Hun følte, at her var der ingen, der glædede sig over hendes tilstedeværelse, at hun igen måtte krybe videre for at finde et nyt skjul og lidt mad men hendes potter kunne ikke længere bære hendes udmattede, syge krop…
Hun forstod det fuldt ud: her ventede ingen på hende. Igen måtte hun kravle videre, lede efter ly, finde føde men hendes potter var for svage til at bære den udmattede krop.
Agnete Sørensen var altid en ansvarlig sjæl.
I børnehaven holdt hun øje med, at børnene ryddede legetøjet væk. I skolen fik hun ansvaret for at holde vagt. På universitetet blev hun gruppeleder. På arbejdspladsen tog hun frivilligt initiativ til at samle penge ind til firmafester og kollegaers gaver. Ansvarlighed var vævet ind i hendes væsen.
Så da beboerne enstemmigt valgte hende til opgangens ansvarlige, blev Agnete ikke overrasket. Trods sin unge alder kastede hun sig med iver ind i opgaven.
“Agnete, på fjerde sal larmer Nielsen-familien til langt ud på natten, det er umuligt at sove,” klagede fru Møller, den ældre nabo.
Og Agnete gik op for at sætte skik i det. Hun talte så overbevisende, at selv de mest støjende beboere indrømmede deres fejl og lovede at ændre adfærd.
“Agnete, nogen smider bare skraldet ned i containeren uden at bære det helt hen!” sukkede beboerne.
Agnete lå på lur, fangede de uordentlige, og gjorde dem skamfulde. Opgangen skinrede af renlighed, blomsterbedet ved indgangen var fyldt med farverige blomster. Agnete var stolt af ordenen. Nogle gange stoppede hun foran huset for at nyde resultatet af sit arbejde. Alt var, som det skulle være. Hun klarede det. Hun var en klog pige.
Indtil den dag, hvor en hund dukkede op foran deres hus…
En snavset, filtret, haltende rødbrun blandingshund, der slæbte sig derhen og krøb sammen under altanen for at overleve natten.
Børnene så den først. De gik hen til den, men mødrene, der opdagede “faren”, råbte forskrækkede:
“Væk med det samme! Den kan være gal!”
De greb børnene og jagede det stakkels væsen væk:
“Skrid herfra! Hvæs! Gå din vej!”
Hunden prøvede at rejse sig. Det lykkedes ikke. Så prøvede den at kravle, men selv det var for meget. Den begyndte at hulke, stirrede stille på de råbende mennesker. Store tårer løb ned af dens kinder.
Mødrene blev forlegne. Situationen krævede handling, men at ringe efter dyreværnet eller politiet virkede overdrevent. Og så trådte Agnete ind på gårdspladsen deres eneste håb:
“Der er en hund!” råbte de i kor. “Agnete, ordne det! Den er farlig!”
Agnete gik nærmere og kiggede under altanen. Deres blikke mødtes hendes strengt, hundens forvirret.
Hunden sukkede, forsøgte igen forgæves at trække sig væk. Den forstod: her var den ikke ønsket. Men den havde ikke kræfter til at gå eller kravle. En klagende hylen undslap den.
Agnetes hærte knugede sammen.
“Den ser ud til at have skadet benet,” sagde hun højt. “Den skal til dyrlægen.”
Mødrene så på hinanden. De tænkte alle det samme: “Bare ikke vi skal blandes ind i det!” og skyndte sig at lede børnene ind i huset:
“Åh, vi må videre! Børnene skal i seng! Nå, Agnete, du ordner det!”
Og de efterlod pigen med den forladte hund.
Agnete sukkede, rodede i sin taske og tænkte på, om hun havde nok kroner til dyrlægen. Hun kunne ikke bære hunden den var ikke kun beskidt, men også tung.
Hun så sig om efter hjælp og lagde mærke til, at en gammel Volvo rullede ind foran opgangen den, som Nielsen-familien brugte.
Fra bilen sprang Lasse Nielsen.
“Nå, der har vi selv husets inspektør! Hvilken regelbrud er du ude efter?” grinede han muntert.
“Snarere hjælp,” svarede Agnete alvorligt og nikkede mod altanen.
Lasse bukkede sig og så hunden.
“Er den din?”
“Selvfølgelig ikke!” protesterede Agnete. “Men den har brug for hjælp. Dyrlægen er tæt på, men vi har ikke noget at transportere den i.”
Lasse målte hunden og så på sin bil. Så sukkede han tungt:
“Jeg kender min Lise… hun bliver gal, hvis hun finder ud af det! Men man gør meget for en god sag.”
Han trak et gammelt tæppe frem fra bagagerummet og bredte det ud på sæderne.
“Så, lad os redde den! Men hvis der bliver ballade, dækker du mig!”
“Selvfølgelig!” lovede Agnete og vendte sig forsigtigt mod hunden: “Kom nu, lille ven, vi tager dig til dyrlægen. Bare hold ud.”
Hunden lod sig løfte uden at protestere. Agnete aede den hele vejen og hviskede beroligende.
Dyrklinikken sendte en ung dyrlæge ud til dem, med krøllet hår og alvorligt udtryk. Han undersøgte patienten grundigt, sattede det skadede ben og udskrev medicin.
“Den skal hvile meget, der er en revne,” forklarede dyrlægen.
“Og er den også drektig?” spurgte Agnete overrasket og følte sig straks dum.
“Det ser sådan ud, for nylig,” nikkede dyrlægen.
“Men hvad gør vi med den?” spurgte pagen næsten hjælpeløst.
“Jeg kan ikke tage den med hjem,” rystede Lasse på hovedet. “Lise ville smide mig ud.”
“Jeg har heller ikke mulighed for det…” tilføjede Agnete stille.
De måtte finde en løsning hurtigt.
“Lad os samle alle beboerne! Sammen kan vi nok finde på noget!” foreslog Lasse beslutsomt.
“Det håber jeg virkelig,” støttede dyrlægen dem. “I øvrigt skal I bringe den tilbage om en uge til kontrol. Jeg har noteret jer. Hvad hedder I?”
“Agnete,” svarede pigen.
“Og hvad hedder hunden?” spurgte dyrlægen.
Agnete og Lasse så på hinanden. De vidste ikke dens navn der var hverken halsbånd eller mærke.
“Freja!” var det første, der faldt Agnete ind.
Hunden løftede ørerne og vendte hovedet mod hende.
“Kan du lide dit nye navn? Bliv ved med at hedde Freja, godt?” spurgte Agnete blidt.
Hunden nøs som svar.
“Den accepterede det,” bemærkede dyrlægen smilende. “Tag jeres Freja med hjem. Jeg er sikker på, den f
Følte, at de ikke var glade for, at han atter måtte videre for at finde et nyt skjulested og mad – men hans udmattede, syge krop kunne ikke længere holde ud at blive…
