Denne kvinde er min rigtige mor. Hun skal bo hos os,” sagde min mand, da han bragte en fremmed med hjem

*København, en tidlig aften i november. Luften var kold og fugtig, og de første julelys begyndte at tænde i vinduerne langs de smalle gader.*

**”Den her kvinde er min virkelige mor. Hun skal bo hos os,”** sagde Mads og trådte ind i deres hyggelige hjem i Frederiksberg, ledsaget af en fremmed, spinkel kvinde i halvfjerdserne.

Louise stivnede med en grydeske i hånden. Hun havde netop færdiggjort en gryde hjemmelavet kødssovs, og bordet var dækket til aftensmaden. Og nu dette.

**”Hvad mener du, din virkelige mor?”** pressede hun frem. **”Mads, hvad snakker du om? Din mor døde for ti år siden. Vi begravede hende sammen.”**

**”Hun var min plejemor,”** svarede Mads, mens han hjalp den fremmede kvinde med at tage frakken af. **”Men det her er Birthe Jensen. Min biologiske mor. Hun fødte mig og efterlod mig på et børnehjem.”**

Louise følte, hvordan benene blev som gelé under hende. Femogtyve års ægteskab, og så pludselig dette.

**”Sæt dig ned, Birthe,”** sagde Mads og førte hende hen til bordet. **”Louise, sæt lige en tallerken mere frem.”**

**”Vent lige,”** Louise satte grydesken fra sig og vendte sig mod sin mand. **”Forklar mig først, hvad der foregår. Hvor kommer hun fra? Og hvorfor har du aldrig nævnt hende før?”**

**”Jeg fandt selv ud af det for nylig,”** Mads undgik hendes blik. **”Birthe fandt mig gennem en søgetjeneste. Vi mødtes, talte sammen. Hun er helt alene, har intet sted at bo. Ingen familie.”**

**”Hvor boede hun så før?”** spurgte Louise og studerede kvinden nøje.

Birthe sagde intet, kun drejede sine hænder nervøst i skødet. Hendes tøj var slidt, men rent. Ansigtet var træt, øjnene fulde af sorg.

**”På et lille værelse i Nørrebro,”** svarede Mads for hende. **”Men ejeren solgte lejligheden. Hun blev smidt ud. Nu er det min pligt at hjælpe hende.”**

**”Din pligt,”** gentog Louise. **”Men tænkte du ikke på at tale med mig om det? Det er også mit hjem.”**

**”Louise, kom nu,”** sukkede Mads. **”Det er min mor. Vil du virkelig nægte en gammel kvinde et tag over hovedet?”**

Louise så på sin mand og genkendte ham næsten ikke. Han stirrede på hende, som om hun var en hindring for hans ædle handling.

**”Fint,”** sagde hun til sidst. **”Lad os spise først. Så taler vi bagefter.”**

Der herskede en trykkende tavshed ved bordet. Birthe spiste stille, nikkede lejlighedvis taknemmeligt til Mads. Louise rørte i sin mad og tænkte på, hvordan alt dette kunne ske.

**”Hvordan fandte du Mads?”** spurgte hun Birthe.

**”Gennem en annonce,”** svarede kvinden sagte. **”I lokalavisen. Jeg huskede hans efternavn fra børnehjemmet. Og fødselsdatoen, selvfølgelig.”**

**”Hvorfor søgte du ham først nu?”** insisterede Louise.

Birthe sænkede blikket.

**”Jeg skammer mig,”** hviskede hun. **”Hele mit liv har jeg været plaget af skyld over at efterlade ham. Nu er jeg syg, ved, at tiden er kort. Jeg ville bare bede om tilgivelse.”**

Mads lagde en hånd på sin mors skulder.

**”Birthe, du behøver ikke sige sådan. Det er fortid. Det vigtigste er, at vi fandt hinanden.”**

Louise så scenen for sig og mærkede en knude i maven. Det var ikke pladsen eller maden, der bekymrede hende. Der var noget galt med historien.

*Senere, da de var alene i soveværelset, prøvede Louise at få en alvorlig samtale med Mads.*

**”Mads,”** begyndte hun forsigtigt. **”Er du sikker på, at hun virkelig er din mor?”**

**”Selvfølgelig,”** svarede han skarpt. **”Hun har papirer fra børnehjemmet.”**

**”Har du tjekket dem? Måske skulle vi undersøge arkiverne? Eller lave en DNA-test?”**

Mads vendte sig mod hende med et ansigtsudtryk, som om hun havde foreslået noget uanstændigt.

