Med hænderne stadig våde stønnede hun af rygsmerter og gik hen for at åbne døren.
Mette rejste sig fra sofaen, følende ubehaget i ryggen, og gik mod døren, da dørklokken ringede for tredje gang, tøvende. Hun havde været ved at pudse vinduerne og nåede ikke at åbne med det samme. På den anden side stod en ung kvinde med trætte øjne, men et sødt smil.
“Frøken Mette, de sagde, De lejer værelser ud?”
“Åh, de naboer! De sender altid folk herhen! Men jeg lejer ikke værelser ud, det har jeg aldrig gjort.”
“De sagde, De har tre værelser…”
“Ja, og hvad så? Hvorfor skulle jeg leje dem ud? Jeg kan godt lide at bo alene.”
“Undskyld. De sagde, De er religiøs, og jeg tænkte…”
Den unge kvinde vendte sig for at gå ned ad trappen, med tårer lige bag øjenlågene.
“Pige, kom nu tilbage! Jeg har jo ikke sendt dig væk endnu. Ungdommen nu til dags er så følsom græder ved den mindste ting. Kom ind, lad os snakke. Hvad hedder du?”
“Freja.”
“Et smukt navn… Har du en far, der er sømand?”
“Jeg har ingen far. Jeg voksede op på et børnehjem. Ingen mor heller. De fandt mig foran en dør og gav mig til politiet. Jeg var ikke engang en måned gammel.”
“Åh, stakkel, du skal ikke bekymre dig. Lad os drikke lidt te og snakke. Hvad siger du? Skal du have noget at spise?”
“Nej, jeg har lige spist en wienerbrød…”
“En wienerbrød! Det er derfor, unge mennesker har maveproblemer, når de er tredive. Sæt dig ned og spis en varm grøntsagssuppe. Så tager vi te bagefter. Jeg har stadig masser af hjemmelavet syltetøj fra før min mand døde det er nu fem år siden. Når vi har spist, kan du hjælpe mig med at færdiggøre vinduerne.”
“Frøken Mette, kan jeg gøre noget andet? Jeg føler mig svimmel, og jeg vil ikke falde jeg er gravid.”
“Gravid?! Det var da lige, hvad der manglede! Men hvordan? Er du gift?”
“Ja, jeg er. Jeg giftede mig med Mads vi voksede op på samme børnehjem. Han blev indkaldt til militærtjeneste. Værten af den lejlighed, vi boede i, smed mig ud, da hun fandt ud af, jeg ventede barn. Hun gav mig en uge til at finde et andet sted. Jeg havde ikke andre muligheder end at gå.”
“Ja, svære omstændigheder… Og hvad gør jeg så med dig? Måske kan du bo i det tomme værelse. Og tal ikke om penge det vil gøre mig vred. Hent dine ting.”
“Det er ikke langt væk. Jeg efterlod alt i nabobygningen. Ugen gik, og jeg stod i morges med poserne og ledte efter et sted at bo.”
De begyndte at bo sammen. Freja studerede til at blive modeskaber, mens Mette, pensioneret efter en jernbaneulykke, lavede knipling og solgte den på det lokale marked. Indtægterne kom også fra salg af frugt og grøntsager fra haven, hvor de arbejdede sammen om lørdagen. Om søndagen gik Mette i kirke, mens Freja blev hjemme, læste og svarede på Mads’ breve, som hun længtes efter.
En lørdag, mens de arbejdede i haven for at forberede jorden til vinteren, gik Freja, træt, ind for at hvile. Mette brændte tørre grene, da hun hørte et skrig: “Mor! Kom hurtigt!” Med hjertet i halsen løb Mette, glemte smerterne i benene. Hun fandt Freja, der holdt om maven i smerte. De overtalte en nabo til at køre hende på hospitalet i hans gamle bil. Freja stønnede, bange for at det var for tidligt til at føde.
På hospitalet blev hun båret ind på en båre. Mette tilbragte natten i bøn. Næste morgen ringede hospitalet og forsikrede, at Freja og barnet havde det godt, men at hun skulle hvile i nogle uger.
Mens Freja var på hospitalet, fandt Mette ud af mere om Mads gennem lange samtaler og beundrede deres kærlighed. Freja viste et billede af ham, stolt, mens Mette syntes, han var flot, selvom hun ikke kunne se ordentligt gennem sine forældede briller.
Juleaften forberedte Mette og Freja fejringen, talte om Jesusbarnet og ventede på den første stjerne. Freja, urolig, følte sig dårligt tilpas og bad om en ambulance barnet var på vej.
Den 7. januar blev en lille pige født, lige på Helligtrekongers dag, og fyldte Mettes hjerte med glæde. Hun sendte et telegram til Mads med de gode nyheder. De navngav barnet Mette, en gestus der rørte den nye “bedstemor”.
Ugerne gik, fyldt med omsorg for det nye familiemedlem. Freja og Mette passede hende med kærlighed, selv i udfordrende stunder med søvnløse nætter og bekymringer. Mette fandt ny energi i at passe huset og barnebarnet.
En kold vinterdag gik Mette ud for at handle. Da hun kom tilbage, så hun Freja i haven, gående med barnevognen. Hun lod dem være, mens hun lavede frokost. Da hun gik ind i stuen, fik hun øje på et billede af sin afdøde mand i en ramme. Hun smilede og undrede sig over, hvordan Freja havde fundet det.
“Freja, hvor fandt du billederne af min Aksel?” spurgte hun.
“Jeg ved ikke, hvad De taler om, Frøken Mette.”
“Det billede der på bordet…” pegede Mette.
“Åh, det er af Mads. Jeg bad ham om et større billede, når vi mødes igen.”
Ved denne åbenbaring tog Mette rammen og genkendte pludselig den unge Mads, der nu smilede til hende fra billedet, nøjagtig som hendes afdøde mand. Hun forstod muligheden for, at skæbnen havde bragt en fra hendes familie til hende uden hun vidste det.
“Freja, lad mig se fotoalbummet…” bad Mette med skælvende stemme.
Da hun så de gamle billeder, forstod Freja, at Mads og Aksel havde slående ligheder. “Er det Mads?” tænkte hun forvirret.
Mette, rørt, forklarede, at de måske var familie gennem skæbnens underlige spil. Den unge mor, forvirret men bevæget, omfavnede Mette, mens de begge græd, følende et bånd, de aldrig havde vidst eksisterede, sikre på, at en ny og uventet familie var blevet skabt.
