**Dagbog**
*Tirsdag, den 12. oktober*
“Du er ikke længere min datter. Hvem han er og hvor han kommer fra, ved jeg ikke. Jeg skammer mig over dig. Flyt ind i bedstemors hus og lær at leve som en voksen. Tag ansvar for dine handlinger.”
Det var det sidste, min mor sagde til mig, før hun vendte mig ryggen.
“Lise, hørte du det? De har sendt nogle folk hertil for at hjælpe os. Skal vi ikke tage i klubben i aften?” Mette sank ned i lænestolen med et tilfreds smil.
“Mette, hvad tænker du på? Hvem skal passe på Viktor? Skal jeg tage ham med?” Jeg grinede, men det var en nervøs latter.
“Hvad med at spørge tante Birthe?” foreslog Mette forsigtigt.
Jeg rystede bare på hovedet.
“Nej, hun har stadig ikke tilgivet mig for, at jeg fik Viktor. Hun ville have, at jeg giftede mig med Mads, men jeg tog til København for at studere. Jeg kom hjem uden et eksamensbevis, men med en mave. Hun var sur på mig i et helt år først.” Jeg sukkede. “Tag du bare afsted med nogle af de andre. Måske finder du endda en sød fyr.”
Mette smilede og nikkede.
“Okay, så tager jeg med Tanja. Jeg fortæller dig alt i morgen.”
Senere, da Viktor var faldet i søvn, gik jeg ud på terrassen. Musikken fra klubben nåede helt hertil. Jeg trak tæppet tættere om mig og forestillede mig, hvordan alle dansede og morede sig derinde. Mette havde sikkert taget sin “tigertrøje” på igen den, der fik hende til at ligne en larve. Jeg smilede lidt, men sukkede også. Så gik jeg ind for at sove.
Næste morgen kom Mette stormende ind, lige da min mor også besøgte mig. Jeg satte fingeren for munden, men det var for sent.
“Det var så synd, du ikke var der i går! Der var så mange fyre. En af dem fulgte mig hjem han hedder Kristian. Han er virkelig sjov. Og i dag skal vi på date!” Mette talte i ét væk.
Min mor rynkede panden.
“Han er vel gift?”
Mette trak på skuldrene.
“Det ved jeg ikke, jeg har ikke set hans pas. Men selv hvis han er, så er det da en god historie at huske.”
Mor rystede på hovedet.
“I piger… Tænk jer nu om. Mads er da en fin fyr. Min datter har allerede spildt sin chance, men du kunne jo prøve at vinde hans hjerte.”
Mette grinede højt.
“Tante Birthe, nej tak! Han og hans mor? Gud bevare mig fra sådan en lykke!”
Hun vendte sig mod mig.
“Der var en fyr derinde, helt utrolig. Alle pigerne stirrede på ham. Men han dansede ikke med nogen han stod bare med sine venner og gik igen.”
Og så sagde min mor noget, jeg aldrig havde troet, jeg ville høre:
“Lise, du burde også tage i klubben. Jeg passer Viktor. Måske møder du en ordentlig mand en, der kan være far for ham. Bare hold dig fra de gifte. De lugter, når en kvinde er alene med et barn. Forstået?”
Jeg kunne knapt tro mine egne ører. Jeg kyssede hende i overkærlighed, og hun gryntede:
“Gå nu, dit smiskeæg.”
Senere stod jeg i min bedste kjole med mine veninder og morede mig. Det var længe siden, jeg havde været ude bare for at hygge.
“Se, der er han igen!” hviskede pigerne.
Jeg så i hans retning, og mine ben begyndte at skælve. Jeg vendte mig hurtigt væk og hviskede til Mette:
“Jeg tror, jeg går hjem. Viktor græder sikkert efter mig.”
Mette stirrede på mig.
“Lise, hvad snakker du om? Det er første gang, du er ude, og nu vil du allerede hjem? Du har ikke engang danset!”
Men jeg var fast besluttet.
“Jeg går. Der kommer din Kristian du bliver ikke ensom.”
Jeg gik mod døren, men pludselig greb nogen min hånd.
“Skal vi danse?”
Jeg prøvede at trække hånden til mig uden at kigge.
“Jeg danser ikke.”
Men han gav ikke op.
“Giv mig én dans, bare én.”
Endelig vendte jeg mig, og mit håndv hoppede. Det var ham den samme fyr, hvis tilfældige møde havde ændret mit liv for altid. Og han genkendte mig tydeligvis ikke. Jeg smilede svagt.
“Okay, men kun én. Jeg skal hjem.”
Han førte mig ud på dansegulvet.
“Jeg forstår din mand venter sikkert.”
Jeg rystede på hovedet.
“Jeg er ikke gift.”
Han blinkede, og mit håndv standsede et sekund. Det blink, jeg aldrig havde glemt.
“Så har jeg måske en chance?” spurgte han med et skælmsk smil.
Jeg trak mig væk.
“Glem det,” sagde jeg og løb ud.
Hele vejen hjem græd jeg. Jeg havde husket ham hele tiden, nærmest forelsket mig i det samme men han genkendte mig ikke.
Vi mødtes i toget dengang. Jeg var ked af det efter at være dumpet til eksamen, og han var på vej hjem til sine forældre. Han prøvede at muntre mig op.
“Jeg hedder Magnus. Min mor kalder mig Magge vælg selv.”
Jeg smilede.
“Magge lyder bedre.”
Han rakte hånden frem.
“Så er vi næsten bekendte. Hvad hedder du, smukke?”
“Lise.”
Han nikkede alvorligt.
“Kongeligt navn.”
Han fik mig til at fortælle alt om min dumpeksamen og min mors skuffelse.
“Så læs op om vinteren og prøv igen,” sagde han.
Det havde jeg slet ikke tænkt på.
“Tak,” sagde jeg.
Han kiggede på mig.
“Ingen årsag. Har nogen fortalt dig, at du er utrolig smuk?”
Jeg rødmede.
“Stop nu. Men tak.”
Han flyttede sig tættere på.
“Det er sandt,” sagde han og så kyssede han mig. Jeg blev helt svimmel. Resten var både skamfuldt og vidunderligt.
Magnus stod af før mig.
“Jeg finder dig,” lovede han.
Men han spurgte aldrig, hvor jeg boede.
Så fandt jeg ud af, jeg ventede barn. Min mor stirrede på mig med is i blikket.
“Du er ikke længere min datter.”
Jeg flyttede ind i bedstemors hus og fik arbejde på biblioteket. Da Viktor blev født, var det kun Mette, der mødte op. Min mor kom først, da han var fem måneder.
“Han ligner ikke os,” sagde hun kort.
Men hun begyndte at komme oftere, altid med legetøj til Viktor.
“Hvorfor er du hjemme så tidligt?” spurgte hun nu. “Var der ikke noget sjovt? Hvordan har Viktor det?”
Hun smilede.
“Han sover. Nå, men så går jeg hjem.”
Jeg lukkede døren efter hende og prøvede at so
