“Far, du taler slet ikke med os længere,” hørte hun sin ældste søn sige.
Elin ville ikke hjem. Hun ville ikke høre ordene: “Jeg er forelsket i en anden!” kunne man overhovedet overleve dem, forstå dem? Hvad med børnene? De elskede deres far så højt.
Da Niklas tændte lyset i lejligheden, konstaterede han, at der ikke var nogen hjemme. I børneværelset lå skolebøgerne spredt ud drengene havde måske lige lavet lektier og som sædvanlig ikke ryddet op. Han sank ned i sin yndlingsstol, greb ansigtet i hænderne og vidste ikke, hvordan han skulle begynde samtalen med sin kone.
“Ja, jeg er træt,” mumlede han for sig selv. “Jeg kan ikke lide at komme hjem til en tom lejlighed.” Han tog telefonen og ringede til en af sønnerne.
“Villiam, hvor er I? Jeg er kommet hjem, men der er ingen her.”
“Vi er hos mormor, hun er lidt syg. Vi kommer snart hjem.”
Niklas var fuld af angst. Hvordan skulle han starte denne samtale? Fie var 25, med ildrødt hår og grønne øjne. Hun kunne have valgt enhver mand, men hun havde set ham. Ti år yngre og smuk.
Hver gang blev det sværere at gå fra hende. Han fandt på de mest absurde undskyldninger for forsinkelser. Måske skulle han begynde at skrive romaner, når han gik på pension han blev så god til at lyve for sin kone.
Elin var klog. Hun arbejdede som marketingchef, elskede sit job, og alle respekterede hende for hendes skarpe sind og venlige væsen. Hun var en smuk kvinde, men ikke usædvanlig ikke som Fie, især når hun mødte ham i en silkeagtig morgenkåbe.
Han havde altid troet, deres ægteskab var solidt. At de var gode forældre. Elin arbejdede, men var altid der for børnene i sin fritid. Så ingen havde set det komme…
Han var så nervøs for samtalen, at da han hørte nøglen vende i låsen, besluttede han at vente til i morgen. Drengene løb hen til ham og begyndte at fortælle om skolens nyheder.
“Niklas, vil du have aftensmad?” spurgte Elin.
“Nej, jeg er træt. Jeg går i seng.”
Hun kunne ikke lide, hvordan han havde opført sig de seneste uger.
Næste morgen ved morgenbordet sad Niklas mørk og tavs.
“Far, du taler aldrig med os mere,” sagde den ældste søn.
“Hold op med det vrøvl. Voksne har problemer, som børn ikke skal blandes ind i. Hvis I vil med mig, så skynd jer,” knurrede faren.
Elin pakkede madpakker til alle og gav dem hver et æble. Alligevel foruroligede Niklas’ adfærd hende.
“Jeg taler med ham i aften,” besluttede hun og forberedte sig på arbejde.
Men de spiste aftensmad uden Niklas. Han dukkede op sent og sagde ikke en forklaring. Hun hørte ham tage en slurk vand i køkkenet og gå i seng.
Efter morgenmaden, mens børnene gjorde sig klar til skole, konfronterede hun ham.
“Kan du forklare mig, hvad der foregår?”
“Vi taler i aften,” svarede han kort.
***
“Han har fundet en anden,” sagde Nadja, da Elin fortalte hende alt.
“Hvad mener du? Vi har været gift i ti år!”
“Netop derfor. Han vender sig væk om natten, kommer sent hjem, siger ingenting?”
“Hvordan ved du det?” spurgte Elin forbløffet.
“Jeg har været der. Jeg kender tegnene.”
Elin ville ikke hjem. Hun ville ikke høre de ord: “Jeg elsker en anden.” Men for at ændre noget, måtte de tale. Hun skyndte sig.
Alene på den lille køkkensstol ventede hun på sin mand. Da døren gik op, spændte hun sig. Den aften var Niklas i godt humør og spurgte endda, hvornår de spiste.
“Hvor er drengene?”
“De laver lektier. Men jeg kan servere dig nu.”
Han nikkede og satte sig. Han spiste og stirrede på sin kone. Klog, arbejdsom, blid. Engang havde han elsket alt ved hende: hendes hår, øjne, læber. Men ikke nu.
“Det smager godt,” sagde han.
“Lad os tale,” sagde Elin.
Uden et ord tog Niklas mere brød og spiste videre. Men endelig var måltidet slut, og stilheden lagde sig. Elin ventede. Efter et øjeblik begyndte han at tale, uden at møde hendes blik.
“Elin, jeg elsker en anden kvinde. Jeg forlader familien. Drengene forlader jeg ikke jeg vil se dem, men vi kan ikke blive boende sammen.” Han sukkede dybt.
“Du smider os væk for din egen selvoptagethed. Det er nemmere for dig at forlade dem end at sige nej til dig selv.”
Niklas svarede ikke. Han havde intet at sige hun havde ret. Ja, han var forelsket. Og han kunne ikke modstå tilfredsstillelsen af at være med Fie.
“Jeg har tydeligvis ikke noget valg. Du har allerede besluttet det. Men hør nu her, Niklas jeg tager dig ikke tilbage.”
“Jeg forstår. Men jeg vender ikke om. Fie er gravid. Hun føder snart. Jeg kan ikke forlade hende med et lille barn.”
“Men dine egne to børn kan du bare efterlade? Samvittigheden tynger dig åbenbart ikke.”
“Lad være med at gøre det til et problem. Tusindvis af familier skilles, og børn har stadig et forhold til deres far.”
“Et barn, siger du? Lyver hun for at få dig til at forlade os hurtigere?”
“Du aner ikke, hvad du taler om.”
“Ligemeget. Jeg er ligeglad med jer to. Hvordan vil du fortælle det til børnene?”
“Hvad er der svært ved det? Villiam, Mikkel, kom her!” råbte han.
De stod foran ham. “Mor, vi er færdige med lektier. Vi er sultne.”
“Far vil tale med jer,” sagde Elin og gik hen til vinduet.
“Spis først, så taler vi,” nølede Niklas.
“Vi er færdige, far. Hvad ville du sige?” spurgte den ældste.
Elin havde ikke tænkt sig at gøre det let for ham. Hun samlede tallerkenerne og satte dem i vasken.
“Jeg kan se, jeres far er helt vildledt. Drengene, far har fundet en anden kvinde. Han vil bo hos hende.”
“Og hvad med os?” sagde de i kor.
“Nu får I en ny mor, og I bor sammen med dem. Jeg vil ikke stå i vejen.”
Under deres chokerede blikke tog Elin sin taske, nogle ting og gik ud af lejligheden.
“Far, er det sandt? Får vi en ny mor?”
Niklas stod lammet.
“I seng! Nu!” råb
