Korridoren i den gamle lejlighed var smal og lang som en tarm. På væggene var der gulnede blomstertapeter, og under fødderne knirkede et parketgulv, lagt i Sovjettiden. Det lugtede altid af kogt kål og katte, selvom der aldrig havde været kat i lejlighed nummer syv.
Karen Margrethe åbnede ikke døren med det samme. Først fumlede hun længe med låsene, så kiggede hun et minut gennem dørspejlet, før hun lod gæsten komme ind.
“Endelig!” udbrød hun og omfavnede sin datter. “Jeg troede næsten, du ikke kom. Kom indenfor, jeg har en kage i ovnen.”
Mette stod og vaklede usikkert, mens hun holdt en gavepose i hænderne.
“Mor, jeg har virkelig ikke meget tid. Jeg kom bare for at ønske dig tillykke og skal videre igen. Mads venter i bilen.”
Karen Margrethes ansigtsudtryk skiftede med det samme. Glæden blev erstattet af skuffelse.
“Hvad mener du—bare lige forbi? Jeg har dækket bord og lavet alt muligt mad. Lise fra femte kommer, og Anna med sin barnebarn. Vi venter på dig. Det er jo en rund fødselsdag—femogtres år er ikke ingenting.”
“Mor,” Mette bed sig nervøst i læben, “jeg forklarede det på telefonen. I dag er det min svigerfars fødselsdag—halvfjerds år. Der er en stor fest på en restaurant. Alle kommer: familie, venner, kolleger. Vi kan simpelthen ikke lade være med at tage med.”
“Så min fødselsdag er mindre vigtig?” Karen Margrethe foldede armene. “Jeg er altså ikke god nok, er jeg?”
“Mor, hvad er det, du siger?” Mette følte sig trængt op i en krog. “Jeg foreslog at fejre dig i morgen i stedet—bare os i familien, med kage og gaver. Men du insisterede på, det skulle være i dag.”
“Hvordan skulle jeg kunne udskyde det? Jeg blev født i dag, ikke i morgen!” Karen Margrethe slog ud med hænderne. “Og Lise havde allerede planlagt at komme, og kagen er bagt. Hvad skal jeg sige til dem? At min egen datter hellere vil være sammen med fremmede mennesker end sin mor?”
Entréen føltes trykkende varm. Duften af den nybagte kage fik Mettes hoved til at svimle—eller måske var det den evige skyldfølelse, der altid forfulgte hende.
“De er ikke fremmede, mor. Det er min mands familie. Vi fik invitationen for en uge siden—før du besluttede at holde fest.”
“For en uge siden! Tror du, jeg lige er født?” Karen Margrethe fnøs arrigt. “Man skal altid huske sin mors fødselsdag, ikke vente på en invitation.”
Mette kiggede på sit ur. Mads havde allerede ventet i femten minutter. De var ved at blive forsinket.
“Mor, jeg kan virkelig ikke diskutere nu. Her, tag din gave.” Hun rakte posen frem. “Det er den elkedel, du ønskede dig, med temperaturindstilling. Og her,” Mette trak en kuvert op af sin taske, “er penge til den frakke, du kiggede på i Magasin.”
Karen Margrethe tog hverken gaven eller kuverten.
“Jeg har ikke brug for dine almisser,” sagde hun skarpt. “Jeg har brug for min datters opmærksomhed. Men hvad snakker jeg om? Hvilken opmærksomhed? Du kunne ikke engang tage Emma med for at ønske sin bedstemor tillykke.”
“Emma har otteogtredive i feber,” svarede Mette træt. “Jeg ringede til dig i morges og fortalte det. Passeren er hos hende.”
“En passer!” Karen Margrethe slog hænderne sammen. “Så bedstemor er ikke god nok? Tror du, jeg ikke kan passe mit eget barnebarn?”
“Mor, det har ikke noget med…”
Der ringede på døren. Udenfor stod Lise—naboen fra femte, på samme alder som Karen Margrethe, iført en festlig kjole og med en kage i hænderne.
“Karen, tillykke med fødselsdagen, kæreste!” udbrød hun, men stoppede brat, da hun så de anspændte ansigter. “Åh, kommer jeg på et dårligt tidspunkt?”
“Kom ind, Lise!” sagde Karen Margrethe pludselig livlig. “Du kommer helt perfekt. Her skal du møde min datter Mette. Hun kom lige på et kort øjeblik for at ønske mig tillykke og skal allerede videre. Til mere vigtige mennesker, naturligvis.”
Lise smilede forlegent:
“Åh, Karen. Unge mennesker har deres eget liv. Du må ikke holde på hende.”
“Jeg holder da ikke på hende!” Karen Margrethe trådte demonstrativt til side for at give plads ved døren. “Gå du bare, Mette. Vi må hellere sørge for, at din svigerfar ikke føler sig fornærmet. Men mor? Hvad betyder mor? Jeg overlever det nok—jeg er vant til det.”
Mette stod og knugede gaven og kuverten, usikker på, hvad hun skulle gøre. Hendes telefon vibrerede i lommen—sikkert Mads, der undrede sig over, hvor hun blev af.
“Mor, lader vi ikke være?” sagde Mette stille. “Lad os ikke gøre en scene foran andre. Jeg kommer med Emma i morgen, så snart hun er rask, og så fejrer vi det ordentligt—bare os i familien.”
“Andre?” Karen Margrethe løftede øjenbrynene. “Lise er tættere på mig end nogen af mine egne slægtninge. Hun besøger mig, spørger til mine sygdomme. Ikke som nogen—kommer kun og går igen én gang om måneden, raker nogle penge over og føler sig tilfreds. Som om det kan købe mig.”
Lise vaklede uroligt, tydeligt ked af at være vidne til familiedramaet.
“Jeg går lige ud i køkkenet og sætter vand over til te,” mumlede hun og skyndte sig væk.
“Okay,” sagde Mette bestemt og satte gaven på bordet sammen med kuverten. “Jeg forstår dig, mor. Undskyld, at jeg ikke kan blive. Tillykke med fødselsdagen.”
Hun kyssede sin mor hurtigt på kinden og gik ud, før Karen Margrethe nåede at sige noget ondt mere. Opgangen lugtede af fugt og støv. Mette lænede sig mod væggen og trak vejret dybt for at berolige sig selv.
Telefonen vibrerede igen. Denne gang svarede hun.
“Ja, Mads, jeg kommer nu.”
“Hvorfor tog det så lang tid?” Hans stemme lød bekymret. “Vi er tyve minutter forsinkede nu.”
“Det sædvanlige,” svarede Mette kort. “Jeg fortæller dig det senere.”
Hun gik ned ad den slidte trappe og ud på gaden. Mads’ Volvo holdt foran opgangen. Han trommede utålmodigt med fingrene på rattet.
“Nå, hvordan gik det?” spurgte han, da Mette satte sig ind.
“Hun tog det ikke godt,” sagde Mette og spændte sikkerhedsselen. “Hun sagde, jeg ikke var hendes datter, hDe kørte videre i tavshed, mens Mette stirrede ud ad vinduet og tænkte på, at livet var for kort til uendelige skuffelser, men også for langt til helt at give op på kærligheden.
