**Dagbogsnotat**
Far har fundet lykken med en anden, mens mor er sunket ned i en dyb depression. Er det hans skyld?
Han kom hjem fra arbejde, spiste aftensmad, lo lidt med publikum i tvet der var et gammelt klip af Dirch Passer og sagde så, roligt og ligetil: “Mette, jeg går.” Og så gik han. Til en anden…
En historie, der desværre ikke er sjælden.
Mors ryg gennem den tynde natkjole de skarpe skulderblade og den børnestrænge hals. Og så fars nye, blankpolerede bil. Det var de to stærkeste minder fra Frejas barndom.
Mors ryg på sofaen i stuen var det tydeligste tegn på depressionen. Men det forstod Freja først senere.
I halvfemserne vidste ingen i deres lille by, hvad depression var. Selv lægerne på klinikken anede det ikke. De prøvede at “muntre mor op” med vitaminindsprøjtninger og muntre formaninger: “Du har jo en datter, kvinde, det er da pinligt at ligge hele dagen.”
Men ja, det var depression. En tung, sort bjørn af en sygdom, der knugede livsglæden, appetitten, søvnen selv evnen til at bevæge sig ud af en. Mor kunne knap nok tale, og når hun gjorde, lød ordene flade og livløse, som en monotone hvisken.
Bedstemor reddede dem. Uden hende havde de ikke klaret det.
Mor forvandledes fra en glad, livfuld kvinde til en udhungret ryg på sofaen en aften i maj. Lige efter far kom hjem, spiste, lo med tvet og sagde: “Mette, jeg går.” Og så forsvandt han. Til en anden.
Freja var syv. Hun husker den aften, fordi den føltes uvirkelig: tvet blarede videre med latter, mens mor lå med ansigtet mod væggen og græd. Kan det passe? Gør man sådan?
Siden talte Freja kun sjældent med mor. Eller rettere med den tragiske, bøjede ryg.
Far dukkede op to år senere. En anden majaften. Han åbnede døren med sin nøgle, kiggede ind i stuen, hvor hans ekskone sov, blinkede hemmelighedsfuldt til Freja «kom, vi snakker på køkkenet, hun hører det ikke.» Bedstemor var ikke hjemme.
I Frejas bryst dirrede håbet. I fars smil læste hun en undskyldning, et løfte om et bedre liv måske endda om at mor kunne blive rask.
“Se her, lille Freja,” sagde han og førte hende hen til vinduet. Hun pressede næsen mod glasset, forventningsfuld. Mon han havde medbragt et mirakel?
Nede i gården stod en glinsende, ny bil. Far strålede næsten mere end den:
“Kan du lide den, Freja?”
“Meget!”
“Min nye Volvo! Købte den i går!”
Han mindede hende om en hulemand fra en tegnefilm hun havde set. Udtryksløs, direkte kun optaget af sig selv. Ligesom far.
Han tænkte ikke på, hvordan mor havde det. Han vidste ikke, at Freja var startet i musikskole. Spurgte ikke til hendes karakterer. Og tanken på, at hun kunne have følelser sorg, forvirring, frygt strejfede ham slet ikke.
I stedet jublede han som en dreng: “En Volvo! Ny, forstår du? Jeg har drømt om den hele mit liv!”
Freja forstod ingenting.
Fars glæde døde hurtigt. Han smuttede ud ad køkkenet, som en tyv, lukkede døren stille efter sig. Gik ud til bilen.
Freja tænkte: Hvis han vendte sig, hvis han så op på hende, ville hun tilgive ham. Hun ville prøve at forstå hans lykke over den nye bil, på trods af mors sygdom og hullet i hendes eget bryst.
Han kiggede ikke op. Gik hurtigt til bilen, startede den og kørte. Og kom aldrig tilbage.
Freja blev voksen. Psykiater. Bedstemor nåede desværre ikke at se hende køre ind i gården i sin egen nye bil. Men nej hun så det nok alligevel. Oppe fra himlen. Smilte sikkert. Var stolt af sin Freja.
Men først kom den lange kamp for at få mor på den rette behandling. Og så langsomt begyndte mor at leve igen. At se verden, i stedet for det slidte vægtæppe på væggen.
Men Freja tilgav aldrig far.
For han vendte sig ikke om den majaften, da han for altid forlod hendes liv.
