**Dagbogsnotat**
*Idag tænker jeg tilbage på, hvor langt jeg er kommet*
“Freja, jeg forbyder dig at tale med din søster og hendes familie! De har deres liv, og vi har vores. Har du ringet til Mathilde igen? Klaget over mig? Jeg har advaret dig. Du må ikke blive fornærmet, hvis der sker noget,” sagde Bjarke og greb mig hårdt om skulderen.
Som jeg altid gjorde i sådanne situationer, gik jeg tavs ud i køkkenet. Meget andet kunne jeg ikke gøre. Bitterheden vældede op i mig. Nej, jeg klagede aldrig over mit liv til min søster. Vi talte bare sammen. Vi havde ældre forældre, der var meget at snakke om. Men det ærgrede Bjarke. Han hadede min søster Mathilde. I hendes familie var der ro og velstand. Noget, der slet ikke kunne sige om os og Bjarke.
Da jeg giftede mig med ham, var jeg den lykkeligste pige i verden. Bjarke havde ført mig ind i en storm af passion. Hans højde generede mig ikke han var et hoved kortere end mig. Jeg lagde heller ikke mærke til hans mor, der mødte op til brylluppet, svajende på benene. Senere fandt jeg ud af, at min svigermor var en erfaren alkoholiker.
Forblindet af kærlighed så jeg intet ondt. Men efter et års ægteskab begyndte jeg at tvivle på min lykke. Bjarke drak sig fuld og kom hjem i en tilstand. Så begyndte utroskaben. Jeg arbejdede som sygeplejerske på et hospital. Lønnen var ikke noget at råbe hurra for. Bjarke foretrak at tilbringe tiderne med sine drikkekammerater.
At forsørge mig var ikke en prioritet. I begyndelsen drømte jeg om børn, men nu nøjdes jeg med at passe vores racekat. Jeg ville ikke have børn med en alkoholiker. Men alligevel elskede jeg Bjarke.
“Du er så dum, Freja! Der er mænd, der kigger efter dig, og alligevel stirrer du blindt på din dværg. Hvad ser du i ham? Du går rundt med blå mærker under foundation. Drop ham, før han slår dig ihjel!” sagde min veninde og kollega.
Ja, Bjarke lod ofte sin vrede gå ud over mig. En gang slog han mig så hårdt, at jeg ikke kunne møde på arbejde. Han låste mig endda inde i lejligheden og tog nøglen med.
Fra den dag var jeg bange for ham. Mit hjerte hamrede, hver gang han satte nøglen i døren. Jeg troede, han straffede mig for ikke at kunne give ham et barn, for at være en dårlig kone Så jeg gjorde ikke modstand, når han slog mig eller råbte af mig. Hvorfor elskede jeg ham stadig?
Hans mor, der lignede en heks, sagde engang:
“Freja, du skal adlyde din mand, elske ham af hele dit hjerte, glemme din familie og veninder, de fører dig bare på afveje.”
Så jeg glemte veninderne, undgik min familie og adlød ham. Jeg var helt underlagt Bjarkes vilje.
Men jeg elskede, når han bad om tilgivelse, knælede for mig og kyssede mine fødder. Forsoningen var sød og magisk. Bjarke strøede rosenblade på vores seng, og i disse øjeblikke følte jeg mig som i himlen. Selvom jeg vidste, han havde stjålet blomsterne fra sin kammerats have.
Måske ville jeg have levet sådan hele mit liv. Men så skete der noget.
“Giv slip på Bjarke. Jeg har en søn med ham. Du kan jo ikke få børn. Du er en barren kvinde,” sagde en fremmed kvinde brutalt til mig.
“Jeg tror dig ikke! Gå din vej,” råbte jeg.
Bjarke benægtede alt.
“Sværger du, at det ikke er din søn?” Jeg vidste, han ikke kunne fornekte sit eget barn.
Han tav. Og jeg forstod det hele.
“Freja, jeg har aldrig set dig glad. Er der problemer?” Hospitalschefen, som jeg troede ikke lagde mærke til mig, virkede pludt
