Anders forlod hende med deres lille datter og gik. Men da hendes svigermor kom for at håne hende, så Lena
Lena kunne ikke finde ro. Den lille Freja sov i hendes arme, men hun kunne stadig ikke trække sig væk fra vinduet.
En time var gået, siden hun begyndte at stirre ud i gården.
For et par timer siden var hendes elskede mand, Anders, kommet hjem fra arbejde. Lena var i køkkenet, men han kom ikke ind til hende. Da hun gik ind i stuen, så hun ham pakke sine ting.
»Hvor skal du hen?« spurgte hun forvirret.
»Jeg går. Jeg forlader dig for en anden kvinde.«
»Anders, laver du sjov? Er der sket noget på arbejdet? Skal du på forretningsrejse?«
»Forstår du det ikke? Jeg er træt af dig. Alt, du tænker på, er Freja. Du lægger ikke mærke til mig, du gør dig ikke umage.«
»Råb ikke, du vækker Freja.«
»Se! Der har vi det igen. Alt handler om hende. Din mand forlader dig, og du«
»En rigtig mand ville ikke forlade sin kone med et lille barn,« sagde Lena stille og gik ind til datteren.
Hun kendte sin mands temperament. Hvis hun fortsatte diskussionen, ville det ende i et skænderi. Tårerne pressede på, men hun ville ikke lade ham se dem. Hun tog Freja op fra vuggen og gik ud i køkkenet. Der ville Anders ikke komme der havde han ikke noget at hente.
Hun så ham gennem vinduet, da han satte sig i bilen og kørte. Han så sig ikke tilbage, men Lena kunne ikke rive sig løs. Måske håbede hun, at bilen pludselig ville dukke op igen, og Anders ville sige, det hele bare var en dum joke. Men der skete ingenting.
Hun sov ikke hele natten. Der var ingen at ringe til, ingen at fortælle om sin sorg. Hendes mor havde ikke brug for hende længere. Hun havde været glad, da datteren giftede sig, men havde næsten glemt hende siden. For Lina havde det altid været, som om hun kun havde ét barn Lenas lillebror. Der var veninder, men de var andre mødre som hende. De sov sikkert nu. Og hvad kunne de egentlig gøre?
Lene faldt først i søvn ved daggry. Hun prøvede at ringe til Anders, men han afviste opkaldet og sendte en SMS om, at hun ikke skulle forstyrre ham igen.
Lige da begyndte Freja at græde, og Lena gik hen til hende. Hun måtte ikke bryde sammen. Han var væk sådan var det. Hun havde Freja, som hun skulle passe på. Hun måtte finde ud af, hvordan de skulle klare sig.
Da hun tjekkede pengene i pung og på kontoen, blev hun forskrækket. Selv hvis hun bad udlejeren om at vente fem dage med huslejen, indtil hendes bistand kom, ville det ikke være nok. Og de skulle også have mad. Hun kunne måske arbejde hjemmefra, men Anders havde taget sin bærbar computer med.
Havde stadig to betalte uger tilbage i lejligheden, men hun måtte handle hurtigt.
Men da hun ringede rundt til alle sine bekendte, indså hun, at det var håbløst. Ingen ville ansætte hende med en lille barn. Selv for at tørre gulv, skulle hun have nogen til at passe Freja i et par timer. Men der var ingen. Og en billigere lejlighed ville næppe hjælpe. De boede allerede i noget, der var så billigt som muligt. Den eneste udvej var at flytte hjem til sine forældre. Men selv der var der ikke plads hendes bror boede der allerede med sin kone og tvillinger. Fem mennesker i en toværelses. Hvordan skulle hun og Freja også passe ind?
Lena fortalte udlejeren, at de flyttede, når lejemålet udløb. Hun var helt ude af den. En værelse i et kollegium var en mulighed, men naboerne var forfærdelige. Hun skrev til Anders og bad om penge til Freja, men han svarede ikke. Han læste ikke engang beskeden han havde blokeret hende.
Der var fem dage tilbage, og Lena begyndte at pakke. Der var ikke meget, men hun skulle have noget at lave. Lige da ringede det på døren.
Hun åbnede og stod målløs. Foran hende stod Valdemine hendes svigermor.
»Har jeg virkelig flere problemer nu?« tænkte Lena, mens hun lukkede svigermoren ind.
Hun og Valdemine havde aldrig kunnet lide hinanden rigtigt. De smilede, men under overfladen var der kun had. Allerede første gang de mødtes, havde Valdemine ladet det forstå, at Lena ikke var god nok til hendes søn. Som så mange mødre mente hun, at han kunne gøre bedre. Derfor havde Lena insisteret på, at de ikke skulle bo sammen.
Når Valdemine kom på besøg, var det altid som i de gamle vittigheder: »Har du overhovedet gjort rent, min pige?« Og maden, Lena lavede, spiste hun ikke det var »kun godt nok til svin«. Da Lena blev gravid, holdt Valdemine lidt igen. Men da Freja blev født, påstod hun med det samme, at barnet ikke lignede familien, så Anders burde tage en faderskabstest.
Først da Freja blev seks måneder, begyndte Valdemine at genkende familietræk i hende og tog hende af og til i armene.
Anders plejede at berolige Lena. Han sagde, hans mor havde opdraget ham alene og derfor var så beskyttende. Han bad hende om at bide det i sig hun kom jo ikke så ofte. Og selvom Lena ville have sæt pris på hjælpen, bad hun aldrig Valdemine om noget.
Men nu stod hun i hendes gang lige efter Anders var gået. Måske kom hun for at håne hende en sidste gang. Men Lena var ligeglad.
Valdemines stemme rev hende ud af tankerne.
»Nå, pak sammen. I har ikke noget at gøre her,« sagde svigermoren.
»Valdemine, undskyld, jeg forstår ikke«
»Hvad er der at forstå? Pak sammen, sagde jeg. I skal bo hos mig.«
»Hos dig?«
»Hvor skulle du ellers hen? Til din mor, hvor der allerede er for mange om for lidt?«
»Ja du ved det hele?«
»Selvfølgelig ved jeg det. Desværre fandt jeg det først ud i dag. Den klaphat fortalte det til mig. Jeg har en treværelses. Der er plads til alle.«
Lena havde ikke noget valg. »Frygteligt eller ej,« tænkte hun.
Da de ankom til Valdemines hus, var hun først bange. Men så viste svigermoren hende et værelse til hende og Freja. Da Lena havde pakket lidt ud og lagt Freja til at sove, gik hun ud i køkkenet.
»Lena, jeg ved, vores forhold ikke har været godt. Men forstå mig, og hvis du kan, så tilgiv mig.«
»Valdemine, du ville bare det bedste for din søn.«
»Det bedste?« afbrød svigermoren hende. »Jeg var egoistisk. I dag ringede han og fort
