Ved begyndelsen af den daglige teceremoni, som altid klokken ti, var Valentin forsinket, mens han færdiggjorde en rapport om forbruget af personlig beskyttelsesudstyr på produktionsområderne. Da han opdagede, at der ikke var vand tilbage til ham, greb han tekanden og gik mod toilettet.
Under fødderne gav de gamle gulvbrædder, skjult under lag af linoleum og laminat, en blød gungren han var trådt ind i den ældre del af bygningen. Bag den moderne gipspuds skjulte sig de grønne sovjetiske vægge, og under maling og puds lå de usædvanligt smalle, klarrøde mursten. Hvis man kunne løsne en af dem fra det stadig stærke mørtel, ville man kunne se et indgraveret årstal 1892. Få af kontorarbejderne i byens centrum tænkte over bygningens historie. Men Valentin kendte den. Engang havde bygningen kun to etager. I halvtredserne blev den udvidet med tre etager mere, og i tresserne fik den to nye fløje, hvor hans kontor nu lå. Hans mor havde fortalt, at hans oldemor, Vasilisa, engang havde arbejdet et sted i denne bygning hun kunne ikke huske hendes pigenavn. Og han håbede inderligt, at hun havde arbejdet i et af kontorerne eller butikkerne og ikke i byens mest prestigefyldte bordel, “Imperial”, som lå netop på anden sal, i de lokaler, han dagligt passerede.
Efter at have fyldt tekanden, trådte han ud fra toilettet og
Lige foran ham gik en smuk kvinde i en lang beige kjole hurtigt forbi. Hendes tykke kastanjebrune hår var samlet i en knude i nakken, skuldrene var stolt rettet tilbage, og de alvorlige, brune øjne scannede omgivelserne. Det var i disse øjne, Valentin druknede, mens han gik forbi, snublede og spildte vand. I et øjeblik stirrede han direkte på hende, men så blev han forlegen og så væk.
Kvinden var næsten ved siden af ham.
*”Lad være med at kigge væk i tre sekunder så kan du hilse på hende!”* besluttede Valentin, der aldrig før havde turdet noget lignende.
Et rundt ansigt med en smal hage, lave øjenbryn, en lille næse og en mund med smalle læber. Men den fremmede kvinde susede bare forbi, efterlod en svag duft af parfume og forsvandt ind på dametoilettet.
Veertrækningen, som den smukke fremmede havde stjålet, vendte ikke straks tilbage. Følelsen af at være trådt ind i et eventyr aftog langsomt.
*”Vente på hende udenfor toilettet?”* skød en desperat tanke gennem ham. Efter at have stået et par minutter, stadig med tilbagevendende blikke over skulderen, gik han til sidst med små skridt tilbage til sit kontor. Ingen kom ud fra toilettet.
*”Hvem mon hun er?”* tænkte han, da han satte sig ved sit skrivebord og glemte at tænde for elkedlen. *”Måske den nye sekretær for direktøren? Hun var i hvert fald smuk. Jeg må spørge nogle af IT-folkene de ved alt.”*
Arbejdsmandagen gav ikke plads til tomme drømmer. Men både ved frokost og på vej hjem om aftenen spejdede han efter den beige kjole i mængden.
Tirsdag morgen klokken ti stod Valentin allerede udenfor toilettet med en tom tekande. Men pigen dukkede ikke op. Heller ikke dagen efter. Eller den næste.
I desperation stod han hele frokosten ved udgangen men hun forlod aldrig bygningen.
*”Hvorfor skulle direktørens sekretær, der arbejder på fjerde sal, overhovedet komme ned på anden? Det må have været et tilfælde,”* grublede han. *”Eller måske var hun en forretningspartner eller på besøg hos nogen?”* Han foretrak det første, for det andet betød, at chancen for at drukne i hendes brune øjne igen var næsten nul.
*”Hej,”* skrev han til sin IT-ven, Mads, *”har du set direktørens nye sekretær?”*
*”Ja da jeg satte hendes computer op i sidste uge.”*
Sidste mandag!!! Hans hjerte bankede hurtigere.
*”Er hun smuk?”*
*”Selvfølgelig. De tager ikke andre. Hun er dog en rigtig diva. Fik mig til at føle mig helt dum. Men hun ved, hvad hun er værd.”*
*”Hvad hedder hun?”*
*”Mette Sørensen.”*
*”Har du et billede af hende?”*
*”Tjek hendes profil i mailsystemet det er det eneste.”*
Hans håndflader svedte af nervøsitet.
*”Tak!”* Han så sig om, som om han forventede, at nogen overvågede ham, og med dirrende fingrer indtastede han: *”Mette Sørensen”*. Kun ét resultat ingen tvivl. Han knugede øjnene sammen, klikkede på kontakten og stirrede på billedet af en smilende, lyshåret kvinde med grå øjne.
Håbet brast indeni.
*”Nå, men sådan er det,”* tænkte han resigneret og forsøgte ærligt at glemme den fremmede.
*”Nå, hvad synes du?”* kom beskeden fra Mads.
*”Fint,”* svarede han blot for at afslutte samtalen. Men så fik han en idé:
*”Hør, du har adgang til overvågningskameraerne i gangene, ikke?”*
*”Jo. Vil du se hende live?”*
*”Ikke helt. Jeg så en pige,”* indrømmede Valentin, *”sidste mandag. Smuk. På vores etage. Jeg troede, det var den nye sekretær, men det var hende ikke. Kan du ikke kigge efter hende og fortælle mig, hvem hun er du kender jo alle.”*
*”Okay, men det bliver først senere jeg har travlt lige nu.”*
*”Fint. Jeg giver dig en chokoladebar.”*
Ventetyranniet var ulideligt den beige kjole forlod ikke hans tanker, og hans hjerte hamrede håbefuldt mod ribbenene. *”Som en skoledreng,”* bebrejdede han sig selv og forsøgte at koncentrere sig om rapporterne.
Endelig meldte Mads sig.
*”Hvornår kigger vi?”* spurgte han professionelt, mens han åbnede overvågningssystemet.
*”Sidste mandag, omkring 10:10-10:15. Hun kom fra hovedtrappen og gik ind på dametoilettet.”*
*”Okay, den 15., tidspunktet Her,”* Mads drejede en af sine skærme.
Den ønskede gang kameraet hang i det fjerne hjørne. Valentin så sig selv gå med tekanden, gå ind på toilettet og kort efter komme ud igen. Der gik han ned ad gangen, snubler, standser pludselig og stirrer på en tom væg. Han står sådan i flere minutter. Derefter går han med små skridt, konstant kiggende over skulderen, ud af kamerafeltet
