Hver morgen, præcis på samme tid, gik den gamle mand ud på trappen til sit hus, og der ventede den samme mærkelige gave på ham et friskt brød, indpakket i plast. På pakken var der et klistermærke med navnet på en ukendt bager. Navnet lød fremmed, som om det kom fra et andet land, og straks fik den gamle mand en fornemmelse af, at der var noget galt.
Første gang tænkte han, at det måske var naboerne, der havde været omsorgsfulde måske havde nogen set hans ensomhed og ville hjælpe med mad. Han blev faktisk lidt rørt, men alligevel spiste han ikke brødet. Noget inden i ham sagde, at gratis gaver ikke kommer uden grund.
Næste dag gentog historien sig: det samme brød, den samme indpakning, det samme sted. Så tænkte han, at det måske var kommunen, der havde startet et nyt tilbud til pensionister. Men det underlige var, at ingen af naboerne nævnte det, og han havde ikke fået nogen besked.
Tredje dag blev mandens tålmodighed brugt op. Alt bekymrede ham: den præcise tid, brødets ukendte oprindelse. Han tog brødet under armen og gik til den nærmeste bager. Da han nåede frem, spurgte han ekspedienten:
»Er det jer, der bringer mig brødet? Måske har I en ny kampagne?«
Kvinnen så på ham, som om han var blevet tosset.
»Hvad snakker du om, gamle ven? Vi har ingen kampagner eller velgørenhed. Vi sælger bare brød vi bringer det ikke til folks døre,« svarede hun skarpt.
Den gamle mand forlod butikken endnu mere forvirret. Jo mere han tænkte, jo mere uro følte han. Nu var han bange for selv at røre brødet hvad nu, hvis der var blandet noget i det? Hvis nogen prøvede at forgifte ham?
Fjerde morgen besluttede han sig for at handle anderledes. Han fandt et gammelt videokamera frem, som han engang havde brugt til familiebegivenheder, og satte det op, så det filmede trappen.
Da han næste morgen så optagelsen, var han lige ved at få hjertestop. På skærmen kunne han tydeligt se en lille drone, der lydløst svævede hen til hans hus klokken fire om morgenen, sænkede en pose med brød ned på trappen og straks fløj væk igen.
Den gamle mand kunne knap trække vejret. Nu var det endnu mere skræmmende det var hverken naboer eller kommunen. Det var noget helt andet.
Med rystende hænder samlede han sine ting og gik til politistationen. Og der fandt han ud af noget forfærdeligt.
Han viste dem videoen og kunne knap forklare, hvad der foregik. Betjentene udvekslede blikke, og den ene grinede stille:
»Ja, bedstefar, du er blevet en del af et eksperiment.«
Det viste sig, at et nyt firma havde valgt at teste et mærkeligt system til brødlevering. Og hans adresse var ved en fejl endt i deres kundedatabase.
Årsagen var, at den gamle mand for et par dage siden, mens han prøvede at tjekke vejrudsigten på sin telefon, ved et uheld havde klikket på en reklame og tilmeldt sig en månedlig brødlevering.
Han forstod ikke selv, hvordan det var sket det så ud, som om han bare »havde trykket forkert«. Men i virkeligheden havde han tilmeldt sig en prøveperiode.
Da den gamle mand hørte forklaringen, sukkede han måske af lettelse, måske af vrede. Han fik pengene tilbage og aftalen blev annulleret, men en underlig uro blev hængende.
Og brødet, der lå i hans hus, turde han aldrig smage der var noget uhyggeligt ved de der brød.
