Alle spørgsmål til manden
“Undskyld, men… vi har alle børn. Vi… ønsker ikke problemer. Især ikke den slags,” sagde veninden med en bedrøvet stemme.
“Mette, hvad snakker du om?…”
Line følte sig, som om nogen havde tømt en skraldespand over hende: klamt, koldt og ydmygende.
“Vi har alle ondt af dig,” fortsatte Mette forsigtigt. “Vi er virkelig kede af det… Men ingen vil risikere noget. Du har jo nu… selvfølgelig… en særlig status.”
Det føltes, som om veninden ikke ville såre Line, men heller ikke kunne gøre noget. Hun sagde, hvad hun mente, reddede sin egen familie. På en måde kunne man forstå hende.
Men det var ikke det, det handlede om.
“Jeg er ikke smitsom!” protesterede Line. “Hvor får du det overhovedet fra?”
“Nå… jo…” Mette tøvede tydeligt. “Vi ved det hele allerede. Om din mand, og hvad han har givet dig.”
“Hvad ved I? Ja, jeg har haft problemer. Men nu er alt normalt igen!”
“Undskyld, men hvad jeg har hørt… det er for livet. Vi vil bare ikke risikere noget,” undskyldte Mette. “Jeg tror, du selv ville gøre det samme. Ingen ville dømme dig. Undskyld, Line…”
Telefonen blev lagt på. Line satte den hurtigt fra sig på bordet, som om den brændte.
…Det var nu et halvt år siden, vennerne syntes at have glemt Line. Nogle gange spurgte de, hvordan hun havde det, men ikke mere. Hun blev ikke engang inviteret til fødselsdage mere. Man kunne tro, de fejrede det stille og privat, men nej. Hun så billederne på deres sociale medier.
Line forstod det ikke. Måske havde hun ubevidst såret nogen? Måske var hun faldet i unåde på grund af andres mistanker? Det gjorde ondt, for ingen havde engang forsøgt at tale med hende, give hende en chance for at forklare sig.
Så hun besluttede at spørge Mette. Mette fortalte hende sandheden. Det blev ikke lettere.
Åbenbart betragtede alle hende nu som en spedalsk og undgik hende.
Hun sænkede hovedet og sukkede. Line anede, hvor det kom fra. Pludselig mindedes hun, hvordan det hele startede.
…En aften. Stilhed. Ensomhed. Suppen kølede af på komfuret, og i chatten med manden hang der ulæste beskeder. Fra hendes side. Mads blev som altid sent på arbejde.
Først blev Line vred. Så følte hun en gnawende uro. Til sidst kom skuffelsen. Hun var blevet vant til, at han altid kom hjem sent om aftenen.
“Vanvittigt travlt. Alle vil have lån, prøver at komme ind i forretninger, så der er masser af arbejde,” undskyldte manden.
Men noget andet havde også ændret sig. Mads blev mere forsigtig med hygiejnen, lod aldrig sin telefon ligge, og blev altid kaldt på arbejde i weekenden. Uden at protestere. Og han klippede sig oftere. For Mads var det en bedrift.
Line lagde selvfølgelig mærke til det, men prøvede at ignorere det. Nå, en krise i forholdet, hvem har ikke det? Men så kom mavesmerterne… Først googlede hun og håbede, det var en midlertidig ting. Men “midlertidigheden” blev ved, og hun måtte til lægen.
Det, hun hørte, ændrede hendes liv for altid. Det var ikke dødeligt, ikke permanent, men…
“Undskyld, men jeg har kun én partner min mand. Kunne det være sket… i bussen, måske?”
“Frøken, der er kun én mulighed her,” lægen så på hende, som om hun var dum. “Du har nogle spørgsmål til din mand.”
Line gik ud af kontoret og satte sig på en bænk i gangen. I fem minutter stirrede hun ned i gulvet og holdt tårerne tilbage. Jorden gik under hende. Hun gik hjem som i en tåge.
Samtalen med Mads var kort. Først løj han, selvfølgelig. Han påstod, der ikke var nogen andre.
“Det er dig, der har bragt det her, og nu skylder du på mig!” begyndte han.
Så ændrede anklagerne karakter. Han indrømmede, at han havde en anden, men havde ikke skyldfølelse.
“Jeg er træt, og så vil du også have opmærksomhed. Selvfølgelig ville jeg slappe af. Du så selv, at der var problemer mellem os, men du gjorde ikke noget,” sagde han ligegyldigt.
Mads angreb ikke længere, men undskyldte heller ikke. Til sidst spurgte han bare, om de kunne fikse det.
“Der er intet at fikse, Mads. Især ikke efter din lille gave. Det er slut,” svarede Line bestemt.
Skilsmissen gik problemfrit. Der var intet at dele, Mads samarbejdede. Han lignede næsten en lettet mand.
Man kunne tro, alle problemer var forbi, men nej. Line havde altid haft problemer med helbredet, og nu kom mandens afskedsgave oveni.
“Alt i alt går det fint nu,” sagde lægen efter en opfølgning. “Men der kan være problemer med at få børn.”
“Kan jeg ikke få børn?” spurgte Line direkte.
“Nå… lad os sige, chancen er meget lille.”
På almindelig dansk betød det “ingen chance”. Line ville selvfølgelig tro på det bedste, men hendes kusine, der arbejdede på klinikken, var mere direkte:
“Hvis du bliver gravid, er det et mirakel.”
I det øjeblik følte Line, at hendes drøm kollapsede.
Hun voksede op med tre brødre. Line var vant til støj, kaos og ballade. De kæmpede om computeren, stjal slik fra hinanden, drillede. Hun fik lige så meget som de andre, men brødrene beskyttede hende altid.
Line drømte om at skabe det samme. Men nu sad hun i sin stille lejlighed og tænkte på lægens ord.
Det var en forfærdelig aften. Det føltes umuligt at bære det alene. Så hun ringede til Anne. Den samme Anne, hun havde boet i samme gård med, gået i børnehave og skole sammen, og endda valgt samme uddannelse.
“Anne… vær min skulder i aften,” bad Line.
Det var normalt for dem. Anne delte også ofte sine sorger med Line. Fortalte om skænderier med sin mor, om en kæreste, der slog, om hendes elskede hund, der døde. Line vidste alt. Og var altid der med en chokoladebar og et stærkt skulder at græde på.
“Jeg tror ikke, jeg kan få børn,” sagde Line, da Anne kom.
“Er du sikker? Har de sagt, det er helt sikkert?”
“Nej. Men de sagde det… som om de ikke ville gøre mig ked af det. Eller følte etisk ansvar.”
“Lægevidenskaben er så avanceret nu, næsten alle kan få børn,” forsøgte Anne at trøste hende. “Så jeg ville ikke opgive håbet. Hvis alt andet fejler… er der b
