Når har du tænkt dig at flytte, lille Marianne?

*Hey, du…*

Hun stod i døren til køkkenet, lænet mod karmen. En kop te i hånden, stemmen ligegyldig, men med en antydning af noget næsten hånligt.

»Hvad mener du… med at flytte?« Signe så langsomt op fra sin laptop, der stadig var varm mod hendes lår. »Mor, jeg bor her. Jeg… arbejder.«

»Arbejder?« Morens øjenbryn løftede sig let, og et skævt smil strejfede hendes læber. »Ja, det der… at sidde på nettet. Skriver du dine digte? Eller… artikler? Hvem læser det overhovedet?«

Signe smækkede laptop-låget hårdt i. En knivstik i brystet. Ikke første gang, hun hørte, at hendes arbejde »ikke var rigtigt«, men hver gangsom et slag i ansigtet.

Hun arbejdede hårdt. Freelance var ikke bare hygge. Det var lange timer, deadlines, tekster skrevet i ly af natten, kunder, der ville have alt *i går* og betalte for sent…

»Jeg har fast arbejde,« sagde hun roligt. »Og jeg tjener penge. Jeg betaler for mad, for huslejen, jeg«

»Ingen beder dig om noget,« afbrød moren. »Det er bare situationen, Signe. Du er voksen, du forstår det. Martin og Louise vil flytte sammen med børnene. De har to. *Børn*, Signe. De har det for trangt i deres lille lejlighed.«

»Og hvad med mig? Er jeg ikke familie?« Stemmen knækkede.

»Du er alene, Signe. Du er på egen hånd. Men de har børn, en familie. Du er klog, du klarer dig. Måske finder du endelig et rigtigt arbejdeet hvor man møder ind fra ni til fem, ikke sidder ved en laptop om natten.«

Signe tav. En klump i halsen. At forklare var meningsløst. Moren havde aldrig forstået, hvad hun lavede.

Ikke én gang havde hun spurgt: *Hvad skriver du om? Hvor kan jeg læse det?*

Kun nedladende blikke. Sætninger som: »Du burde blive kassemedarbejder i stedet.«

*Alene.* Ordet ringede i hendes ører. Som en dom. Som en grund til at skubbe hende ud af lejligheden, ud af familien.

Da faren kom hjem, blev samtalen genoptaget. Nu med ham, moren og hendesom en slags domstol i stuen.

»Martin og Louise har opnået meget,« begyndte faren, mens han satte sig i lænestolen. »De arbejder begge to, har to børn. Men dig… ja, det er godt, du ikke bare sidder stille. Men det er på tide at tage livet alvorligt.«

»Far, jeg *bor* her. Jeg er ikke doven! Jeg tjener penge, selvom det er hjemmefra, selvom det er i pyjamas! Jeg betaler for mad, for varme, jeg er ikke en byrde!«

»Du misforstår,« afbrød han. »Det handler ikke om penge. Det handler om behov. Martin har to børn, hører du det? Den yngste er kun halvandet år. De har brug for denne lejlighed. De kæmper.«

»Og jeg kæmper ikke?!« Det brast ud af hende. »Har jeg ingen udfordringer, efter jeres mening?! Jeg er 28, har ingen støtte, ingen mand, ingen børn. Kun mit arbejdesom I ikke engang anerkender!«

De vekslede et blik. Som om hun trættede dem. Som om alt, hun sagde, bare var en barnlig protest.

»Du er en stærk pige,« sagde moren med et bedrøvet nik. »Du klarer den. Men Martin og Louise… de har ikke engang tid til at tænke«

*Har jeg tid?* tænkte hun bittert, men sagde det ikke højt. Kræfterne var væk.

»Hvor skal I have mig til at bo?« hviskede hun.

»Find dig en lejebolig,« svarede moren usikkert. »Alle unge bor til leje nu om dage. Og du arbejder jo ikke… officielt. Så du er ikke bundet.«

»Hører I overhovedet jer selv?!«

Signe kunne ikke huske, hvordan aftenen sluttede. Kun, at hun sad længe på vindueskarmen og stirrede ud i den mørke gård.

Regnen faldt, som om den gjorde det med vilje, og dråberne løb ned ad ruden som tårerbare uden en lyd.

Næste morgen vågnede hun af larm i gangen. Kufferter. Stemmer. Travlhed.

»Signe, vi sætter Martins ting på gangen,« sagde moren, uden at se på hende. »De flytter, du forstår nok.«

Hun forstod. Hun havde forstået fra starten. Men at leve med detdet var ulideligt.

»Signe, det er allerede besluttet.« Morens stemme var ligegyldig, som om hun bad om salt ved middagsbordet. Rolig. Hverdagsagtig. Uden følelser.

»Så I spørger mig ikke? I informerer bare?«

»Hvad er der at spørge om? Du er voksen. Det må du selv ordne. Du er ikke i børnehaven længere. Og det er jo bare midlertidigt. Find et sted at boså ser vi, hvad der sker.«

»Midlertidigt? Ja, i tyve år. Indtil Martins børn får børn.«

»Der kommer du igen med din sarkasme,« moren rullede med øjnene. »Du tager alt for personligt.«

»Vi gør det af omsorg. Vi er ikke dine fjender. Men familie er ikke kun dig.«

»Naturligvis ikke kun mig,« smilede Signe bittert. »Alt for Martin. Alt for Martins skyld. Jeg er overflødig. Et spøgelse på sofaen. Udslettet, ikke?«

»Du overdriver,« faren trådte ind i døren. »Martin er vores søn. Men du… du er stærk. Du forstår os.«

*Jeg vil ikke være stærk. Jeg vil bare være vigtig…*

Næste dag gik Signe for at se en værelse til leje.

Kun tyve minutters gang fra hjemmetog verden var anderledes: en grå opgang med rustne døre, en nabo der brokkede sig over »unge menneskers støj«.

Værelset lignede et museum for gamle ting: losse tapet, et tæppe på væggen, en vakkelvorn stol.

Værtenen kvinde med en røgslidt stemme og et blik, som om Signe kom for at låne penge.

»Hvor arbejder du?« spurgte hun mistænksomt.

»Jeg er freelancer. Skriver artikler. Online.«

»Online? Hvad er det?«

»På computeren. Jeg har faste kunder, arbejder på platforme.«

»Nå, så du sidder bare derhjemme. Okay. Men ingen gæster. Og vaskemaskinen må kun bruges én gang om ugen. Strømmen er dyr.«

»Forstået,« nikkede Signe og følte, hvordan alt indeni kollapsede.