»Hvornår vil du endelig forsvinde?« hviskede min svigerdatter ved siden af min hospitalsseng, uden at vide, at jeg hørte hvert ord og at en diktafon optog det hele.
Hendes ånde var varm og duftede af billig kaffe. Hun troede, jeg var bevidstløs blot et legeme fyldt med medicin.
Men jeg sov ikke. Jeg lå under det tynde hospitalstæppe, og hver nerve i min krop var spændt som en violinstreng.
Under min hånd, skjult for fremmede øjne, lå en lille, kold diktafon. Jeg havde trykket på optagelsesknappen for en time siden, da hun trådte ind på stuen sammen med min søn.
»Mikkel, hun er jo som en grøntsag,« sagde Alberte med højere stemme, tydeligvis mens hun gik hen til vinduet. »Lægen sagde, der ingen forbedring er. Hvad venter vi på?«
Jeg hørte min søn sukke dybt. Min eneste søn.
»Alberte, det føles… forkert. Hun er min mor.«
»Og jeg er din kone!« svarede hun skarpt. »Og jeg vil bo i en ordentlig lejlighed, ikke denne her småkasse. Din mor har levet sit liv. Tres år er nok.«
Jeg rørte mig ikke. Jeg åndede roligt, lod som om jeg sov dybt. Ingen tårer faldt alt indeni var brændt op til gråt aske.
Kun en iskold, krystalklar klarhed var tilbage.
»Ejendomsmægleren siger, priserne er gode lige nu,« fortsatte Alberte i en forretningsmæssig tone. »En tocifret lejlighed i midtbyen, med hendes renovation… Vi kan få en god sum. Købe det hus uden for byen, som vi havde drømt om. En ny bil. Mikkel, vågn dog op! Det er vores chance!«
Han stod tavs. Hans tavshed var værre end hendes ord. Det var en accept. Et forråd, pakket ind i svaghed.
»Og hendes ting…« fortsatte Alberte. »Halvdelen smider vi ud. Det er bare gammelt ragelse. De der latterlige servicetøj, bøgerne… Vi beholder kun antikviteterne, hvis der er noget af værdi. Jeg ringer til en vurderingsmand.«
Jeg smilede indvendigt. En vurderingsmand. Hun anede ikke, at jeg allerede en uge før min indlæggelse havde sørget for, at de mest værdifulde ting hver eneste én ikke længere var i lejligheden. De var på et sikkert sted. Ligesom papirerne.
»Okay,« gispede Mikkel endelig. »Gør, som du vil. Jeg orker ikke at tale om det.«
»Så lad være, min skat,« kvidrede hun. »Jeg ordner det hele. Du skal ikke besudle dine hænder.«
Hun gik hen til sengen.
Jeg mærkede hendes blik koldt, vurderende. Som om hun ikke så et menneske, men en hindring, der snart skulle fjernes.
Jeg klemte om diktafonens glatte overflade. Dette var kun begyndelsen. De anede ikke, hvad der ventede dem.
De havde strøget mig ud af deres liv. Forgæves. Den gamle garde giver ikke op. Den går til sidste angreb.
En uge gik. En uge med dråber, kedeligt mos og min tavse teaterforestilling. Alberte og Mikkel kom hver dag.
Min søn satte sig på stolen ved døren og stirrede ned i sin telefon, som om han prøvede at undslippe virkeligheden. Han kunne ikke bære synet af min ubevægelige krop. Eller sin egen forræderi.
Alberte derimod følte sig hjemme på stuen. Hun talte højlydt i telefon med sine veninder om det kommende hus.
»Ja, tre soveværelser. Stor stue. Og en grund, kan du forestille dig? Jeg får lavet haven. Hvad? Min svigermor? Åh, hun er på hospitalet, det ser skidt ud. Hun klarer den ikke.«
Hvert ord blev optaget. Min kollektion voksede.
I dag overskred hun grænsen. Hun tog sin computer med og satte sig ved min seng, hvor hun viste Mikkel forskellige huse.
»Se her, det her er perfekt! En rigtig pejs! Mikkel, hører du overhovedet efter?«
»Jeg hører,« mumlede han mat, uden at løfte blikket. »Det føles bare… mærkeligt. Her, lige ved siden af hende…«
»Hvor ellers?« fnøs Alberte. »Vi har ikke tid til at vente. Jeg har allerede ringet til ejendomsmægleren. Hun bringer de første købere i morgen. Lejligheden skal vises frem i bedste stand.«
Hun vendte sig mod mig. Hendes blik var koldt og beregnende intet menneskeligt tilbage.
»Apropos tingene. Jeg var der i går og begyndte at gå gennem skabene. Så meget ragelse det er til at brække sig over. De der gammeldags kjoler… Jeg har pakket dem i poser, de bliver doneret.«
Mine kjoler. Den, jeg forsvarede min doktorgrad i. Den, hans far friede til mig i.
Hver genstand var et stykke af mit liv. Hun smed ikke bare stof ud hun slettede min historie.
Mikkel rystede.
»Hvorfor rodede du med dem? Måske ville hun…«
»Hvad ville hun?« afbrød Alberte. »Hun vil ingenting mere. Mikkel, stop med at være et barn. Vi bygger vores fremtid.«
Hun rejste sig, gik hen til min natbordsskuffe og åbnede den uforskammet. Hendes fingre rodede gennem servietter og medicinpakker.
»Hun har ikke papirerne her? Pas eller andet? Vi skal bruge dem til handlen.«
Nu var det nok. Psykologisk pres var blevet til direkte handling. Hun handlede nu røvede mig, mens jeg stadig levede.
Lige da kiggede en sygeplejerske ind.
»Fru Nielsen, det er tid til sprøjten.«
Albertes ansigt skiftede øjeblikkeligt. Et bekymret, sødt udtryk dukkede op.
»Åh, selvfølgelig. Mikkel, kom, vi forlader dem til behandlingen. Mor, vi kommer igen i morgen,« lirkede hun og strøg min hånd.
Hendes berøring var ulækker. Som en larve, der kravlede over min hud.
Da de var gået, åbnede jeg ikke øjnene, før sygeplejerske skridt forsvandt i gangen. Så vendte jeg langsomt hovedet. Musklerne gjorde ondt, men jeg klarede det.
Jeg tog diktafonen, trykkede på »stop« og gemte filen som »nummer syv«. Så fandt jeg min anden telefon en gammel knaptelefon, min gamle ven og advokat havde smuglet ind til mig.
Jeg tastede et nummer udenad.
»Hallo,« svarede en rolig, professionel stemme.
»Henrik, det er mig,« min stemme lød hæs og ukendt. »Sæt planen i gang. Tiden er inde.«
Næste dag præcis klokken tre ringede det på døren til min lejlighed. Alberte åbnede med sit mest charmerende smil.
«Hvornår mon du endelig forsvinder?» hviskede min svigerdatter ved min hospitalsseng, uden at vide, at jeg hørte alt – og at diktafonen optog hvert eneste ord.
