»Har du besluttet dig for at blive husets frue?« smågrinede svigermor og kiggede på mine nye gardiner. »Hvor er min barnebarn?« var det første, Lærke hørte, da hun åbnede døren til lejligheden. Gerda stod i døren med en kæmpe taske og et utilfredst udtryk.
»God dag, Gerda,« sagde Lærke høfligt. »Mikkel sover, jeg lagde ham kun for en time siden.«
»Sover? Klokken er to om eftermiddagen?« svigermor så forarget ud, da hun trådte ind i lejligheden. »Min Mads var på benene hele dagen i hans alder.«
Lærke svalgte endnu en kritik og hjalp svigermor med at ud. Hvert besøg fra Gerda blev en prøvelse. Hun fandt fejl i alt fra barneopdragelsen til måden, hun vaskede op på.
»Vil du have en kop te?« tilbød Lærke og gik til køkkenet.
»Selvfølgelig. Og sæt de havrekiks frem, dem jeg medbragte sidst.«
Gerda gik ind i stuen og standsede ved vinduet. I går havde Lærke endelig hængt de nye gardiner op smukke, lyse med en gylden glans, som hun havde kigget på i en hel måned. Hun havde sparet op fra sin løn for at skabe hygge i hjemmet.
»Har du besluttet dig for at blive husets frue?« smågrinede Gerda og stirrede på gardinerne. »Sikke en luksus.«
Lærke føltes, som om hendes hjerte knugede sig sammen. Igen. Igen havde hun gjort noget forkert i Gerdas øjne.
»De gamle var slidte,« forklarede hun sagte. »Mads sagde selv, det var tid til at skifte dem.«
»Mads sagde det?« svigermor vendte sig mod hende. »Hvor meget kostede de her gardiner? Halvdelen af min søns månedsløn?«
»Jeg brugte mine egne penge,« svarede Lærke og prøvede at bevare roen.
»Dine egne?« Gerda satte sig i lænestolen og studerede hende. »Har I ikke fælles økonomi? Eller bestemmer du selv nu?«
Lærke satte teen foran svigermor og satte sig overfor. Samtalen tog den sædvanlige ubehagelige drejning.
»Mads og jeg taler sammen om alt,« sagde hun.
»Taler sammen?« Gerda smagte på teen og rynkede panden. »For svag. Jeg har jo sagt, hvordan man brygger den rigtigt. Og de gardiner… De passer slet ikke til indretningen.«
Lærke så på vinduerne. Hun syntes, gardinerne så smukke ud. De gjorde rummet lysere og hyggeligere.
»Jeg kan godt lide dem,« protesterede hun forsigtigt.
»Du kan godt lide dem,« gentog svigermor. »Tænker du over, hvad din mand synes? Eller hans søns bedstemor?«
»Mads godkendte mit valg.«
»Mads er for blød,« sukkede Gerda. »Han kan ikke lide konflikter. Og du udnytter det.«
Fra børneværelset lød gråd. Mikkel var vågnet. Lærke rejste sig, men Gerda var hurtigere.
»Jeg tager ham. Så kan jeg endelig få lov at være sammen med min barnebarn.«
Gerda forsvandt ind til Mikkel, mens Lærke blev siddende i køkkenet og stirrede på de nye gardiner. Var de virkelig så forfærdelige? Måske skulle hun have spurgt svigermor først?
Fra børneværelset hørte hun Gerdas bløde stemme, mens hun talte til barnet. Med ham var hun en helt anden venlig, tålmodig, kærlig. Men med Lærke blev hun til en streng dommer, der fandt fejl i alt.
»Lærke!« råbte Gerda. »Kom her! Se på dit barn!«
Lærkes hjerte hamrede, da hun skyndte sig ind. Gerda stod ved sengen med Mikkel i armene.
»Hvad er der?« spurgte hun bekymret.
»Der er rødme på hans røv!« svarede Gerda forarget. »Ser du det ikke? Passer du ikke ordentligt på din egen søn?«
Lærke kiggede nærmere. Der var en lille irritation, men intet alvorligt.
»Det er fra de nye bleer,« forklarede hun. »En mild allergi. Jeg bruger allerede creme.«
»Creme?« rystede Gerda på hovedet. »I min tid voksede børn op uden alt det der. Og de blev raske nok.«
»Men nu er der gode produkter«
»Der er for mange unødvendige ting nu,« afbrød Gerda. »Barnet lider, mens mor bruger penge på gardiner i stedet for at passe på ham.«
Lærke følte tårerne presse på. Hvert besøg endte på samme måde hun følte sig som en dårlig mor og en uduelig hustru.
»Jeg passer på Mikkel,« sagde hun lavmælt.
»Gør du?« Gerda rakte hende barnet. »Hvorfor er han så tynd så? Min Mads var meget størrer i hans alder.«
»Børnelægen siger, hans vægt er normal.«
»Børnelægen, børnelægen,« mumlede Gerda. »Hvor er din mødreinstinkt? Jeg kan se, han ikke får nok.«
Lærke holdt Mikkel tæt. Drengen var sund og rask. Men for Gerda var det aldrig godt nok.
De vendte tilbage til stuen. Gerda satte sig igen og kiggede kritisk rundt.
»Hvornår nåede du overhovedet at hænge de gardiner op? Mens min søn sov? I stedet for at tage dig af huset?«
»Jeg gjorde det om aftenen, da Mads kom hjem,« svarede Lærke.
»Med ham til stede? Hjalp han dig?«
»Ja.«
»Naturligvis,« grinede Gerda. »Lader manden arbejde med huslige ting. Min Mads gjorde aldrig sådan noget.«
Lærke ville sige, at Mads gerne hjalp til og selv havde tilbudt at hænge gardinerne op, men hun tav. Der var ingen mening i at diskutere.
»Hvor meget gav du for dem?« fortsatte Gerda.
»Fem hundrede kroner,« svarede Lærke ærligt.
»Fem hundrede?!« gispede Gerda. »For gardiner? Er du blevet vanvittig? For de penge kunne du have købt tøj til Mikkel i et halvt år!«
»Han har masser af tøj. Vi har ikke skiftet gardiner i tre år.«
»De gamle var helt fine. Ikke så pralende som disse.«
Pralende? Lærke kiggede på de diskrete gardiner. Hvordan var de pralende?
I entrén lød der skridt og nøgler. Mads kom hjem. Lærke sukkede lettet måske ville Gerda nu fokusere på sønnen.
»Mor!« jublede Mads. »Hvordan går det? Hvor længe har du været her?«
»Kun lige ankommet,« svarede Gerda og omfavnede ham. »Jeg har savnet dig.«
»Og jeg dig. Hvordan går det
