funklede. Mere end vrede eller såret det var desperation.
Lene mærkede det; et sekund mere, og Mette ville sige noget uigenkaldeligt.
Men i stedet råbte hun:
“Du lyver! Mads ville aldrig gøre sådan noget! Han er min søn, og han er ikke en tyv!”
“Mette…” sagde Lene roligt men fast, “jeg stoler på Nikolaj. Han lyver ikke. Men Mads’ adfærd bekymrer mig. Det kunne godt ske. Du skal tale med ham. Forsigtigt.”
“Du må ikke beskylde min søn for tyveri!” Mette var ved at kvæles af raseri.
“Og du må ikke beskylde min søn for at lyve,” svarede Lene øjeblikkeligt.
“Hvem?” Mettes øjne flammede. “Din søn?! Hvilken søn?!” Hun kunne ikke stoppe. “Han er slet ikke din søn!”
Lene stivnede…
“Jeg forstår ikke,” rystede Nikolaj. “Mor, hvad snakker hun om?”
“Hun siger sandheden,” hviskede Lene bleg. “Jeg er ikke din mor.”
Nikolaj stod lammet. Ordene hamrede i hans hoved.
Mette sank sammen på sofaen, ånded
