**EN GAVE TIL LYKKE**
“Åh nej, nej, nej!” Astrid kiggede på sit ur og skyndte sig, selvom hun allerede næsten løb. “Jeg kommer for sent det bliver ikke godt…”
Den kolde, rå novemberdag var overhovedet ikke indbydende til gåture. Slud, et gråt himmelhvælv og en kold, irriterende mellemting mellem regn og sne. Til alt overmål havde det frosset en smule om natten, så Astrid, med næsen begravet i en varm halstørklæde, gispede og snublede over de glatte vandpytter. Lige ved stoppestedet faldt hun endelig og kunne ikke lade være med at bande højt.
“Wow! Min mor sagde altid, det ikke er pænt at bande offentligt!”
En dreng på omkring ti år stirrede spottende på hende.
“Skal jeg hjælpe?”
Astrid rystede på hovedet. Hvad skulle han hjælpe med? Hendes lyse frakke, som hun havde købt uden at tænke på praktikaliteter, var nu en beskidt klud. Vandpytten var ikke dyb, men det var nok til at Astrid vidste dagens planer var ødelagt. Mads ville blive rasende…
“Skal du ikke nogen steder mere nu?”
Drengen lod ikke til at have tænkt sig at give op. Astrid rejste sig, forsøgte at ryste frakken og mærkede kulden gennem de gennemblødte bukser. Hun sendte ham et irritabelt blik.
“Vær ikke sur! Jeg mente det ikke ondt. Men… her! Tag ham, okay? Jeg skal i skole, og han fryser herude. Jeg kan ikke beholde ham vi har en hund. Jeg har allerede misset første time. Min mor er fornuftig, men hvis jeg bliver væk hele dagen, bliver hun ikke glad.”
En lillebitte killing rystede, da drengen trak den frem fra under sin jakke.
“En pengekat…” Astrid rakte automatisk hånden frem og kærtegnede den lille.
“En hvad?” Drengen løftede forbløffet øjenbrynene.
“En pengekat. Kan du se dens farver? Der er alle mulige nuancer. De siger, sådanne katte bringer lykke og rigdom til huset.”
“Se! Så har du brug for ham! Til lykke! Tag ham, vil du ikke?”
Astrid rystede på hovedet.
“Jeg kan ikke! Jeg har ikke tid til at passe på ham.”
Men drengen hørte alligevel ikke efter. Han puttede killingen i Astrids hænder, vinkede og sprang ind i den ankommende bus.
“Han bringer lykke! Det lover jeg!” Hans ord forsvandt i byens larm, og pludselig stod Astrid midt på gaden, våd, beskidt og med en killing i hænderne. Hun var allerede for sent på den, og der var ingen grund til at skynde sig længere.
“Nå…” Astrid grinede lidt, da hun huskede drengens ord om banden. “Så blev dagen da lidt mindre kedelig… Hvad skal jeg gøre med dig, min lille lykke?”
Hun holdt killingen tæt og strøg det rystende lille væsen.
“Jeg har aldrig haft en kat før. Hvad plejer I at spise?”
Killingen mjavede ynkeligt, og Astrid sukkede. Nå, men hvad nu? Kunne hun bare efterlade den? P
