Kvinder i Hus 17
Hus 17 på Sankt Hans Gade var gammelt, sådan et der lader til at have stået i århundreder, holdt oppe af vane og fugt. Væggene var revnede, trapperne knagede, og elevatoren havde ikke virket i årevis. Portneren, gamle Bent, var død for længst, og ingen havde erstattet ham. Beboerne klarede sig selv: hver fejede deres egen gang, smed skraldet ud, og af og til hang de sedler i opgangen for at klage over lugten, støjen eller de utætte tag. Men mest af alt klagede de over hinanden.
På tredje sal boede Mette, en rund kvinde på omkring halvtreds med rødmende kinder og et skarpt sind. Hun var enke og tjente til dagen og vejen ved at sy tøj for naboerne, samtidig med at hun solgte æbleskiver om søndagen. Mette var kendt for at være nysgerrig og sladrehank, men ingen kunne benægte, at hun havde et stort hjerte, selvom hun gemte det bag sin sarkasme.
Lige under, på anden sal, boede Lise, en slank, nervøs kvinde med håret altid samlet i en rodet knold. Hun var femogtredive, skilt og arbejdede på et apotek. Lise var tavs, men når hun blev vred, kunne hendes stemme høres i hele huset. Hun boede sammen med sin mor, fru Nielsen, en gammel dame med en skarp tunge og autoritær væremåde, som havde opdraget Lise alene og aldrig glemte at minde hende om, at hun skulle være stærk i livet.
Resten af lejlighederne var fyldt med unge familier, ensomme pensionister, studerende og lejere, der kom og gik. Men historierne om Mette og Lise og deres evige skænderier var daglig kost for alle.
Støv og gnist
En tirsdag morgen, da solen kun lige tittede frem mellem skyerne, besluttede Mette sig for at banke tæppet i stuen. Hun hang det ud af vinduet og begyndte at slå det hårdt, så en støvsky svævede i luften, før den uundgåeligt faldt ned på Lises åbne vindue.
Lise stod og vandede sine planter, da hun mærkede støvet i håret og på den grønne jasmins blade. Hun hostede, rystede det af sig og så op, hvor Mattes tæppe flagrede som et banner.
“Hey, tøs, pas på det tæppe! Du får støv i håret på mig!” råbte Lise irriteret og stak hovedet ud af vinduet.
Mette, uden at stoppe, svarede sarkastisk: “Åh, søde, dit hår er allerede et rod. Med eller uden støv, det gør ingen forskel.”
Lise bed tænderne sammen og var lige ved at kaste en blomsterpotte, men i det øjeblik dukkede hendes mor, fru Nielsen, op med en kost i hånden.
“Mette!” råbte den gamle dame og bankede på vinduet ovenover med kosteskaftet. “Hold op med at svine min datter til, elefant!”
Mette lænede sig ud med hænderne i siden: “Du ødelægger mit vindue, giraf!”
“Du leder altid efter problemer, gør du ikke?” svarede fru Nielsen. “Flodhest!”
Skænderiet eskalerede, og snart fyldte råbene hele huset. Naboerne lukkede vinduerne, vant til de regelmæssige skænderier mellem kvinderne på tredje og anden sal.
Krydset historier
Skænderierne mellem Mette og Lise var ikke nye. De var en del af husets rutine. Men bag skældsordene og støvet lå der historier, der ikke var blevet fortalt, gamle sår og delt ensomhed.
Mette var blevet hård, siden hun blev enke. Hendes mand, Erik, havde været hendes livs kærlighed, men også hendes støtte. Da han døde, måtte Mette lære at klare sig selv i en verden, der ikke tilgav svaghed. Syning og æbleskiver var hendes tilflugt, men også en måde at holde sig beskæftiget på, så hun ikke skulle tænke for meget på tabet.
Lise derimod var vokset op under sin mors strenge skygge. Fru Nielsen havde altid sagt, at livet var en kamp, og at en kvinde skulle være stærk, hård, ubønhørlig. Lise prøvede at leve op til forventningerne, men følte undertiden, at hun blev kvalt i sin egen lejlighed, mellem apoteket, planterne og morens bebrejdelser.
Trods deres forskelligheder havde Mette og Lise mere til fælles, end de vidste: ensomheden, den daglige kamp og et skjult ønske om at blive forstået.
Tyven observerer
Den eftermiddag, mens kvinderne skændtes ad vinduerne, gik en mand på fortovet overfor. Han var høj, mager, med et uglet skæg og et uroligt blik. Han hed Tommy, men i kvarteret kendte de ham kun som “Rotten”. Ingen vidste rigtig, hvor han kom fra, men alle vidste, at det var bedst ikke at møde ham efter klokken ti om aftenen.
Tommy stoppede foran huset, iagttog scenen og smilede ondskabsfuldt.
“Kvinder… altid i strid med hinanden. Jeg tror, jeg kan udnytte det her,” tænkte han, mens han gik videre, fløjtende.
Frygtens nat
Den aften kom Lise sent hjem fra apoteket. Hun havde haft en træls dag og tænkte kun på en varm bruser og sengen. Hun gik hurtigt, med tasken klemt ind til sig, da hun hørte skridt bag sig.
Ved hjørnet greb en hård hånd hende om armen.
“Skrig ikke. Bare følg med,” sagde en hæs, truende stemme.
Lise prøvede at slippe fri, men manden skubbede hende ind i en mørk gyde.
“Hvor skal du hen med mig?” spurgte hun skælvende.
Han smilede og viste sine gullige tænder.
“Den der mørke gyde derhenne. Vi skal have det sjovt.”
Lise prøvede at råbe: “Hjælp!”
Manden greb hende i håret og holdt hånden for hendes mund.
“Skriger du igen, slår jeg dig ihjel,” knurrede han vold
