Skæbnen tillod ikke bedrag
Hver har sin egen skæbne. Skæbnen er sådan en ting den kan kaste én hovedkulds ned i afgrunden, så det gør ondt at trække vejret. Men den kan også bringe en glæde og lykke, der får hjertet til at banke.
Mette var ung og uerfaren, men hendes skæbne var allerede skrevet på forhånd. Denne kolde dag stod hun ved sin bedstemors grav, der langsomt blev dækket af den stivnede jord. Indeni var der ingen følelser tilbage, kun en dump smerte over at miste den person, der betydede alt. Mette var blevet opfostret af sin bedstemor Karen siden hun var ti år, da hendes forældre omkom i en bil.
En let sne faldt blidt, men hun lagde knap nok mærke til det. De få bekendte begyndte at forlade kirkegården. Da der kun var et par tilbage ved graven, nærmedte Kaspar sig hendes fætter, som hun aldrig havde haft kontakt med. Han havde aldrig besøgt bedstemor Karen, for hans mor, Karens ældste datter, havde været uvenner med hende.
Kaspar bøjede sig ned og hviskede:
“Du bliver ikke boende i bedstemors hus. Pak dine ting og forsvind i dag. Jeg har lige så meget ret til det som dig. Og prøv ikke at modsætte dig…”
Han spurgte ikke, om Mette var enig. Han meddelte bare sin beslutning, som om den var den eneste mulighed. Hun havde ikke kræfterne til at protestere. De sidste måneder havde bedstemor Karen været sengeliggende, og Mette havde passeret hende indtil den sidste dag. Der var ingen mening i at tale med Kaspar han ville smide hend ud alligevel. Og sorgen efter bedstemoren var alt, der fyldte hendes tanker.
Efter begravelsen var der en lille samling på et lokalt værtshus. Kaspar dukkede ikke engang op. Der var ikke mange, der kom. Da Mette kom hjem, stod der kageposer ved døren, og Kaspar stod klar med en sidste besked:
“Tænk dig om jeg har ikke fået pakket alt sammen. Og så gå.”
Mette gik ud ad porten med sine to poser, uden at ane, hvor hun skulle hen. Men så kiggede naboens kone, Grete, ud gennem sin hæk og vinkede hende indenfor.
“Kom med ind, Mette,” sagde hun blidt. Mette satte poserne ved døren, sank ned på en stol og brød ud i gråd.
Sorg, vrede og en dyb følelse af uretfærdighed blev til hulkende tårer. Grete gav hende et glas vand.
“Bliv her hos os, så finder vi ud af noget. Du har brug for ro. Sov på det i morgen er en ny dag.”
To dage senere var Mette tilbage på arbejde som sygeplejerske på Rigshospitalet. Hun var en småuk og venlig pige, og hendes øjne plejede at skinne af glæde og hjælpsomhed. Men nu var de fulde af sorg.
Personalet og endda patienterne vidste, at hendes bedstemor var død. Alle holdt af Mette og behandlede hende med værme. Mange patienter talte om hendes smil, der kunne helbrede selv den værste smerte.
“Mette, lille ven, når jeg ser dig, glemmer jeg alle mine skavanker,” grinede den gamle patient Erik. “Og du har så blide hænder. Åh, hvor jeg savde mine unge dage…”
Hun smilede ved så udtalelser. Hun elskede sit arbejde og menneskerne omkring sig. Den ældre sygeplejerske, Lise Madsen, tilbød hende at bo i deres sommerhus selvom transporten var lang, så gik der en bus.
“Mette, vi bruger det kun om sommeren. Indtil da kan du sagtens bo der. Vi kan fyre op, det er varmt nok om vinteren.”
Mette var lige ved at sige ja, men så kom den unge læge Andreas hen til hende. Han var ny på arbejde, en flot mand i trediverne, der lige var flyttet til København. Selvsækker og charmerende. Hans tilbud kom som et chok.
“Mette, jeg har hørt om din situation. Min bedstemor opfostrede mig også mine forældre blev skilt, og ingen af dem gad tage mig. Jeg lagde mærke til dig fra første gang jeg så dig. Dine øjne er som et stjerneskud i denne grå kirurgisal,” sagde han, mens hun rødmede. “Og… jeg kan lide dig. Jeg vil gerne tilbyde dig et ud af mit hjem.”
Mette blev endnu mere forlegen og mumlede:
“Men… Hvad med Anne Sofie? I er jo kærester, alle taler om det… Du er ikke ledig, og så tilbyder du mig det her?”
Andreas lo.
“Åh, hvor jeg er træt af sladder. Tro ikke på det, Mette. Anne Sofie og jeg gik på universitetet sammen det ville være mærkeligt, hvis vi ikke snakkede. Vi er venner, intet mere. Og stop med at ‘digte’ mig jeg er ikke en gammel mand.”
Anne Sofie, som alle kaldte hende, var anæstesilæge på hospitalet. Alle sagde, hun og Andreas havde en affære. Hun var smuk og karismatisk. Mette syntede også, hun var flot men der var noget skarpt i hendes blik.
Mette kunne knap tro, at sådan en smuk læge havde lagt mærke til hende og nu tilbyde hende at bo sammen.
“Jeg kan ikke bare sige ja med det samme,” svarede hun. “Hvad vil folk sige? Og det er underligt at bo alene med en mand.”
“Jeg forstår dig. Men rolig min lejlighed er stor, du får dit eget værelse. Jeg lover ikke at genere dig. Jeg vil have, at du skal lære mig at kende. Og jeg bor ikke alene min bedstemor, Margrethe, bor med mig. Hun er en god og venlig sjæl. Jeg ved, hun vil elske dig. Hun har længe gået og sagt, jeg skal finde en kæreste.”
Mette holdt ikke længe ud og sagde ja men bad om én ting:
“Lad os sige, du hyrerer mig til at passe din bedstemor. Så er der ikke noget at snakke om.”
“Andreas, du er et under. Selvfølgelig, det siger vi.”
Hun var lykkelig. Endelig kunne hun bo ordentligt, og med en mand som Andreas i nærheden. Hvis han virkelig mente det med, at han kunne lide hende… så måtte hun være født under en lykkestjerne.
Mette flyttede ind hos Andreas. På arbejdet troede alle, hun bare passede hans bedstemor. Og Margrethe var lige så sød, som han havde sagt. Da hun hørte, hvad der var sket, græd hun og tog Mette til sit hjerte.
“Min kære, hvor er jeg glad for, at Andreas fandt dig. Livet vil nok blive godt igen. Jeg er så lettet over, at han endelig tog sig sammen. Tiden går, og han har hverken famil
