»Det kan jeg ikke holde ud mere!« råbte Mette og var ved at pakke sammen for at forlade lejligheden, der var fuld af nostalgi efter hendes mands bedstemor.
»Jeg vil ikke danse efter hendes grimme fløjte!« erklærede Mette til sin mand, Niels.
»Det bliver du nødt til,« svarede Niels. »Kan du se en anden udvej? For det kan jeg ikke.«
»Men det er jo absurd! Tåbeligt! Vanvid!«
»Hvad vil du have, jeg skal gøre?« sukkede Niels. »Jeg kan ikke rode rundt i hendes hoved og ændre alt, som vi gerne vil have det.«
»Jeg går ind og pakker vores ting,« sagde Mette med stejl stemme. Inden i rystede hun af vrede.
»Mette, vent, sæt dig ned. Du må ikke blive så ophidset i din tilstand,« sagde Niels og tog hende i hånden, før han førte hende til sofaen. Hun satte sig og brast straks i gråd og lænede sig ind mod hans skulder.
»Kom nu, græd nu ikke,« mumlede Niels og strøg hende over håret, som om hun var et barn. Så tørrede han forsigtigt hendes tårer og sagde: »Vi finder på noget. Det lover jeg.«
»Lover du?« hviskede Mette.
»Det lover jeg,« svarede Niels fast, selvom han inderst inde ikke havde nogen idé om, hvordan de skulle løse problemet. For ham var det hele ikke engang en storm i et glas vand. Men hans kone var ophidset, og for hendes skyld var han villig til hvad som helst.
***
Niels og Mette havde været gift i tre år og kendt hinanden i over et år før det. De boede i en lejet lejlighed. Før brylluppet havde Mette boet med sin mor i en lille toværelses, mens Niels havde lejet, for han og hans mor havde en aftale: Så snart han var gammel nok til at bo selv, skulle han flytte.
Birthe, Niels mor, underviste i engelsk på universitetet og havde også private elever hjemme og online. Hun havde utallige elever, for hun var en naturbegavet lærer, hvis navn blev videregivet fra mund til mund. Hun forberedte studerende til optagelsesprøver, hjalp skoleelever, der var bagefter i engelsk, og afholdt jævnligt webinarer for dem, der ønskede dybere viden. Hun var en meget aktiv kvinde, der ikke kunne lide at sidde stille, og Niels… Niels var til lidt besvær for hende. Bare en lille smule.
»Min dreng. Du forstår vel, at når du begynder at have kærester med hjem, bliver det lidt trængt her? Vi har kun en toværelses, og jeg har elever, plus onlineundervisning. Det kræver fuldstændig stilhed,« sagde Birthe engang med et smil.
»Mener du det?« spurgte Niels spøgefuldt fornærmet.
»Overhovedet,« svarede Birthe. »Jeg giver dig bare et lille hint…«
»Ah, en tynd hentydning til tykke omstændigheder,« grinede Niels. Han kendte sin mor. Hvis hun startede sådan en samtale, selv i spøg, skulle man tage det alvorligt.
Og det gjorde han. Han lejede en lejlighed og flyttede ud. Han var lige fyldt 24 og havde netop afsluttet sin uddannelse. Han havde endnu ikke haft en kæreste hjemme. Der havde været korte affærer, men intet alvorligt nok til at introducere for sin mor. Men han drømte om en familie, så da han fik arbejde, begyndte han at spare op.
»At leje og spare bliver nok lidt svært…« tænkte Niels. »Men det er bedre at bo selv. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det før?«
To år senere mødte han Mette, og et år efter blev de gift. Omkring samme tid døde Niels bedstemor, Birthes mor. Hendes toværelses i samme by blev låst af Birthe, der erklærede, at hun aldrig ville leje, sælge eller renovere den.
»Det er en erindring om min mor,« forklarede hun. »Alt skal blive, som det er, ned til mindste detalje. Jeg er ikke så fattig, at jeg har brug for lejere. Det ville være barbarisk, for så ville der ikke være noget tilbage af lejligheden. Og indretningen betyder meget for mig. Den minder mig om hende…«
Niels huskede indretningen godt, for han havde ofte besøgt sin bedstemor.
»Det er som et museum derinde,« fortalte han engang til Mette. »Der er et sofabord, en fjernsynsreol og et vitrineskab i det ene værelse. I det andet står et klaver, et specielt, sjældent et, og en lille taburet, som min mor bestilte for ti år siden til bedstemors fødselsdag. På væggen hænger masser af billeder fra koncerter, præmieringer og rejser. Min bedstemor var en anerkendt pianist og lærer på musikkonservatoriet, vinder af mange konkurrencer. Hun optrådte og rejste meget. Der er også hylder med souvenirer fra hendes rejser. Og hun samlede på figurer. Mærkelige nogle jeg kender mig ikke til dem, men hun havde to store vitriner fulde. Smykker (hun elskede ædelstene og bijouteri) lå i fire store smykkeskrin på toiletbordet. Et kæmpe skab var proppet med hendes koncertkjoler. På skabet lå hatkasser hun elskede også hatte. På køkkenet stod en samling af blå hvidt porcelæn. Og hun elskede det. Når jeg går derind, føles det som at træde ind i en lille hule, der funkl
«Jeg kan ikke mere!» — udbrød Lise, da hun var ved at forlade lejligheden fyldt med nostalgi efter sin mands bedstemor.
