Åh, mine kære børn, kom tættere på, og lad mig fortælle jer en historie, som min stuekammerat her på plejehjemmet har fortalt mig, og som hun selv hørte fra sin datter. For mig, den gamle, er det her, i dette plejehjem, de har parkeret mig, så nu hører jeg kun på alle mulige historier og viderefortæller dem til jer. Så lyt godt efter, for her er historien om Mette og hendes mand Søren.
De boede i en hyggelig lille lejlighed i udkanten af Aarhus, fem lykkelige år sammen. Mette var livlig som en humlebi, altid på farten med arbejde i en eventbureau. Men Søren? Stille som en mus, sad han derhjemme hele dagen og kodede bag sin computer. De levede tilsyneladende fredeligt, selvom de skændtes af og til over småting, som alle ægtepar gør.
Men en dag, åh børn, gik alt galt. Mette skulle flyve til en konference, men som skæbnen ville have det, gik intet som planlagt. Vækkeuret ringede ikke, taxaen var forsinket, og i lufthavnen var der kø som til en julemarkedsoptræden. Hun nåede lige porten, men flyet var allerede lettet uden hende. Rasende ringede hun til Søren – men der var kun tavshed. “Han har sikkert sine ørepropper i igen,” tænkte hun og besluttede at tage hjem. Konferencen kunne vente.
Da hun kom ind ad døren, stivnede hun. På knageren hang en lyserød jakke, som en sky af flødeskum, og et leopardmønstret tørklæde, som hun aldrig havde ejet. Fra køkkenet lød latter, højt og piget, og Sørens stemme var så munter. Mette listede sig ind med sin taske og kiggede – og der sad en ung kvinde, måske femogtyve, i en stram kjole og nippede te fra Mettes yndlingskop, den med katte på. Og Søren, i sin slidte T-shirt, strålede som om det var hans fødselsdag.
“Hvad foregår der her?!” rasede Mette og stormede ind som en hvirvelvind.
Søren fór sammen og tabte næsten sin telefon. Pigen, en eller anden Lotte, stirrede med opspærrede øjne, stadig med koppen i hånden.
“Mette, du skulle jo være til den der konference!” stammede han, bleg som et lagkagebund.
“Ja, det skulle jeg! Men åbenbart kom jeg hjem lige i tide!” Mette smed tasken i gulvet – bang! – “Hvem er hun? Og hvorfor drikker hun af MIN kop?”
Lotte fumlede med sine ord. “Jeg… altså… Lotte. Jeg kom bare forbi…”
“Bare forbi?” kneb Mette øjnene sammen. “Ind i mit hjem? Mens jeg er væk? Til en kop te?”
Søren begyndte at undskylde: “Mette, det er bare en kollega, hun kom efter en USB-pind!”
“En USB-pind?” Mette lo, men det var en bitter latter. “Og for en USB-pind sidder hun og fniser som om hun ejer stedet? Tror du, jeg er dum, Søren?”
Lotte, lyserød i kinderne, greb sin taske. “Undskyld, jeg mente ikke… Jeg går.”
“Nå, men så skrid!” råbte Mette og pegede på døren.
Så snart Lotte var ude, vendte Mette sig mod Søren: “Nå, helt, fortæl mig sandheden! Hvor ofte har du sådan nogle ‘kolleger’ på besøg, når jeg er ude af huset?”
Søren mumlede noget om, at det var første gang, at Lotte kun var der kort tid, men Mette hørte alligevel ikke efter. Hun greb hans telefon og scrollede – og der lå beskeder fra Lotte: “Er du alene hjemme? 😏”, “Skal jeg lige smutte forbi?”. Mettes hjerte sprang i stykker.
“Alene? Smutte forbi?” skreg hun og kastede telefonen på sofaen – smæk! – “Fem år sammen, og det er sådan du takker mig?”
Søren prøvede at sige noget, men Mette var allerede i tårer og råbte, at hun havde stolet på ham, mens han havde gjort deres hjem til et rendestue. Naboerne lyttede selvfølgelig, men Mette var ligeglad. Hun greb sin taske og stormede ud til sin mor.
“Tænk dig om, når du skal leve uden mig! Og uden din kære Lotte, for jeg sørger for, at hun får en ubehagelig overraskelse på jobbet!” Hun smækkede døren så hårdt, at ruderne rystede.
Søren blev tilbage alene, stirrede på den kattekop, mens tankerne summede i hans hoved. Mette sad i mellemtiden i en taxa og skrev til sine veninder: “Ida, saml pigerne, jeg har brug for en hævnplan!”
Og hvad tror I, børn? Mette mente det alvorligt. Hun sendte screenshots af Lottes beskeder til hendes chef. Søren prøvede at ringe og undskylde, men hun havde allerede indgivet skilsmissepapirerne. Og et halvt år senere, siges det, mødte hun en pilot, en flot fyr, og hun drillede med, at hun ikke ville komme for sent til nogen flyvninger med ham.
Sådan er livet, kære børn. Kærlighed er skrøbelig som Mettes kattekop. Så pas på dem, I holder af, for før I ved af det, er alt gået i stykker.