**”Louise, hvordan kan du sige sådan noget? Hun er en gammel, syg kvinde. Hun har rejst hele landet for at finde sin søn, og du taler om mistanke?”**

**”Jeg vil bare være sikker,”** sagde Louise. **”Du ved, hvor mange svindlere der er.”**

**”En svindler?”** fnøs han. **”Se på hende! Hvad skulle hun stjæle? Hendes tøj er slidt, dokumenterne medtagne. Hun søger ikke penge. Hun søger sin søn.”**

Louise sukkede. At diskutere var nytteløst.

*Dagen efter begyndte de små mysterier.*

Mad fra køleskabet forsvandt hurtigere end normalt. En ny pakke te var pludselig væk.

**”Mads,”** sagde hun. **”Jeg tror, din mor gemmer mad på sit værelse.”**

**”Hvad? Det er da latterligt!”**

**”Jeg så hende tage brød med derind.”**

**”Hun har levet i fattigdom,”** sagde han arrigt. **”Det er en vane at samle på ting.”**

*Derefter forsvandt Louises guldsmykker.*

Hun konfronterede Mads igen.

**”Jeg har mistet mine øreringe. De lå på mit toiletbord.”**

**”Måske har du lagt dem et andet sted?”**

**”Jeg har ledt overalt. De er væk.”**

Mads rynkede panden.

**”Hvis du antyder, at min mor har taget dem, så er det for langt.”**

*Men sandheden kom frem, da naboen fortalte, at hun havde set Birthe forlade huset med en unk mand og give ham en pose.*

Louise undersøgte selv papirerne. Børnehjemmet havde aldrig hørt om Mads.

Da konfrontationen kom, forvandlede Birthe sig. Hendes ydmyge facade faldt.

**”Hvad så?”** sagde hun koldt. **”I har haft det godt. Mads følte sig elsket. Og jeg fik et sted at bo.”**

**”Du er en svindler,”** sagde Louise. **”Og en tyv.”**

**”Og din mand var let at narre.”**

Politiet blev involveret. Birthe var en del af en svindlerring, der udnyttede ensomme mennesker.

