“Altid anderledes end alle andre!”
“Frede, er du hjemme endnu?” spurgte Mette og kiggede ind i badeværelset, hvor hendes storesøster stod og fiksede håret før arbejde.
“Selvfølgelig er jeg hjemme! Hos jer telefolk er det altid anderledes vagt klokken syv om morgenen! Vi kontoransatte møder til tiden, som det sig hør og bør fra otte til fem.”
“Åh, hold op med det der ‘kontoransatte’!” fnisede Mette. “I er lige så meget fabriksarbejdere som os! I sidder bare i jeres fine hvide kitler og tror, I er de klogeste.”
“Hvem stoppede dig fra at blive ingeniør?” snappede Frede. “Nej nej, du skulle jo til teleuddannelsen, fordi den kære Morten også startede der!”
“Åh, tag dig nu sammen!” viftede Mette afværgende. “Der er ikke nogen Morten mere, han forsvandt for længst! Skynd dig nu at blive færdig, så jeg kan få et bad og sove! Det var en sindssyg vagt!”
Mette kunne ikke lide, når nogen mindede hende om den historie. Morten, hendes gamle klassekammerat, var efter hendes mening den smukkeste mand i verden, og hun havde været hovedkuls forelsket i ham siden femte klasse. Han burde have været skuespiller, men i stedet valgte han teleuddannelsen. Og selvfølgelig fulgte Mette efter kun for at han senere giftede sig med en anden fra klassen.
Mette skyllede sig hurtigt under bruseren, trak sin bløde pyjamas på og gæspede sig vej ud i køkkenet:
“Hvad kan jeg snacke, så jeg ikke vågner af sult?”
“Der er en halv omelet under låget jeg lavede til os begge,” tilbød Frede.
“Åh, ikke omelet igen! Hvordan kan du spise æg hver dag? Jeg har brug for noget lettere.”
Mette fandt hurtighavregryn i skabet, hældte kogende vand over og begyndte at røre langsomt.
“Du falder i søvn!” grinede Frede.
Mette proppede et par mundfulde af den smaglose grød i munden og skubbede tallerkenen væk:
“Nej, jeg skal sove!”
Hun forsvindt ind på sit værelse, og snart lød der dybe, jævne snorkelyde. Frede kiggede på uret: “Hvorfor stod jeg så tidligt op? Der er jo en halv time tilbage til at scrolle på telefonen!” Hun satte sig i lænestolen i køkkenet og fordybede sig i læsning.
Pludselig ringede det på døren. Frede åbnede og modtog en telegram fra fjerne slægtninge, der nægtede at bruge moderne kommunikation: “Glædelig jul og godt nytår, sundhed og lykke…” Hun underskrev kvitteringen og satte sig igen ved radiatorvarmen.
Så hørte hun Mette gå på toilettet og derefter, på vej tilbage, pludselig stoppe i entreen og udbryde: “Åh, hvor dumt!” Frede lyttede Mette fumlede med sko, lynede jakken og så lød døren, der smækkede.
“Mette, hvor skal du hen?” sprang Frede op, men søsteren var allerede væk, og hendes telefon lå tilbage på natbordet.
“Åh nej! Har hun glemt noget på arbejdet?”
Frede satte sig igen i det varme køkken.
***
Mette løb ned ad den glatte fortov, mens hun spejdede efter sin søster. Det var stadig mørkt, men hun håbede at få øje på Fredes frakke. Da telegrammen kom, sov hun, men vågnede ved døren, der smækkede. Huset var stille, så hun troede, Frede allerede var taget afsted.
Efter at have vendt sig lidt i sengen, gik hun på toilet og så på vej tilbage Fredes arbejdskort på entrebordet. “Åh, hvor dumt!” tænkte hun, greb en dunjakke over pyjamasen, tog støvler på, snuppede kortet og løb efter sin søster.
Men Frede var ingen steder at se. Fabrikken lå kun ti minutter væk, så Mette nåede hurtigt porten. Selvfølgelig var Frede ikke der. Vagtmanden rystede på hovedet:
“Nej, hun er ikke her. Klokken er kun halv otte hun plejer at komme fem i.”
“Hvad? Halv otte?” Mette stirrede vantro og mumlede: “Åh, hvor er jeg dum!”
Vagtmanden løftede brillerne og så på hende, som om hun ville smugle et missilsystem ind.
“Jeg går allerede!” råbte Mette og løb tilbage. Frede måtte da lede efter sit kort!
På vej hjem snublede hun i en isglat pyt og landede hårdt på fortovet.
“Moooooor!” klynkede hun, da en fremmed mand skyndte sig hen for at hjælpe hende op.
“Kan du stå?” spurgte han bekymret.
“J-jeg ved det ikke, nej!” stammede hun og kiggede op på sin redningsmand.
Han var en ung mand i en varm frakke, og under den stak en hvid kittel frem. Hans øjne var trætte, men nysgerrige og venlige.
“Hvorfor løb du så hurtigt på isen?” spurgte han blidt.
“Det… er en lang historie. Åh, jeg skal hjem, ellers dræber min søster mig!” prøvede hun at rejse sig, men skreg igen af smerte.
Mandens sukkede dybt og beordrede:
“Hold fast i mig. Sådan, godt!”
Han løftede hende op og bar hende mod opgangen.
“Hvilken etage?” spurgte han i elevatoren.
“Tredje,” mumlede Mette og rødmede.
Aldrig før havde hun været så tæt på en mand og en så flot én! Han duftede svagt af mande-parfume og noget medicinsk.
De ringede på døren.
“Mette? Hvad sker der, hvor var du?” spurgte Frede forbløffet, da hun så en fremmed mand bære sin søster ind.
“Goddag! Jeg tror, din søster har en alvorlig forstuvning,” forklarede hendes redningsmand og gik mod stuen.
“Åh, Frede, jeg forklarer senere, okay?” Mette rakte søsteren det forbandede arbejdskort.
“Åh, der er det! Jeg ledte overalt!” Frede proppede det i tasken og skyndte sig ud.
Så kom hun tilbage:
“Mette, er han en ven? Kan jeg efterlade dig med ham?”
“Selvfølgelig,” forsikrede manden. “Jeg er læge. Pas på isen!”
Frede nikkede og forsvandt ned ad trappen.
“Nå, Mette,” sagde lægen professionelt. “Lad os se på din fod.”
Forsigtigt tog han støvlen af og fløjtede ved anklen stak et led ud.
“Er det slemt?” stønnede Mette.
“Ja, forstuvning. Vi bliver nødt til at tage på skadestuen.”
“Åh, behøver vi det? Jeg har ikke sovet efter nattevagt!”
“Åh, du har også nattevagt? Så er vi kolleger?”
“Næ, jeg arbejder på fabrikstelefonen. Vi har d
