“Har du tænkt dig at fortælle mig det?” knurrede svigermoren uden så meget som at kaste et blik på Mads. Hendes opmærksomhed var helt fokuseret på den lille dreng, der gemte sig bag hans ryg.
“Jeg fortæller det jo nu,” sagde Mads roligt, hvilket bare gjorde svigermoren endnu mere irriteret.
“Og hvad så? Tror du, vi bare vil acceptere dit lille uheld?”
Mads var blevet gift som 19-årig, fordi hans kæreste, senere kone, Mette, var blevet gravid.
Henriette, Mettes mor, sagde med det samme: “Ingen undskyldninger. I skal giftes. Og bare prøv at løbe fra ansvaret!”
Mads protesterede ikke.
Brylluppet var enkelt ingen stor fest.
De unge flyttede ind hos Henriette.
Forholdet var anstrengt, men Mads var ung og velopdragen og prøvede at tilpasse sig.
“Mads, hvor fanden bliver du af?” råbte Henriette. “Hvorfor er du ikke hjemme endnu? Har du fået lyst til at feste? Jeg skal nok give dig fest!”
Hun viftede med en knyttet næve, mens Mads bare grinede.
“Henriette, jeg har fået ekstra arbejde. Jeg bliver lidt længere.”
“Hvor meget får du?”
“Det er godt nok både til os og dig,” smilte han.
Henriette vidste, han var dygtig, men mente alligevel, han skulle holdes under opsyn.
“Mor, kan du ikke holde op? Hvorfor skal du altid hakke på ham?” forsvarede Mette sin mand.
“En mand skal holdes kort, ellers sætter han sig på nakken af en. Skal jeg virkelig fodre jer begge?”
Datteren svarede ikke. At diskutere med sin mor var nytteløst når hun først havde fået en idé i hovedet, var det bedst at tie stille.
Sådan levede de Henriette kommanderede, og Mads adlød.
Desværre mistede Mette barnet. Men familien holdt sammen Mads støttede sin kone, som kun kunne. Men hun gik helt i stykker.
Hun begyndte at forsvinde hjemmefra, kom hjem sent eller slet ikke, drak for meget.
Mads holdt længe ud, men fandt så en anden kvinde.
Han var ved at flytte, men Henriette tog sagen i egne hænder.
“Du skal ikke nogen steder!” råbte hun. “Mette skal nok falde til ro bare vent og se. Du lovede at blive ved hendes side.”
“Henriette, der er ikke mere at redde.”
“Du vil bare ikke prøve! Jeg vidste det…”
“Lad mig gå.”
“Nej, det gør du ikke! Glem det!”
Den dag flyttede Mads ikke. Dagen efter blev Henriette syg, og han blev igen.
Hun blev såret og tog til sengs. Mads følte skyld og blev.
Henriette kæmpede hårdt og jublede bagefter over at have reddet datterens familie.
Mette og Mads fandt lidt til hinanden igen. Hun blev mere rolig, gik ikke længere på byen. Men et år senere gik det galt igen, og hun forsvandt.
“Hvor bliver hun af?” Mads kunne ikke få fat på Mette hele dagen, og hun kom ikke hjem.
“Hun er sikkert hos en veninde,” undskyldte Henriette. “Vi finder hende bare rolig.”
De ledte i dagevis, indtil de meldte hende savnet. Men forgæves. Hun blev fundet, men nægtede at vende tilbage.
Et halvt år gik. Selvom både Mads og Henriette forstod, at Mette ville noget nyt, levede de stadig under samme tag.
Mads ville flytte, men Henriette stoppede ham.
“Hvor skal du hen? Vil du efterlade mig helt alene?”
“Henriette, måske kommer Mette ikke hjem på grund af mig. Hvis jeg går, vender hun måske tilbage.”
“Åh, selvfølgelig! Hun har efterladt mig, den utaknemlige… og nu gør du det samme! Mads, du må ikke forlade mig. Du har jo ingen andre. Du er som en søn for mig!”
“Når hun dukker op, skal jeg nok lade dig gå. Jeg vil ikke tvinge jer sammen…”
Mads begik sin største fejl han blev hos Henriette.
Livet var egentlig okay. Mads’ mor var død, og Henriette passede på ham. Selv da han begyndte at se en kollega, støttede hun ham.
“Tag hende med hjem,” sagde hun. “Jeg skal da vide, hvem du er sammen med.”
Uden at tænke på konsekvenserne tog Mads hende med…
Det gik galt. Pigen forsvandt, da hun hørte, han boede hos sin svigermor.
Så blev de boende sammen.
Der kom ingen nyheder fra Mette. Hun ringede ikke engang til sin mor hun mente, Henriette havde ødelagt hendes liv.
“Mads, hvor skal du hen så tidligt?” spurgte Henriette.
“Jeg har noget at ordne.”
“Hvad kan du have at ordne så tidligt?” Hun blokerede døren. “Har du fundet en ny? Vil du løbe fra mig?”
“Lad nu være…”
Mads havde ingen steder at tage hen.
“Vil du efterlade mig, en gammel syg kone, helt alene?”
Mads smilede og gik forbi hende. Sådanne samtaler var dagligdag. Selvfølgelig havde han ondt af hende… Det holdt ham tilbage. Og han var vant til det.
Han kom først hjem fire timer senere. Henriette havde holdt øje.
“Hvor har du været?” Hun stod med armene over kors der lugtede af nybagt kage fra køkkenet.
Han grinede. Hun havde ventet.
“Henriette, der er noget…” Først nu så hun den lille dreng, der gemte sig bag ham. “Det her er min søn. Mød Emil.”
“S-søn?” Hun var lige ved at besvime. “Hvordan? Hvor gammel er han?”
“Fem.”
“Fem, ja…” Hun gik frem og tilbage i entreen, nægtede at lade dem komme ind, som om hun overvejede at smide dem ud. “Så du var alligevel mig utro…”
“Jeg troede på dig! Og så bedrager du mig?”
“Ikke helt sådan,” sagde Mads uden at undskylde.
“Tror du virkelig, jeg vil acceptere ham?”
“Henriette, jeg tvinger dig ikke. Hvis du ikke vil, går vi.”
Hun så på drengen, så på Mads.
“Kom ind. Men tro ikke, jeg vil behandle ham godt.”
En uge gik. Mads arbejdede, Henriette passede barnet.
Selvom hun lovede det modsatte, tog hun sig af Emil. Mads blev glad.
“Emil har ikke længere en mor. Han er alene.”
“Har du holdt ham skjult for mig alle disse år?”
“Ikke skjult… Jeg sagde det bare ikke. Jeg kendte din reaktion og ville ikke gøre dig ked af det.”
Så levede de, indtil Mette dukkede op.
“Hvad laver et barn her?” råbte hun i entreen. “Har du lejet værelset ud?”
Henriette stivnede. Var det virkelig hende?
“Mette… Du er kommet hjem…” Hun græd og krammede sin datter
