Eftermiddagen sænkede sig langsomt over kvarteret og farvede skyerne i bløde orange nuancer, der lovede en rolig aften. For Mathias var rutinen dog den samme som altid. Efter en trættende dag på kontoret, hvor papirerne syntes at formere sig og møderne følgte hinanden uden pause, tænkte han kun på at komme hjem, spise aftensmad og måske se lidt tv før sengetid. Han var ikke en ulykkelig mand, men en, der var vant til rutinen, til forudsigeligheden i dagene, der fulgte hinanden som perler på en endeløs række.
Han parkerede bilen foran huset og bemærkede straks noget underligt. Døren til hans kone Annas bil stod åben. Mathias rynkede panden. Anna var omhyggelig, især med bilen, som hun betragtede som sit helt eget lille hellige rum. Endnu mere overraskende var det at se hoveddøren stå på klem, mens en frisk brise blandet med børnenes utvetydige legelarm strømmede ud.
Han tog et par skridt og stoppede brat op. Haven, der normalt var pæn og velholdt takket være Anna og børnene i weekenden, lignede nu et slagmark. Hans tre børn, Emil på otte, Freja på seks, og den lille Noah på kun fire, legede i mudderpøle, helt dækket af jord og stadig i deres pyjamas. Madkasser og indpakningspapir lå spredt over hele græsplænen, som om en lille tornado havde fejet gennem området. Mathias følte en stikken af bekymring blandet med vantro.
“Far!” råbte Emil, da han så ham. “Se hvad vi har lavet!”
Freja viftede med hænderne og viste stolt en mudderklump, der ifølge hende var en uovervindelig festning. Noah grinede højlydt mens han plaskede i en vandpyt.
Mathias kiggede sig omkring efter hunden, Buster, men der var intet spor af ham. Ikke engang en enkelt gøen i det fjerne. Hans uro voksede. Hvor var Anna? Hvorfor så alt sådan ud?
“Hvor er mor?” spurgte han og forsøgte at lyde rolig.
“Indenfor,” svarede Freja uden at tage øjnene fra sin skabelse.
Mathias gik mod huset, undgik papir og legetøj. Da han trådte indenfor, blev kaoset endnu større. En lampe lå væltet på gulvet, tæppet var skubbet til side, og i stuen kørte fjernsynet på fuld blæs med en tegnefilmskanal. Stuen var et hav af legetøj og tøj, der lå strøet rundt.
Luften var fyldt med en blanding af mad, sæbe og jord. Mathias gik ud i køkkenet, hvor vasken var fyldt med beskidte tallerkener, morgenmadrester lå på bordet, og køleskabets dør stod på vid gab. På gulvet lå hundemad spredt, og under bordet skinnede et knust glas i halvmørket.
Mathias hjerte hamrede. Noget var galt. Han løb op ad trappen, skubbede legetøj og tøj til side, der blokerede vejen. Da han nåede op på gangen, så han vand løbe ud under badeværelsesdøren. Da han åbnede den, fandt han gennemblødte håndklæder, sæbeskum og legetøj, der flød i vandet, samt toiletpapirsruller, der var rullet helt ud til hvide bjerge.
Uden at tøve løb han ind til det store soveværelse. Han skubbede døren op, og der, indhyllet i halvmørket, sad Anna. Hun lå sammenkrøbet i sengen, stadig i pyjamas, med håret sat op i en rodet knold, og læste en bog med et fuldstændig roligt udtryk.
Da hun bemærkede ham, så hun op og smilede, mens hun spurgte med rolig stemme:
“Hvordan var din dag?”
Mathias stirrede på hende, rasende og ude af stand til at forstå, hvad han så.
“Hvad er der sket her i dag?” spurgte han og knugede næsten vreden ned.
Anna smilede igen, med en forbløffende ro.
“Du ved, når du kommer hjem fra arbejde hver dag og spørger mig: ‘Hvad har du egentlig lavet hele dagen?'”
“Ja,” svarede Mathias forbløffet.
“Nå, men i dag gjorde jeg det ikke,” sagde Anna og lukkede bogen blidt. “I dag tog jeg en dag for mig selv.”
***
I næste øjeblik fyldte stilheden værelset. Mathias stod i døren, usikker på om han skulle grine, råbe eller bare lade sig falde om på gulvet som et af børnene. Han så på Anna, der fortsat havde samme rolige udtryk, og gennemgik mentalt alt, han havde set da han kom hjem: kaoset, snavset, det totale rod. For første gang i lang tid vidste han ikke, hvad han skulle sige.
“Du tog en dag for dig selv?” gentog han, som om ordene ikke gav mening.
Anna nikkede og lagde bogen fra sig. Hendes blå pyjamasshorts havde kaffepletter, og hendes bare fødder stak ud under dynen.
“Ja. I dag besluttede jeg mig for ikke at gøre en eneste ting af det, jeg plejer. Jeg ryddede ikke op, jeg vaskede ikke tøj, jeg lavede ikke mad, jeg organiserede ikke, jeg skændtes ikke med børnene for at få dem til at klæde på, jeg tog ikke hunden med ud, jeg svarede ikke på beskeder fra forældregruppen, jeg planlagde ikke aftensmad jeg redte ikke engang håret. I dag var jeg bare Anna. Ikke mor, ikke hustru, ikke husmoder. Bare mig.”
Mathias følte en blanding af beundring og forvirring. Han satte sig på sengekanten og prøvede at samle sine tanker.
“Men…” begyndte han, men fandt ikke ordene.
Anna så ham ind i øjnene med en uventet ømhed.
“Ved du, hvor mange gange jeg har tænkt på, om du overhovedet ved, hvad jeg laver hver dag?” spurgte hun uden bitterhed, kun nysgerrighed. “Har du nogensinde spurgt dig selv, hvordan huset ville se ud, hvis jeg ikke gjorde noget en enkelt dag?”
Mathias så ned. Han huskede alle de gange, han var kommet hjem og uden at tænke over det havde spurgt: “Hvad har du lavet i dag?” som om orden, mad, rent tøj og rene børn bare skete af sig selv, som ved et trylleslag.
“Det har jeg nok ikke,” indrømmede han lavmælt.
Anna smilede, denne gang med en anelse af sorg.
“Det bebrejder jeg dig ikke for. Nogle gange opdager jeg det heller ikke selv, før jeg stopper.”
I det øjeblik blev de afbrudt af et skrig. Det var Noah, der fra haven krævede sin mors opmærksomhed. Anna sukkede, men rørte sig ikke.
“Skal du ikke ned?” spurgte Mathias næsten hviskende.
“Nej. Ikke i dag. I dag er det min dag,” svarede Anna og lukkede øjnene, mens hun lænede sig tilbage.
Mathias blev siddende og betragtede sin kone. For første gang så