Mads undskyldte dybt. **”Jeg skulle have lyttet til dig.”**

Louise rystede på hovedet. **”Det vigtigste er, at det er forbi.”**

*Men guldsmykkerne så de aldrig igen.*

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

one + 13 =

Denne kvinde er min rigtige mor. Hun skal bo hos os,” sagde min mand, da han bragte en fremmed med hjem
En gammel historie Det var i efterkrigsårene i den lille danske landsby Sønderup. Der var få mænd tilbage, mange var faldet under krigen, og en ny generation af drenge voksede op. Tæt ved forsamlingshuset, hvor de unge samledes, boede Alevtina – en kvinde uden alder, som man siger. Tre børn og en gammel mor havde hun at tage sig af, og alene sled hun i marken og forsørgede dem alle. Livet var hårdt. Alevtina var ikke vellidt blandt de andre i landsbyen, især ikke blandt kvinderne. – Nu samler Alka igen mændene hjemme hos sig, – mumlede kvinderne, – hvor længe skal det blive ved? Alevtina sendte ofte sin mor og børnene over til naboen og holdt selskaber hjemme, der varede hele natten. Nogle af gæsterne blev og overnattede – også andres mænd. Så snart mørket faldt på, sneg mange af landsbyens mænd sig over til Alevtina og blev der. Kvinderne sladderede, skændtes med deres mænd, men turde ikke konfrontere Alevtina. For hvis manden kom hjem, kunne det ende med ballade – måske endda vold. Sådan var livet i landsbyen, alt var synligt. Rygtet nåede også Varvara om hendes mand Ivan, hendes andet ægteskab. Hans første kone døde i barselsseng, barnet overlevede heller ikke. – Varja, hvorfor finder du dig i det? Din Ivan går også til Alevtina. Du er gravid, og han render derovre, – sagde naboen Rikke. – Det kan ikke passe, han kommer godt nok sent hjem, men sværger på, at formanden har sat ham til at holde vagt ved laden om natten, – svarede Varvara, der troede på sin flotte mand. Varvara var smuk, rolig og dygtig, boede i Ivans hus sammen med svigermor og Ivans storesøster Serafina og hendes to børn. Serafinas mand, en traktorfører, var død, så hun var flyttet hjem til sin mor. Hun kunne ikke udstå Varvara. – Hun må gerne bo her, – betroede Varvara sig til naboen, – men hun hakker altid på mig og siger de værste ting. Serafina kunne ikke lide den smukke og arbejdsomme Varvara og gjorde livet surt for hende. Men Varvara holdt ud. Hun elskede Ivan og kunne ikke vende hjem, for hun havde trodset sine forældre og var stukket af med ham. Ivan var flot, stærk og veltalende. Mange kvinder var interesserede, men han valgte den beskedne Varvara, som ikke kunne modstå ham. – Mor, Ivan har friet til mig, – sagde Varvara. – Jeg råder dig til ikke at tage ham. Han har været gift før, og kvinderne flokkes om ham. Det ender ikke godt, du kommer til at slås for ham, – advarede moderen. Varvara blev ked af det, men gik imod sin mors vilje. Ved høstfesten aftalte hun med Ivan, at han skulle hente hende. Hun løb ud med en lille bylt og satte sig op i vognen. Hun var nitten, havde kun et par kjoler og lidt undertøj. Moderen løb efter og råbte: – Jeg slipper dig ikke. Kommer du tilbage, så regn ikke med at blive lukket ind igen! Sådan flyttede Varvara ind hos Ivan uden bryllup. Hun arbejdede på tørvemosen og tjente lidt. Svigermor var streng og utilfreds, men Varvara klarede sig. Ivan gik på arbejde som formand og blandede sig ikke i kvindernes stridigheder. Varvara lavede mad, for svigermor gad ikke. Hun fortrød ofte, at hun var flyttet ind i denne familie, hvor hun ikke blev accepteret. Men formanden Klem bemærkede hendes flid og foreslog hende som kandidat til sognerådet. – Åh, Klem, jeg kan ikke, jeg er ung og uerfaren, – sagde Varvara. – Bare rolig, vi hjælper dig. Du er flittig og ærlig, – svarede formanden. Sådan blev Varvara valgt ind i sognerådet. Ivan var stolt, svigermor blev mere stille, men Serafina bagtalte hende stadig. Varvara fik en søn, gik på arbejde, og svigermor passede børnebørnene. Efter fem år ventede hun endnu et barn. Da hun var otte måneder henne, fortalte Rikke hende om Ivans besøg hos Alevtina. Serafina var der straks med spydigheder: – Det er din egen skyld, Varja. En god kone holder på sin mand. Du har for travlt med dit sognerådsarbejde. Varvara sagde intet, men tvivlen gnavede. Ivan kom hjem om morgenen, lagde sig ved siden af hende, og hun tænkte: – Vi arbejder jo sammen, Alevtina roser mig endda for min flid… En aften kunne Varvara ikke vente længere. Hun tog sin gamle trøje på og gik ud i mørket mod klubben, hvor Alevtina boede. Hun kiggede ind gennem hegnet og så Ivan og Alevtina sammen ved bordet. Da lyset blev slukket, kastede hun en sten gennem vinduet og forsvandt. Ivan kom hjem om morgenen, og Varvara sagde intet. Alevtinas vindue var længe dækket af en pude. Varvara nævnte aldrig, hvad der var sket. Hun blev mere ligeglad med Ivan, især da deres anden søn voksede op. – Lad ham bare gå, han kommer jo hjem, – tænkte hun, – og kalder mig stadig “min kone”. Tiden gik. En aften blev Varvara kaldt til sognerådet, hvor politiet og nogle fra landsbyen ventede. – I dag blev Alevtina taget med stjålet korn, – sagde Klem. – Vi skal ransage hendes hus. Varvara og Nikolaj blev sendt ind. Alevtina sad bleg og rystende. Varvara fandt kornet under sengen, men sagde: – Nej, der er ikke noget her. Alligevel blev Alevtina taget med til stationen, men kom hjem dagen efter. Årene gik. Alevtina flyttede med børnene til nabobyen og kom aldrig tilbage. Varvara og Ivan opfostrede deres sønner, den ældste blev gift, men Ivan døde tidligt. Serafina fandt en mand i nabobyen og flyttede. Varvara bor stadig alene, børn og børnebørn besøger hende, og sønnerne hjælper, når benene gør ondt.