Da de gravede den friske grav op og løftede kistelåget, stod de to fanger lammet af skræk. Det, de så, delte deres liv i en tid “før” og “efter”. En kold efterårsvind hvirvlede rundt mellem de kunstige blomsterkranse og fik de sorte bånd til at flagre som sjæle, der ikke kunne finde fred. Det var den femte begravelse den dag, der passerede langs hovedalléen på den gamle kirkegård. Den femte kiste, der blev sænket ned i den fugtige jord. Den femte sjæl, officielt dømt til glemsel af verden.
Jørgen og Bent sad i en halvfaldet teglstenspavillon og gemte sig for den bidende vind. Deres øjne, vant til at være på vagt, fulgte sløvt ceremonien. Sorgens ritualer var blot baggrundsstøj for dem, en del af arbejdet. De rejste sig, bankede støvet af deres slidte bukser og gik, med sorgens maske på, hen mod den grædende forsamling. De gik fra den ene til den anden, mumlede kondolencer og trykkede kolde hænder. Ingen lagde mærke til de to usle mænd i slidte jakker. Sorg er en stor udligner; den fjerner sociale skel. I sådanne øjeblikke virker enhver medfølelse, selv fra fremmede, som en varm dråbe i et iskoldt hav af tab. Ingen spurgte, hvem de var, og ingen forbød dem at sige farvel. Det passede dem fint, at sorgens sløring gjorde alle ligeglade.
Den sidste procession den dag fangede deres opmærksomhed. Alt råbte af penge. En dyr kiste af poleret mørkt træ med tunge bronzehåndtag, luksuriøse blomsterkranse med bedøvende duft, og bilerne ved porten ikke slidte Ladaer, men importerede vogne med tonede ruder. Først gik Jørgen hen. Han kiggede ned i kisten, og et anstrøg af smerte, perfekt spillet, jog over hans ansigt. Han korsede sig ivrigt, hviskede en indøvet bøn og trådte tilbage, som om han tørrede en tåre. Bent ventede og gentog ritualet endnu mere teatralt, med et dybt suk. Deres blikke mødtes et sekund, og et lille smil spillede om deres læber. Uden at sige noget vendte de tilbage til deres pavillon. Dagens “fangst” lovede at blive mere end god. Nu skulle de bare vente på natten.
Som de havde hørt af en snakkesalig gammel dame fra begravelsesholdet, var den afdøde en vis Grethe Mikkelsen. I kisten lå hun i en kostbar kjole af silkefløjl, og på hendes blege øreflipper glimtede tunge guldsmykker med blodrøde sten, sandsynligvis rubiner. Der skulle også have været et tungt guldkors på hendes livløse bryst sådan gjorde man altid for at følge traditionen.
Da den blygrå skumring havde slugt dagens sidste farver, og kirkegården lå stille, kun brudt af raslende løv, gik de i gang med deres “arbejde”. Uheldigvis truede sorten himmel med regn, og snart begyndte det at piske ned. Den våde, tunge jord klæbede til skovlene og gjorde hvert stik til en pine. Hænderne føltes numne, ryggen gjorde ondt, men tanken om belønningen drev dem frem. De måtte fuldføre dette. De havde intet valg.
Deres bekendtskab, skæbnens ironiske grin, begyndte for år siden i fængslet. To brudte livshistorier. Og samfundet, de vendte tilbage til, var lige så ubarmhjertigt som fængselsmurene. Jørgen voksede op på børnehjem, hvor han lærte at overleve, ikke at drømme. Bents familie forstødte ham, da han blev dømt, som om han var pestramt. Udenfor ventede kun fattigdom: intet hjem, intet arbejde, ingen chance for at komme tilbage. De endte der, i bund og grund, af dumhed: Jørgen for at stjæle et par tusind fra den fabrik, hvor han arbejdede som løber, Bent for en fuld slagsmål, hvor modparten fik brækket kæben.
Ingen ville ansætte to tidligere indsatte, mænd i bedste alder, der lugtede af fortvivlelse og fængsel. Så de valgte den nemmeste og mest modbydelige vej gravrøveri. De beroligede sig med en kynisk mantra: “De døde har ikke brug for det mere. Deres ejendele rådner alligevel i jorden, så vi kan lige så godt få noget ud af det.” Den tanke dulmede skammen.
De sneg sig mellem gravstenene, sikrede sig, at de var alene, og nåede frem til den friske jordhøj. Skovlene gled ned i den bløde jord. Endelig ramte metal træ med en dump lyd. De fjrebede rebene og åbnede kistelåget.
Og de vaklede tilbage i rædsel, da en isnende bølge af frygt skyllede over dem.
“Jør Ser du det? Hun hun trækker vejret?” hviskede Bent, og hans stemme knækkede over af mystisk skræk. I det svage lygteskær syntes de, at kniplingen på den gamle kvindes bryst bevægede sig.
“Ti stille!” knurrede Jørgen, selv ude af stand til at slippe hendes dødsblege ansigt.
Og i det øjeblik skete der noget, der fik blodet til at fryse i deres årer. En mager, kold hånd med fremtrædende blå årer brød pludselig op fra kisten og greb Bents håndled med en styrke, umulig for en død. Begge mænd, hårdføre fængselsfugle, der ikke frygtede Gud eller djævelen, skreg og vaklede baglæns.
“Slip mig, djævel!” klynkede Jørgen og korsede sig med rystende hånd.
“Hold kæft, mand! Hun er i live! Forstår du det?!” råbte Bent, ikke længere af frygt, men af chok og pludselig klarhed.
De tog ikke smykkerne fra den “døde”. I stedet måtte de hive hende op af graven let som et skelet overtrukket med hud. De kollapsede på den våde græsplæne, mellem hikstende latter og lettelse. Den gamle dame hostede, hendes krop rystede, og hun åbnede sløre, men livfulde øjne. Uden ord løftede de hende og slæbte hende væk fra den sort gabende grav hen mod vogterhuset. Vogteren var heldigvis væk. De lagde hende på en hård briks og dækkede hende til med deres snavsede jakker.
“En ambulance Vi skal ringe efter en ambulance,” stammede Jørgen, stadig vantro.
Og så fandt den gamle kvinde, som verden allerede havde begrædt, stemmen igen. Svag, hæs, men med en uventet styrke:
“Nej Ingen læger. En mand begravede mig levende. En meget bestemt mand. Han skal lære det.”
Hun kom langsomt til sig selv, blikket blev sk
