“Svigermor”
Hanne Hannegaard var født til at være svigermor. Ikke den stille, reserverede type, men en rigtig, uhøflig, stædig og højlydt svigermor. Hendes mor, Lise, fortalte nervøst til sine veninder om den nyfødte datter:
“Der ligger hun i vuggen, helt arrig, med skæve læber, rynkede bryn og knyttede næver en ægte svigermor.”
Heldigvis boede Lises egen svigermor, Valborg, i en anden landsdel og kom sjældent på besøg. Men når hun endelig dukkede op, vidste hele bageriet, hvor Lise arbejdede, det med det samme. Dejen ville ikke hæve, hun blandede vanilje og citronsyre sammen, brødene blev skæve og blege, og konditoren selv fo’r sammen ved den mindste lyd.
“Hør her, tag lige fri på egen regning,” sagde den irriterede bagerchef. “Kom tilbage, når din svigermor er kørt hjem.”
“Åh, Ellen, for Guds skyld!” Lise rev sit stivede hovedklæde af og klemte det mod brystet. “Her på arbejde kan jeg i det mindste slippe for hende. Ellers skal jeg bruge hele dagen på at forsøge at gøre hende tilpas og beklage mig.”
“Beklage dig? Over hvad?”
“Alt! At jeg ikke laver mad rigtigt, ikke gør rent ordentligt, ikke behandler hendes søn korrekt… Ellen, jeg trækker ikke engang gardinerne op på den rigtige måde!”
“Hvordan skal man så gøre?” undrede chefen sig.
“Det ved jeg ikke. Men ikke sådan!”
Da den lille pige blev født, ankom Valborg straks for at “hjælpe”. Hun insisterede på, at barnet skulle hedde Hanne efter hendes afdøde mor og lod hende demonstrativt døbe, selvom de unge forældre, som var i det socialdemokratiske ungdomsforbund, kunne få problemer. Hun skræmte lægen og sundhedsplejersken, fik sin svigerdatter til at få nervøse trækninger og rejste hjem i den dybe overbevisning om, at den tåbelige pige ville ødelægge barnet.
Lise græd i en hel uge. Så stak hendes mand, Jens, hånden i deres hemmelige opsparing som egentlig var beregnet til en båd med motor og købte hende en guldkæde med en hængelås.
Til trods for bedstemoders dystre forudsigelser trivedes babyen ikke blot, men udviklede sig fint. Lille Hanne gik i god tid, lærte potten at kende hurtigt og talte tidligt klart og fornuftigt. I “hvorfor-fasen” satte hun alle omkring hende i stå med filosofiske spørgsmål:
“Hvad kan du lide? Hvordan er du som person? Hvorfor smiler folk?”
Lises veninder fra bageriet og Jens’ kolleger fra maskinfabrikken gode men simple sjæle stod helt af og forudsagde, at pigen ville gå langt.
Og hvad den barske bedstemor angik, tog hun sig af hende på ingen tid.
En dag dukkede Valborg op som sædvanlig og var allerede fem minutter inde i et raseri over parrets nye sofa, som de var så stolte af. Stofbetrækket var åbenbart for lyst ikke praktisk. Den femårige Hanne lyttede til hendes skældud, greb så bedstemors tasker og slæbte dem mod haven.
“Hallo, hvor skal du hen med mine ting?” råbte hun.
“Du kom her uden kærlighed. Du råber af mor. Kør hjem.”
“I har vendt barnet imod mig!” hvinte svigermoren.
Men barnebarnet stak den netop givne dukke i ansigtet på hende og sagde strengt:
“Tag den. Jeg har ikke brug for dine gaver. Og lær at opføre dig ordentligt.”
“Ja, mor, fik du tæsk?” grinede Jens. “Hanne er en seriös type. Engang drak jeg for meget med gutterne efter en bonus, og hun opdragede mig i en hel uge.”
Efter den dag lod Lise datteren blive hjemme, når svigermoren kom, og lod hende blive oppe længere. Nogle gange rejste Valborg, uden at have fået sagt alt, hvad hun havde på hjerte.
Den fornuftige pige med lederegenskaber blev også en gave for skolen. Gruppeleder, klassespejder, medlem af elevrådet… Hanne manglede kun en smule for at få udmærkelse. Kun på grund af hendes rationelle sind. Hun så simpelthen ikke mening i litteratur.
“Kaniner og bjørne taler ikke. Smeden kunne ikke flyve på en djævel, for djævle findes ikke. Og jeres Kierkegaard er en kedsommelig, talentløs forfatter. Hans tanker får fluer til at dø.”
Hun havde samme skepsis overfor musik, tegning og gymnastik. Men i naturvidenskab og matematik fik hun altid topkarakterer.
Lærerne rådede hende til at søge ind på universitetet i København, men hun valgte fjernundervisning. Hendes mor blev syg; bedstemoren blev 70 og skulle passes. Og så kom Mikkel Thomsen hjem fra militæret søn af maskinfabrikkens afdelingsleder. Da han så den flotte Hanne på vej til studenterfesten, tabte han kæben.
“Hanne, du ligner en brud!”
“Tja, en brud,” fnøs hun og rettede på sin lyseblå kjole. “På min egen bryllupsdag bliver jeg dronning.”
“Det er en aftale!” sagde han begejstret. “Så siger jeg til mor, at hun skal finde noget fløjlsstof til min jakke.”
“Fint,” nikkede Hanne. “Men ikke sort tag blåt. Eller gråt. Det ser smart ud.”
Uden at nævne kærlighed eller engang kysse, planlagde de grundigt gæstelisten, bryllupsrejsen og deres sønnernes navne på deres daglige møder. De tog sammen til Aarhus Hanne til et orienteringskursus, Mikkel for at genoptage sit tredje år. De kom hjem, meldte deres ægteskab. Hvad skulle de ellers gøre, når alt var planlagt? I tide kom lille Nikolaj. Da Hanne fik sin eksamen, fik hun yderligere to drenge i træk.
Efter barsel fik Thomsen sit første forfremmelse. Tre år senere steg hun igen i graderne, forbi sin mand. Mikkel var på alle måder en god mand men helt uden ambitioner. Hanne arbejdede hårdt, tog kurser, intrigerede lidt, mens han i sin fritid altid var ude at fiske med svigerfaren og sagde ofte, at tid brugt med fiskestang ikke tæller med i livets samlede regnskab.
Hanne var en fremragende organisator, forstod folk godt og kunne nemt skelne mellem reelle krav og tomt vrøvl, som arbejderne elskede at bruge. I dag ville hun blive kaldt en “effektiv manager”, men dengang blev hun bag ryggen omtalt som en “kraftkvinde” og af dem, der faldt under hendes hårde hånd, som “svigermor”. Og man følte med de fremtidige svigerdøtre.
Selv tænkte Hanne ikke så
