**Dagbogsnotat: En Lærestreg i Værdi**
Jeg åbnede den gamle mahogniæske, røde trææske og lod fingrene glide over den bløde fløjlsforing. Diamanterne funklede i morgenlyset, og mit hjerte snørede sig sammen ved minderne. Bedstemor havde givet mig sættet en måned før hun gik bort. En ring med en stor sten i midten. Elegante øreringe. Og en hænger på en fin kæde.
Mikkels stemme lød fra gangen.
“Katrine, er du klar? De har ringet tre gange!”
“Næsten,” svarede jeg og lukkede æsken.
Mikkel stod i døråbningen til soveværelset. Tre års ægteskab havde lært mig at læse hans humør i de mindste tegn. I dag var han anspændt.
“Ser du på bedstemors smykker igen?” spurgte han og nikkede mod æsken. “Hvornår har du tænkt dig at bære dem?”
“Det er din kollegas fødselsdag,” svarede jeg. “Hvorfor skulle jeg tage diamanter med?”
Han trak på skuldrene og forlod værelset. Jeg kiggede endnu en gang på smykkerne og lagde æsken tilbage i kommoden.
To uger senere kom min svigermor, Gerda, på besøg. Jeg stod i køkkenet og forberedte aftensmaden, da jeg hørte hendes stemme fra stuen.
“Mikkel, vis mig lige Katrines diamanter igen,” bad hun. “Sikke en skam, at de bare ligger og samler støv!”
Jeg stivnede med en tallerken i hånden. En bølge af ærgrelse skyllede indeni.
“Mor, det er hendes arvestykker fra bedstemor,” svarede Mikkel. “Hun bestemmer selv, hvornår hun vil bære dem.”
“Jeg forstår det godt,” sukkede Gerda. “Men Lisbeths datter skal giftes om en måned. Forestil dig, hvilket indtryk jeg ville gøre med sådan et sæt!”
Jeg gik ind i stuen og satte tallerkenne på bordet med overdreven forsigtighed.
“Gerda, jeg har sagt det før,” begyndte jeg roligt. “De smykker betyder meget for mig.”
“Bare én aften!” foldede hun hænderne som i bøn. “Jeg vil passe så godt på dem!”
“Nej,” svarede jeg bestemt.
Stemningen ved bordet blev tyk. Mikkel spiste i tavshed og undgik min blik. Gerda skubbede demonstrativt sin tallerken fra sig.
En måned gik, og Gerda kom oftere på besøg, hver gang med en ny undskyldning for at nævne diamanterne.
“Katrine, skat,” begyndte hun med honningstemme. “Rektoren kommer til instituttets jubilæum. Jeg vil så gerne se præsentabel ud!”
“Gerda, du har mange smukke smykker,” svarede jeg og kæmpede for at bevare tålmodigheden.
“Men ikke sådanne!” udbrød hun. “Mikkel, sig nu til hende!”
Og så begyndte Mikkel at ændre sig. Før havde han været tavs, nu tog han sin mors parti.
“Katrine, hvad skader det?” sagde han om aftenen, når vi var alene. “Mor beder ikke om at beholde dem.”
“Mikkel, det er mindet om bedstemor!” Jeg kunne ikke fatte, han ikke forstod. “Hun betroede dem til mig!”
“Åh, kom nu!” viftede han mig væk. “Det er bare sten. Mor bliver ked af dit stædighed.”
Jeg så på ham og genkendte ham ikke. Hvor var den omsorgsfulde mand, jeg havde giftet mig med?
En aften, efter endnu et besøg fra Gerda, eksploderede skænderiet.
“Din mor bliver utålelig!” rasede jeg, lige efter døren var lukket bag hende.
“Det er dig, der er utålelig!” brølede Mikkel uventet. “Du er så nærig over nogle små glimmersten!”
Jeg vaklede tilbage. *Glimmersten*? Kalde han min bedstemors arv for det? Noget brast i mig. Jeg stirrede på ham og genkendte ham ikke.
“Hvis det kun er glimmersten for dig,” sagde jeg med dirrende stemme, “så taler vi ikke samme sprog.”
“Mor har ret,” fortsatte han. “Du er egoistisk. Du tænker kun på dig selv!”
Tårerne brændte i halsen. Jeg knyttede hænderne for at bevare fatningen. Jeg ville ikke vise ham, hvor dybt hans ord sårede.
Jeg vendte mig om og marcherede ind i soveværelset, smækkende døren så hårdt, at ruderne rystede. Tårerne væltede frem. Hvorfor? Hvorfor skulle jeg give mit mest værdifulde væk til nogen, der kun så glimmer?
Gerdas fødselsdag nærmede sig. Tres år en rund fødselsdag. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle give hende.
“Gerda, har du ønsket dig noget?” spurgte jeg ved et besøg.
Hun så nedladende på mig.
“Jeg mangler ikke noget, kære,” svarede hun med en underliggende tone. “Jeg har alt.”
Jeg så forvirret på Mikkel. Han sad begravet i sin telefon.
“Mikkel, hvad skal vi give din mor?” spurgte jeg senere.
“Det ved jeg ikke,” mumlede han. “Find selv på noget.”
“Men det er din mor!”
“Og hvad så?” Han satte telefonen fra sig. “Hun sagde, hun ikke manglede noget.”
Jeg købte et dyrt silketørklæde og fransk parfume. Pakkede det smukt, men en forudanelse lå stadig i mig.
Fødselsdagsmorgnen var hektisk. Jeg tog en mørkegrøn kjole på og besluttede at bære smaragdøreringe en anden gave fra bedstemor, men ikke lige så værdifuld. Jeg åbnede æsken og blev stiv. De bløde fløjlsindlæg var tomme. Diamanterne var væk.
Mit hjerte hamrede. Jeg gennemsøgte hele kommoden, alle hylder. Intet. Jeg styrtede ud på køkkenet, hvor Mikkel roligt drak kaffe.
“Mikkel! Hvor er mine diamanter?” min stemme knækkede.
Han så roligt på mig og tog en slurk.
“Jeg gav dem til mor!” sagde han ligegyldigt. “De klæder hende bedre!”
Jeg stivnede. Værelset svimlede for øjnene.
“Hvad har du gjort?” hviskede jeg.
“Det, der skulle være gjort for længe siden,” svarede han og satte koppen fra sig. “Stop med at være nærig!”
“Det er min arv!” skreg jeg. “Hvor vover du?”
Jeg greb fat i bordkanten. Alt drejede sig af raseri. Mikkel rejste sig roligt. Hans ligegyldighed sårede mere end ord.
“Hold op med dit hyster
