**Andres Dagbog**
Jeg havde det dårligt helt fra morgenstunden. Hovedet svimlede underligt, og for øjnene dansede der en sløring. Selvfølgelig havde jeg håbet slet ikke at vågne, men min stædige krop nægtede blankt at give op. Men min lille Sonja var her ikke mere
Jeg sukkede tungt.
Foran kassen i supermarkedet var der allerede en lille kø, og en kvinde syntes at tage for lang tid. Jeg blev irriteret.
Kvinden velplejet, smuk, midt i livet stod helt roligt. Hendes datter havde bedt hende om sojamælk, så hun var lige løbet ind. En bitter lille smilfægte rørte ved hendes læber. “Lad nu være med at lyve for dig selv du har slet ikke lyst til at gå hjem.” Hun havde ikke følt sig hjemme der i lang tid. Ikke fordi huset ikke var hyggeligt de havde skabt en smuk lejlighed, tjent gode penge, købt dyrt Men de talte ikke sammen. Ikke som dengang, da hun og Ben altid havde det sjovt, ligesom det unge par bag hende, der hyggede sig.
Den pjusket unge mand med det trodsige udtryk og et barnligt ar på halsen holdt om sin kæreste. Pigen kunne have været køn, hvis ikke hun havde malet sig helt sort overalt øjenskygge, negle, læber, endda et barberet tindingehår. Revolte, må man formode. Men det generede ikke hendes kærlighed, der så på hende som om hun var hele universet, mens han brød en frisk franskbrød til hende.
Hvor underligt. Hele butikken var tom, men alligevel var der kø. En travl herre med en mælkesnask og en mappe var den sidste og stampede utålmodigt.
Jeg så det hele af sidelens, af gammel militær vane. Efterretningsmand. Men mine hænder lystrede ikke de fumlede med den slidte pung, tabte mønter, og jeg kunne ikke koncentrere mig.
Kassedamen kaldte mig en gammel stodder, der bare stod i vejen.
Jeg skyndte mig væk Gud må vide hvorfor jeg overhovedet havde tænkt på det dyre fuldkornbrød. Vi havde altid levet sparsomt, Sonja og jeg.
Vores lille lejlighed var faldet i forfald de sidste år utætte rør, dryppende haner. Jeg kunne ikke klare det selv, ikke i min alder. Og Sonja var væk
Vi mødte hinanden under krigen. Hun var kun en pige dengang, havde løjet om sin alder for at komme med. Hun var sygeplejerske, en engel på slagmarken, der reddede sårede mænd uden frygt.
Jeg var efterretningsmand. Ved krigens slutning blev jeg taget til fange, bevidstløs, uden papirer. Hvem der reddede mig, anede jeg ikke. At jeg var jøde, opdagede tyskerne ikke jeg lignede det ikke. Og da lejren blev befriet, var jeg allerede ved at dø. Men Sonja plejede mig tilbage til livet, gav mig en død mands identitet. Klog, min lille Sonja.
Børn fik vi ikke det ville Gud ikke. Vi levede stille, arbejdede hårdt. Til Israel flyttede vi i 70erne, da hun blev syg. Vi frygtede for papirerne, lå vågne om natten. Men kunne kun blive helbredt dér.
Det var et hårdt liv.
Efter Sonjas død blev dagene grå og ensformige Brød og mælk var nok for en gammel mand.
Ved kassen tabte jeg endelig mønterne, mumlede en undskyldning og sank langsomt ned mod gulvet.
Den smukke kvinde var den første til at skynde sig frem, løftede mit hoved. Så kom de andre den unge mand med læderjakken foldede den sammen som pude, hans kæreste ringede efter en ambulance, og den tykke herre viftede med sin hat for at give mig luft.
Sådan er det i dette lille, stædige land. Man brokker sig over dem, der “kommer hertil,” men når nogen har brug for hjælp, er der ingen, der tier.
Mens de passede på mig, blev de på en måde forbundne. Smil blev varmere, blikke oprigtige.
Lise, som var læge, tog ledelsen. Da ambulancen kom, havde jeg det væsentligt bedre jeg havde glemt mine piller. Hun noterede oplysningerne og ringede dagen efter, som hun altid gjorde.
Jeg havde det godt og kunne tages hjem. Men der var ingen til at hente mig.
Så kørte Lise mig selv hjem. Hvorfor denne gamle mand greb hende, vidste hun ikke. Men da hun så lejligheden en gammel balje under et dryppende loft blev hun ude af sig selv. Hele dagen kunne hun ikke glemme billedet: en svag, ensom gammel mand i en faldefærdig bolig.
Næste aften bankede hun beslutsomt på. Ingen hørte hende, men inde i lejligheden lød der stemmer og latter. Hun trådte ind og stivede af.
Jeg sad fornøjet i min lænestol. Og foran mig sad det unge par fra butikken, helt betagede, som om de var blevet hypnotiserede af en historie. De stirrede på den gamle soldat. Bare forbi en tur
“Lise, kom ind!” Jeg prøvede at rejse mig for at byde hende stolen.
De begyndte med en simpel renovering maling, en ny hane Men det gamle hus ventede bare på en undskyldning til at falde sammen. Snart blev det en kæmpemæssig opgave.
Jeg protesterede, sagde, jeg ikke havde brug for noget Men samtidig havde jeg ikke følt mig så levende i årevis. Pinligt, ja men livet var pludselig fyldt med glæde.
Det unge par arbejdede sammen med Lise uden at klage. Slæbte skrald, skrubbede. Og den tykke herre med hatten boede i nærheden og viste sig at være en dygtig murer. Han købte selv maling og pudslør.
På en af de lange arbejdsdage en tirsdag døjede Lis
