Der var engang en tid, hvor Mette stod i køkkenet og forberedte aftensmaden. Hendes mand, Anders, skulle være hjemme om en time. Deres tiårige datter, Freja, var til dans.
Freja ville komme indenfor om en halv time, smide tasken fra sig og sætte sig til bords, mens hun fortalte om sine veninder, sine fremskridt og sin danselærer. Mette smilede. Hun elskede at høre på sin datter.
Så ringede det på døren. Det var for tidligt til Anders han havde sin nøgle. Måske havde Freja glemt sin igen. Mette åbnede, men i stedet for Freja stod en ung kvinde der.
“Jeg vil ikke trække tiden ud. Jeg er din mands elskerinde. Vi har mødtes i alle disse år. Ja, sådan er det. Lad være med at stirre eller besvime.”
“Alle disse år hvor mange?”
“Vi har været sammen i tre år. Det passede mig fint. Det var mere roligt at bo alene og have en mand, der kom forbi.”
“Ingenting at betale, hverken økonomisk eller praktisk. Jeg har ikke vasket for ham, lavet mad eller ryddet op efter ham. Og jeg har ikke tænkt mig at ændre noget nu.”
“Jeg ville ikke have kommet, men jeg er gravid. En tilfældighed, men nu er det for sent at gøre noget ved det.”
Mette huskede, hvor svært det havde været for dem at få børn. Hun var sund, men Anders havde problemer. De måtte ty til kunstig befrugtning.
Første forsøg mislykkedes, men anden gang lykkedes det. Mette havde endda håbet på tvillinger, for det var ikke ualmindeligt med den metode. Men der blev kun Freja. Og nu dette.
“Hvordan kan du ikke ændre noget? Du har en mand, der kommer forbi, og tror du, han bliver en far, der kommer forbi?”
“Nej, ikke helt. Jeg får en mand og et barn, der kommer forbi.”
“Interessant. Hvordan forestiller du dig det? Skal faren opdrage barnet og komme til dig, så barnet kan se sin mor?”
“Ja. Jeg ville ikke have barnet, det var en tilfældighed.”
“Anders sagde, han ikke kunne få børn.”
“Men det kan han åbenbart! Jeg vil vide, under hvilke forhold mit barn vokser op. Det er kun rimeligt.”
“Freja er din, og Anders har hjulpet med at opdrage hende, selvom han ikke er hendes far. Nu kommer hans eget barn, og opgaven falder på dig.”
“Frøken, jeg inviterer dig ikke engang ind. Jeg kender ikke dit navn, din mand bor ikke her længere, du kan hente hans ting. Resten interesserer mig ikke!”
Mette ville lukke døren, men så så hun Freja, der lige var kommet hjem fra dans.
“Mor, hvad var det? Hvilket barn? Og hvorfor er far ikke min far?”
“Hørte du alt? Så er det tid til at forklare det.”
“Mor, jeg er ikke lille længere, jeg er snart elleve. Jeg forstår det.”
Mette fortalte alt.
“Du er min datter, men far elsker dig. Han er din far på papiret. Vi ventede sammen på dig.”
“Og nu venter han et barn igen, men du bliver ikke dets mor. Jeg bliver ikke søster til det. Ikke sandt?”
“Tja nej du har ret. Og du er stor nu. Jeg vil ikke bo sammen med far længere.”
“Jeg hjælper dig, mor. Jeg er stor nu. Lad ham gå til hende den anden. Jeg elsker dig, men hende der Han kan bare gå.”
Anders kom hjem lige som planlagt.
“Hvad sker der her? Hvorfor er der ingen, der hilser på mig?”
Normalt løb Freja altid hen for at omfavne ham, men nu var der stille. Hun sad på sit værelse.
“Mette, hvor er Freja? Er hun blevet længere til dans, eller er hun syg?”
“Din elskerinde var her. Hun venter dit barn. Forklar, hvad hun ville?”
“Mette, du må forstå, det er mit barn. Jeg kan ikke forlade det.”
“Ved du, hvad hun foreslår?”
“Ja. Hun ville ikke have det, men Vi har Freja, nu kommer der en mere. Det bliver mit barn! Det skal bo hos mig.”
“Er du sikker? Dit barn? Kan du huske din diagnose?”
“Undtagelser findes!”
“Fint. Så går du til moren med din ‘undtagelse’. Gå nu, og hent dine ting senere!”
“Nej, Mette! Sådan kan du ikke gøre! De venter ikke på mig der. Jeg er ikke velkommen ikke på den måde.”
“De venter heller ikke på dig her. Du er ikke velkommen her. Gå!”
“Hvad med Freja? Jeg er hendes far, omend ikke den rigtige, men Jeg er ikke faren, men jeg har opdraget din datter. Hvad er der galt i, at mit barn bor hos os? Mit rigtige barn. Det er fair.”
“Fair? Det har jeg allerede hørt fra din kommende babys mor. Få først bekræftet, om det er dit, før du taler om retfærdighed. Farvel.”
Mette skiltes fra Anders. Han måtte flytte, for lejligheden tilhørte Mettes forældre. De havde bygget et hus, men lejligheden var stadig i deres navn. Det ville selvfølgelig ikke have betydet noget under skilsmissen.
Anders havde intet sted at bo. Manden, der kun kom forbi, passede bedre til hans elskerinde, og hun ville ikke ændre sin livsstil. Hun havde heller ikke tænkt sig at tage sig af barnet.
Den kommende mor ville lege og more sig, men ikke mere. Søvnløse nætter, bleer, sygdom det havde hun ikke regnet med.
Efter fødslen krævede hun børnepenge, men tabte sagen. Hvorledes den uansvarlige mor opdrager barnet nu, ved ingen. Anders’ diagnose ændrede sig ikke, og faderskab blev ikke bekræftet.
På papiret har han kun Freja, men hun vil ikke tale med ham. Anders betaler børnepenge og prøver at vinde familien tilbage, men Mette vil ikke se ham.
Sådan kan det gå, når man prøver at sidde mellem to stole
Hvad siger I til det? Del jeres tanker.
