På sit fjerde universitetsår forelskede Mette sig. Og det var ikke bare en hvilken som helst fyr det var en rigtig flot fyr, som alle pigerne på studiet syntes var super cool. For Lasse kom fra en velhavende familie.
Mette var også en køn pige, ikke dum, men hun og Lasse var bare forskellige, og hendes forældre var arbejderklasse. Hun vidste godt, de kom fra forskellige verdener, men kærligheden sejrede alligevel.
“Mette, det er spild af tid at være forelsket i den Lasse,” sagde hendes veninder, som hun delte kollegieværelse med. “Han ved, hvad han er værd, og kigger ned på nogle. Han omgås kun folk fra sin egen kreds.”
“Ja, og hvad så? Jeg ved også, hvad jeg er værd,” svarede Mette. “Jeg er da ikke grim, jeg er flot nok, får gode karakterer, og jeg kan snakke om alt.”
“Nå nå, bare du ikke ender med at græde bagefter. Hans forældre er sikkert også sådan nogle, man ikke lige kan komme tæt på,” insisterede veninderne.
“Åh, piger, skræm mig nu ikke,” sagde Mette nervøst. “Det er faktisk hans mor, jeg er mest bange for at møde…”
Da Mette først forelskede sig i Lasse, troede hun ikke, han ville gengælde følelserne. Men det skete helt af sig selv faktisk var det ham, der inviterede hende i biografen først.
De datede næsten hele fjerde år, og lige inden sommerferien sagde Lasse pludselig:
“Mette, vi skal hjem til mine forældre i lørdag. Mor har bombarderet mig med spørgsmål: Hvem er hun? Hvordan er hun?”
“Åh, Lasse, det er så pludseligt jeg føler mig slet ikke klar…” sagde Mette og blev helt angst.
“Hvorfor er du bange? Mine forældre er helt normale min far er bare stille, mens mor… nå ja, hun kan godt lide at stille spørgsmål. Men bare rolig,” sagde Lasse og smilede.
Mette var allerede sikker på, hun ville gifte sig med Lasse. Nu skulle hun bare imponere hans forældre. Hun var officielt inviteret til en familieaften og var helt oppe at køre. For ikke at lave fejl, læste hun op på bordetikette to dage i forvejen.
Lørdag kom, og Lasse hentede hende. Da de kom ind i lejligheden, var Mette nervøs for sin kommende svigermor.
“Hej,” mumlede Mette, da hun trådte ind og så Lasses mor en smuk kvinde, der smilede. Det beroligede hende lidt.
“Hej, Mette. Jeg er Hanne. Kom indenfor, Lasse,” sagde hun.
Ved bordet sad Lasses far, Morten. Han så alvorlig ud og nikkede bare stille.
Mette sad pænt, holdt ryggen lige, brugte kniv og gaffel rigtigt. Hun spiste dog ikke ret meget hun huskede, at man altid kunne blive stillet et spørgsmål, og det var ubehøvlet at svare med munden fuld.
Men som det nu engang er, når man er anspændt, skete der alligevel en fejl Mette tabte sin gaffel. Den faldt lydløst på det bløde tæppe. Mette trak instinktivt hovedet ned imellem skuldrene og kiggede på Hanne, mens Lasse fniste.
“Undskyld,” mumlede hun.
Men Hanne smilede beroligende til hende og sagde til sin søn:
“Lasse, du passer ikke ordentligt på din pige. Hvad er der at grine af? Hent en ren gaffel til Mette.”
“Okay, mor,” svarede han og forsvandt ud i køkkenet.
“Mette, du er så anspændt slap nu af, vi er hjemme, ikke på statsbesøg,” sagde Hanne roligt, og det løsnede straks stemningen. “Spis ordentligt, ellers tror jeg, du ikke kan lide maden. Jeg har gjort mig umage.”
“Åh, Hanne, nej! Det smager fantastisk. Men jeg troede faktisk ikke, det var dig, der havde lavet det. Lasse sagde, I har en hjælper, Grethe.”
“Jo, vi har Grethe,” sukkede Hanne. “Men i dag ville jeg selv lave mad.”
“Hvorfor?” spurgte Mette forvirret.
“Hvorfor? Fordi jeg skulle gøre indtryk på min kommende svigerdatter, selvfølgelig!” sagde Hanne og klappede i hænderne.
Mette kunne næsten ikke tro det. “Så det er ikke kun mig, der skal præstere i dag?” grinede hun.
“Præcis!” lo Hanne. “Men jeg kan sige dig, Mette, vores søn har ikke skuffet. Hvad siger du, Morten?”
“Jo, jo, selvfølgelig,” nikkede han.
Det gik godt. Mette slap af og snakkede afslappet med Hanne. To uger senere meldte hun og Lasse sig til vielse, og to måneder efter var der bryllup.
“Lasse, hvor skal vi bo?” spurgte Mette.
“Det ved jeg ikke helt, men mine forældre hviskede om noget…”
Spørgsmålet blev løst til selve brylluppet Lasses forældre gav dem nøglerne til en lille lejlighed i samme opgang, to etager under dem.
Mette var lykkelig. Hendes familie, der var kommet til brylluppet, var også glade, og hendes mor sagde:
“Så er der da en gud. Du har dit eget sted at bo nu, skat.”
Mette ville gerne færdiggøre universitetet samtidig med sin mand. Hun troede, fremtiden ville være lykkelig og ubesværet. Men på femte år opdagede hun, hun var gravid. Hun var glad, men også lidt bange hun ville gerne blive færdig samtidig med Lasse.
Hun fortalte det til ham med glæde.
“Lasse, jeg er så glad vi skal have et barn! Jeg håber bare, jeg kan blive færdig i tide…”
Lasse så mærkeligt på hende og blev sur.
“Et barn? For tidligt! Vi er begge studerende og afhænger af mine forældre. Jeg troede, vi ville have tid til os selv først.”
Mette stivnede og var lige ved at græde.
“Kort sagt,” sagde Lasse barskt, “jeg vil ikke have barnet. Jeg gider ikke spilde min ungdom på bleer og sutteflasker. Du når det nok senere.”
“Vil du have, jeg skal afbryde graviditeten?” græd Mette. “NEJ! Det gør jeg aldrig!” Hun stormede ud i tårer for at få ro.
Nede i opgangen mødte hun sin svigermor, der straks så, noget var galt.
“Mette, hvad er der sket? Kom med ind.”
Hun satte hende på sofaen.
“Fortæl mig, hvad der er i vejen. Jeg kan se på dig, det er alvorligt.”
Mette græd igen. Grethe kom med et glas vand. Da hun havde fået ro, sagde Mette desperat:
“Hanne, han vil have, jeg skal afbryde graviditeten! Fordi… vi skal jo have vores eksamen, og vi bor hos jer… Jeg vil ikke, hvad hvis der er konsekvenser?”
“Ro på, Mette. Du
