*Tilbage ved den ødelagte trug*
Hvordan kan du sige sådan noget?! Det er et levende menneske! Din mands bror!
Og jeg siger det igen: Jeg vil hellere brænde pengene end at give dem til ham! Så er de i det mindste brugt fornuftigt! Hvis han ikke selv gider passe på sin sundhed, hvorfor skal jeg så? den yngste svigerdatter stak læberne frem i fornærmet trods.
Svigermoderen var lige ved at kvele af harme. Andreas, den yngste søn, sukkede tungt og gned sin pande. Det så ud, som om han også var chokeret, men prøvede at skjule det. Han havde altid været sådan: gik aldrig i panik, tænkte rationelt frem for at lade følelserne styre.
Freja, sådan kan man ikke være! Livet er langt. I dag hjælper I ham, i morgen hjælper han måske jer, Margrethe vidste ikke længere, hvordan hun skulle forklare så simple ting for en voksen kvinde.
Åh, hold nu op! Hvem? Den store frådser? Han er bundet i gæld op over begge ører!
Freja, penge er ikke alt… svigermoderen sukkede. Hvis du elsker Andreas, så vis da i det mindste respekt for hans bror. Jeg beder dig ikke om at sidde hos ham på hospitalet…
Margrethe, undskyld, men vi har vores egne planer, svarede Freja køligt. Vi sparer op til vores datters fremtid. I modsætning til Lasse har hun i det mindste en chance for at blive et ordentligt menneske.
Margrethes kinder blussede af vrede. Freja talte om hendes ældste søn, som om han var affald. Men det var han ikke.
Lasse var måske ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han var en god familiemand. Han arbejdede hårdt, elskede sin kone og søn, var trofast. En helt almindelig mand, ligesom tusindvis af andre.
Andreas derimod var ambitiøs. Som barn havde han drømt om at bryde fri fra mængden og skabe sig et godt liv. Han valgte karriere ud fra penge, ikke passion, og blev tandlæge. På et tidspunkt tjente han styrtende med kroner. Arbejdet var hårdt, med besværlige patienter, men han levede godt.
Lasse levede ikke i luksus, men klarede sig. Han havde en bil, selvom den var købt på afbetaling, og en lejlighed, han havde arvet efter sin bedstemor.
Men han havde også en svaghed for god mad. Lasse elskede slik, brød og mayonnaise. Han sprang morgenmaden over, men tog det igen til aftensmaden, og weekendene tilbragte han mest på sofaen.
Lasse, du burde spise mere salat. Grøntsager, ikke noget med æg og nødder, irettesatte Margrethe ham.
Men hun slog ikke alarm. Indtil Lasse endte på hospitalet med hjertet. Lægen opdagede en hel række problemer.
Han skal på diét. Måske for resten af livet.
Lasse hørte ikke efter. Først prøvede han at holde sig til den, men gav op. Han mødte ikke op til opfølgninger og droppede behandlingen. Hvis han følte sig dårlig, kæmpede han sig igennem det.
Ida, du må få ham til lægen… Han kommer til at ødelægge sig selv, bad Margrethe den ældste svigerdatter.
Jeg ville gerne. Men prøv du at få ham med. Han er stædig som et æsel. Jeg har talt mig hæs om kosten. Og hvad så? Jeg smider mayonnaise ud, han køber ny. Han siger, han stopper med at spise hjemme, hvis jeg forsøger at tvinge ham til at æde alt det grønt, sukkede Ida.
Alle vidste, at så længe Lasse ikke selv gjorde noget, ville det ikke hjælpe. Men han tog ikke ansvar. Men hvor mange gør? Mange venter, til det er for sent.
Men Freja, den yngste svigerdatter… Hun fordømte ikke bare Lasse. Hun syntes nærmest, at hun foragtede ham.
Jeg forstår ikke, hvorfor I gider gøre noget for ham. Lad ham bare grave sin egen grav dybere, fnøs hun engang, mens Margrethe og Andreas talte om hans bror.
Svigermoderen forsøgte at bilde sig selv ind, at Freja bare var stærk og viljestærk. At sådan en hård behandling måske kunne hjælpe. Men i hjertet vidste hun: svigerdatteren var bare ond og ligeglad.
Det havde været tydeligt før. Freja delte aldrig noget. Hvis svigermor bad om hjælp, undgik hun det elegant: travlt, skulle hjælpe sin mor, var ikke sig selv. Hun løftede ikke en finger i svigermodens have, men dukkede altid op til grillfesten. Hvis de skulle passe barnebarnet, ringede Freja først til Margrethe, ikke sin egen mor.
Svigermor havde længe holdt mund. Fremmede menneskers sager skulle man blande sig uden om. Men nu… Hun begyndte at bekymre sig også for Andreas.
For et par dage siden havde Lasse fået et nyt anfald. Lægerne sagde, han skulle opereres. Det ville tage lang tid at komme sig. Endelig så han bange ud. Han spiste næsten ikke, undgik alle spørgsmål.
Margrethe kunne ikke holde det ud og ringede til den ældste svigerdatter.
Ida… Hvordan går det? Klarer I det? Lasse fortæller mig ingenting. Lad os i det mindste holde kontakt gennem dig.
Åh, Margrethe, jeg er så bange, sukkede svigerdatteren. Vi har gæld, knap råd til det sædvanlige. Og nu undersøgelser, medicin, operation… Du ved, hvordan det offentlige sundhedsvæsen er.
Ida, du skal ikke bekymre dig. Vi finder pengene. Han er vores. Vi må alle stramme os lidt an…
Hvis I hjælper, vil jeg kysse jeres hænder.
Margrethe følte lettelse. Penge var ikke det største problem. Hun havde regnet med, at Andreas og Freja ville hjælpe. Hun havde altid lært sine sønner, at de skulle støtte hinanden.
Men hvad hun ikke havde set komme, var Frejas stædighed. Især når hun levede helt på Andreas’ penge. Freja passede hjemmet, som hun sagde, men i virkeligheden levede hun sit eget liv. Trænede, shoppede, hang ud med veninder. Margrethe så tydeligt, at Freja altid var iført nyt tøj.
Din datters fremtid… gentog Margrethe eftertænksomt. Forstår du ikke, at Lasse måske slet ikke får en fremtid, hvis vi alle vender ham ryggen nu?
Freja stak læberne frem i vrede.
Han kunne feste og proppe sig selv, og nu skal jeg betale for det? Nej tak! Han er voksen, han må klare sig selv!
Hun rejste sig og stormede ud.
Andreas, jeg venter i bilen, kastede hun tilbage.
Men Andreas fulgte ikke efter. Han stirrede ned i bordet med knyttede næver. Margrethe så også væk.
Der var en tung stilhed. Nog
