Jeg kommer lige til at tænke på denne historie, som jeg virkelig gerne vil fortælle dig. Det er lidt hårdt, men også sådan… befriende, måske?
Så, min eksmand, Mads, han bedrog mig med min egen søster, Ida, lige i vores egen seng. Og den seng kommer de nok til at huske længe.
Jeg havde glemt mine nøgler i bilen, så jeg gik tilbage for at hente dem. Da jeg åbnede døren, kunne jeg høre latter fra soveværelset. En kvindes latter. En jeg genkendte. Og så hans stemme.
Jeg gik op ad trappen, helt stille, og stod lige udenfor døren.
“Ida, tror du ikke, hun kommer hjem?”
“Nej, hun har møder hele dagen.”
“Men hvad nu hvis hun gør?”
“Det gør hun ikke. Jeg kender Emma hun kommer aldrig hjem før tid.”
Emma. Det var mig. Og stemmen det var Ida. Min lillesøster.
Mit hoved hamrede så højt, at jeg var bange for, de kunne høre det. Men de var… optagede. Meget optagede.
Jeg gik ned igen, satte mig i bilen og startede motoren. Kørte et par gader og stoppede. Mine hænder rystede.
Mads og Ida. I vores seng. Hvor længe havde det stået på?
Jeg kom hjem en time senere. Smækkede med døren og trampede op ad trappen.
“Emma, er du hjemme allerede?” sagde Mads og kom ud fra køkkenet.
“Mødet blev aflyst.”
“Åh… okay.”
Han så helt normal ud. Lidt forvirret, men det var han altid efter en lur.
“Hvor er Ida?” spurgte jeg, som om det bare lige var en tilfældig tanke.
“Ida? Hvordan skulle jeg vide det?”
“Hun ringede i morges og sagde, hun måske ville kigge forbi.”
“Har ikke hørt fra hende.”
Han løj. Lige op i ansigtet på mig.
“Måske kommer hun i aften,” sagde jeg.
“Måske.”
Jeg gik ind på soveværelset. Sengen var redt, men lidt sjusket. Puden lå forkert. Og i luften hang der en duft Idas parfume.
Jeg åbnede vinduet for at lufte ud.
“Emma, hvad skal vi have til aftensmad?” råbte Mads fra køkkenet.
“Vi bestiller pizza.”
“Okay.”
Så spiste vi, snakkede om arbejde, om weekendplaner. Som om ingenting var sket.
Men i mit hoved kørte det rundt: Hvor længe? Hvor mange gange? I min seng?
Om natten lå jeg vågen og stirrede op i loftet. Mads sov ved siden af og snorkede let.
De samme hænder, der havde holdt om min søster i dag. Jeg kunne brække mig.
Jeg gik ud på badeværelset og stirrede på mig selv i spejlet. Hvad gør man? Skaber en scene? Skriver under på skilsmissen? Tilgiver?
Eller… måske tog jeg fejl? Måske var Ida bare kommet for at snakke?
Nej. Latteren var ikke den slags, man bruger til en samtale. Og de var ikke i soveværelset for at drikke te.
Næste morgen kørte Mads på arbejde som sædvanlig. Kyssede mig farvel og sagde:
“Ha en god dag, skat.”
Skat… I går kaldte han nogen anden for skat.
Jeg besluttede mig for at tjekke igen. Ringede til arbejdet og sagde, jeg var syg.
“Emma, skal jeg ringe til lægen?” spurgte sekretæren.
“Nej, det er bare hovedpine. Jeg bliver hjemme.”
“God bedring.”
God bedring… hvis hun vidste, hvad jeg egentlig skulle have det bedre fra.
Ved frokosttid kom jeg hjem tidligt. Parkerede bilen om hjørnet og gik resten.
Foran opgangen stod Idas røde Peugeot.
Mit hørte sprang et hak.
Jeg tog elevatoren op, tog nøglen frem.
Igen latter fra soveværelset. Og stønnen.
Denne gang var der ingen tvivl.
Jeg lyttede ved døren. Ida sagde noget, Mads svarede. Uklare ord, men tonen var tydelig.
Jeg gik igen.
I bilen græd jeg i tyve minutter. Tørrede øjnene og satte nyt makeup på.
Så kørte jeg til min veninde Mette. Hun er privatdetektiv.
“Emma! Hvad bringer dig her?” sagde hun overrasket.
“Jeg har brug for din hjælp.”
“Med hvad?”
“Jeg vil have tjekket min mand.”
Hun rynkede panden:
“Tror du, han er utro?”
“Jeg tror ikke. Jeg ved det.”
“Hvordan ved du det?”
“Jeg kom hjem og så ham med hans elskerinde.”
“Og hvad vil du have?”
“Beviser. Billeder, video. Noget, der holder i retten.”
“Emma, hvorfor retten? I kan da bare blive skilt uden drama…”
“Nej. Ikke denne gang.”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi elskerinden er min søster.”
Mette sugede luft ind mellem tænderne:
“Hold da op… Yngre eller ældre søster?”
“Yngre. Ida.”
“Den samme, der var din forlover til brylluppet?”
“Præcis hende.”
“Kælling… Undskyld udtrykket.”
“Det er okay. Jeg har tænkt værre.”
Mette tog en blok frem:
“Fortæl mig detaljer. Hvor og hvornår mødes de?”
Jeg fortalte alt.
“Okay. Jeg har brug for en uge eller to. Så finder jeg noget.”
“Hvad koster det?”
“For dig? Gratis. Vi er venner.”
“Mette, jeg betaler.”
“Lad være. Jeg er også nysgerrig på det her.”
Så blev vi enige.
De næste to uger levede jeg i helvede. Hver dag kom jeg hjem og lugtede til luften i soveværelset.
Nogle gange kunne jeg dufte Idas parfume. Andre gange ikke.
Så de mødtes hver anden dag eller sådan.
Mads opførte sig normalt. Kærlig, omtenksom. Fortalte om arbejde, spurgte ind til min dag.
“Emma, du virker trist for tiden.”
“Jeg er bare træt.”
“Skal du ikke holde ferie?”
“Det kan jeg overveje.”
Ferie… så jeg kunne sidde derhjemme og tænke på deres utroskab?
Og Ida ringede, som om intet var hændt:
“Emma, hvordan går det?”
“Fint.”
“Skal vi ikke ses i weekenden?”
“Jeg har ikke tid.”
“Kom nu! Vi har ikke set hinanden i evigheder!”
I evigheder… men min mand så hun for to dage siden.
“Ida, jeg har for travlt.”
“Nå, okay. Vi snakkes ved.”
Snakkes ved… Ja, håber da hun forsvinder.
To uger senere ringede Mette:
“Emma, jeg har noget. Kom forbi.”
Jeg kom. Hun rakte mig en mappe:
“Vær forberedt. Det er hårdt.”
Jeg åbnede mappen. Billeder. Mange billeder.
Ida
