**Dagbogsnotat**
Idag gik det ikke, som jeg havde håbet.
“Du er ikke en rigtig del af familien,” sagde min kommende svigerdatter, da jeg kom med blomster til dagen, hvor de skulle afgive deres vielseserklæring.
“Birthe Larsen, du er tidligt færdig på arbejde i dag,” sagde min nabo, Karen, da hun mødte mig ved opgangen. “Er du syg?”
“Nej, Karen, jeg har det fint. Jeg har bare noget vigtigt, jeg skal nå,” svarede jeg og rettede på min taske.
“Nå, det er godt. I vores alder skal man passe på sig selv. Min blodtryk steg pludselig i går jeg troede næsten, jeg skulle ringe efter en ambulance.”
Jeg nikkede, men lyttede ikke rigtig. Mine tanker kredsede om en ting: at nå ind til byen i tide. Min søn, Mikkel, havde ikke givet et præcist tidspunkt for, hvornår han og Freja ville afgive erklæringen, men jeg vidste, at unge mennesker typisk gjorde sådanne ting tidligt om formiddagen.
Bussen kørte langsomt og sad fast i trafikken. Jeg så nervøst på mit ur og tjekkede mine papirer i tasken. Mit pas, lønsedler, bevis for bopæl alt, hvad de kunne have brug for, hvis de ville ordne Frejas flytning med det samme.
Jeg forestillede mig, hvor glad Mikkel ville blive, når han så mig. Hvor Freja ville blive rørt og takke mig for omsorgen. Det var jo en så vigtig dag i deres liv hvordan kunne de overhovedet tænke sig at gøre det uden forældrene?
Borgerservice lå i et smukt, gammelt bygning i hjertet af København. Mine hænder dirrede, da jeg gik op ad trappen næsten lige så nervøs som den dag, jeg selv blev gift med min afdøde mand for fyrre år siden. Dengang var mine forældre også med.
Der var mange mennesker i venteværelset. Par fyldte papirer ud, mens andre ventede på deres tur. Jeg kiggede mig omkring, men kunne ikke se Mikkel nogen steder.
“Undskyld,” sagde jeg til kvinden bag skranken, “hvor går man hen for at indgive en vielseserklæring?”
“Første sal, kontor 207,” svarede hun, uden at kigge op fra sin computer.
Jeg gik op ad trappen. Gangens høje lofter og knirkende gulv gav mig en fornemmelse af, at tiden stod stille. Da jeg fandt det rigtige kontor, kiggede jeg ind gennem den åbne dør.
“Mor, hvad laver du her?” sagde Mikkel overrasket.
Han sad ved et bord over for en ældre kvinde i en streng jakkesæt, og ved siden af ham sad Freja i en smuk, blå kjole. Deres pas og papirer lå udbredt på bordet.
“Mikkel, min dreng!” Jeg trådte ind med et stort smil. “Hvordan kunne jeg nogensinde lade sådan en vigtig dag gå forbi? Jeg ville gerne støtte jer.”
Freja kastede et hurtigt blik på Mikkel, før hun koldt så på mig.
“Hej, Birthe,” sagde hun afmålt.
“Freja, kære, tillykke!” Jeg ville til at omfavne hende, men hun trak sig væk.
“Und
