I gangen på knæ…
Femårige Mikkel blev kørt til sygehuset og bragt op på den øverste etage. Moderen måtte ikke med, så hun sad nedenfor på en af de afskallede træstole og rykkede sammen ved hvert bump.
Hun ringede til sin mand, tankerne tågede: *”Mikkel er i fare. Han kæmper. Det er alvorligt.”*
Mandens stemme var rolig: *”Han har min og farfars styrke. Vi er af stål. Lad være med at overreagere. Alt er fint. Mor og jeg er i sommerhuset og plukker svampe. Tag hjem, lad lægerne gøre deres arbejde.”*
Hvor tungt var det ikke i den mørke, ligegyldige gang.
Hun trådte ud på sygehusets trappe, røsten knækkede: *”Mor, Mikkel har det skidt. Jeg så det på lægernes ansigter. Meget skidt.”* Hun brast i gråd.
Moderen svarede straks: *”Hør her. Negativitet tiltrækker negativitet. Tænk på det gode. Tro på det gode. Lys til lys. At pine sig selv fører ikke til noget godt. Saml dig nu.”*
Luften i gangen var kvalm. En sygeplejerske snappede: *”Hør her, mor, ingen hysterietårer! De forstyrrer os i arbejdet.”*
Kun søsteren, ingen andre: *”Ida, Mikkel har det skidt. Lægerne siger ikke hvad der er galt. Han er bevidstløs!”*
Søsteren talte blødt: *”Børn får sådan noget. Det kaldes vækstsmerter. Tro på mig. Græder du, gør du det bare værre for dig selv.”*
Moderen listede til gangens bagerste hjørne, hvor mørket var tykkest. Bygningen var fra før krigen, ingen havde renoveret.
Hun tog korset om halsen, så sig omkring, faldt på knæ og pressede det mod sine læber. Det var ligegyldigt, om nogen så hende: *”Du er almægtig, jeg ved det, jeg tror på det. Du har følt smerte. Du ved, hvad smerte er. Din egen mor græd, som jeg græder nu. Ræk mig din hånd, trøst mig. Der er ingen andre, kun mig og min smerte. Jeg tigger om nåde. Om din kærlighed. Hjælp mig, kære. Kun dig. Kun dig.”*
Hun blev siddende, stivnet.
Døren gik op. En lys silhuet lægen. Han så hende, gik hen og rakte hånden frem: *”Rejs jer. Træk vejret. Der er håb. Jeg lover jer, barnet bliver rask. Kom nu, stå op.”*
Hun greb den venlige hånd, rejste sig svagt: *”Jeg kan ikke tale. Tak. Må jeg blive her i nat? På en stol?”*
Den ældre læge smilede: *”Hjem. Kun hjem. Slap af, alt er godt. Ring i morgen.”* Han gav hende sit visitkort.
Næste morgen sagde manden, søsteren og moderen, at de havde haft ret. Hun skulle have lyttet, ikke opført sig som en hysterisk nar.
Men ingen forstod, at den sande ret lå højere end dem alle. Den lå i en mors bøn, i en mors kærlighed, i Ham, som aldrig svigter eller vender sig bort…
