»Hun skal ikke være her i morgen! Jeg ved ikke, hvordan du skal gøre det!« råbte Mette og forstod kompleksiteten af situationen med sin bedstemor.
»Hun skal bare væk i morgen! Jeg er ligeglad, hvordan du ordner det. Få hende væk, stille og roligt. Hun er jo gammel nu.«
»Er du sindssyg?« udbrød Mette.
»Det er dit valg. Gør, som du vil. Men lejligheden skal være ledig. Okay, ikke i morgen, men skynd dig. Der er allerede en køber. Forstået?«
***
»Fru Nielsen. Du skal spise,« sagde plejersken og fjernede den urørte tallerken fra frokosten. »Rejs dig op, gå lidt rundt. Du bliver svag. Lægen giver dig for meget efter. Du skal spise i spisesalen med de andre. Der får du mere appetit.«
»Hun skal ikke være her i morgen! Jeg ved ikke, hvordan du skal gøre det!« gentog Mettes ord i sit hoved.
Bedstemor svarede ikke. Hun lå vendt mod væggen. I tre dage havde hun nægtet at stå op. Hun gik ikke til måltiderne, drak kun den smule mælk, de bragte om aftenen. Lægen havde beordret, at maden blev bragt til hendes værelse.
De havde talt til hende, overtalt hende, men hun tav stadig. Kun hendes øjne røbede tårer.
»Goddag! Hvem bor her, som i et eventyr? Hvem er hjemme i det lille hus?« En smilende Lærke, frivillig i plejehjemmet, trådte ind. Hun skulle arbejde her en uge og havde besluttet at møde alle beboerne. Dette værelse lå allerlængst nede i gangen, og der hang en trykkende atmosfære. Måske var det træerne udenfor, der blokerede for solen, eller måske var det bare sådanne steder.
Bedstemor vendte sig ikke. Den ældre kvinde i den anden seng så nysgerrigt på gæsten. På hendes bord stod en åben juice og frugter. Det lignede, at nogen lige havde besøgt hende.
Lærke lukkede døren forsigtigt og spurgte plejersken om den tavse gamle dame, mens hun vandede geranierne på vindueskarmen.
»Er hun helt alene?«
»Nej,« svarede plejersken og satte vandkanden fra sig. »Hun har en voksen barnebarn, Mette. Det var hende, der bragte bedstemor hertil. Men hun kommer aldrig på besøg. Der er mange sådan nogle.«
Lærke havde arbejdet i plejehjemmet i tre dage. Der var altid noget at lave. En glad gammel mand havde lært hende at spille skak. Brættet stod i hallen med slidte stole omkring, der knirkede som beboerne selv.
Nu nærmede ugen sig sin ende, og den gamle dame i slutningen af gangen var stadig trist. Men de havde fået hende til at spise lidt. En psykolog fra Lærkes organisation havde talt med hende.
»Der er noget til dig!« Lærke rakte en pose til fru Nielsen.
»Til mig?« Bedstemor satte sig op. »Hvem?«
»Øh En dame,« forklarede Lærke uklart. »Tag den!«
»Var hun lyshåret, med hestehale? I en rød jakke?« spurgte bedstemor og så intenst på Lærke.
»J-Ja! Lyshåret, i rød jakke,« svarede Lærke mere selvsikkert. »Hun kunne ikke komme ind, fordi det var spisetid. Hun ventede, men måtte gå. Hun bad mig om at give dig posen.«
Selvfølgelig havde Lærke købt gaverne selv. Hun syntes så synd i bedstemor!
Hele dagen smilede fru Nielsen og strålede af glæde. I posen var en varm morgenkåbe, et tørklæde og snacks. Hun viste det til de andre og fortalte, at hun også var blevet besøgt. For første gang faldt hun i søvn med et smil.
***
»Mette. En ung kvinde,« spurgte Lærke ved en gammel lejlighedsblok. En ældre dame med en lille hund svarede:
»Mette? Ja, hun bor ikke her mere. Hun sover ved stationen nu. Samler småpenge. Hun er forandret næsten ukendelig. Engang var hun smuk, gik rundt med sin kæreste. Men han snød hende. Tømt hendes lommer fuldstændig.«
Lærke fandt Mette ved stationen og talte længe med hende. Hun fortalte om bedstemor, der græd i plejehjemmet og nægtede at spise. Hun overtalte Mette til at søge hjælp.
***
Tårer stod i Lærkes øjne, da hun hørte nyheden. »Hun sov ind med et smil og vågnede ikke igen. Græd ikke. Hun har det bedre nu.«
»Jeg ville hjælpe, men føler mig skyldig!« hulkede Lærke.
»Hvad? Det er ikke din skyld. Det er Mette Ah, hvad skal man sige.«
Efter samtalen havde Lærke og Mette søgt hjælp sammen. Mette fik nye papirer, et arbejde og juridisk rådgivning. Lejligheden kunne muligvis genvindes.
Mette besøgte endelig bedstemor. De græd sammen, og Mette lovede at hente hende, når lejligheden var deres igen.
Men næste morgen var fru Nielsen gået bort. »Hun sagde, Mette var en god pige. At det ikke var hendes skyld. At hun elskede hende. Og hun bad mig sige tak til dig, Lærke.«
Mette fik til sidst sin lejlighed tilbage. Hendes ekskæreste endte i fængsel for svindel.
Lærke besøger stadig plejehjemmet og tænker på fru Nielsen. På den løgn, hun fortalte om Mettes besøg. Men Mette kom jo faktisk. Bare ikke, som det burde være. Kan man nogensinde rette op på alt det onde i verden?
Moralen: Kærlighed og tilgivelse er stærkere end bitterhed, men tiden er knap handle, før det er for sent.
