Skovens snor
De bløde, men ihærdige morgensolstråler fandt vej gennem de tynde gardiner og dansede som små gyldne kaniner over ansigtet på den sovende kvinde. Det var, som hviskede de: “Vågn nu, verden er allerede smuk, og den venter på dig.” Freja strækte sig i sengen og mærkede den behagelige lethed i kroppen efter en dyb søvn. Denne lethed var en fortjent belønning for århårdt arbejde med sig selv.
Det var præcis otte år, to måneder og sytten dage siden, hun havde smidt sin mand ud. Ikke fordi hun talte hver eneste dag, men datoen stod brændt ind i hukkelsen som dagen, hvor hendes nye, ægte liv begyndte. Deres søn, Emil, var blevet en voksen, selvstændig mand. Han studerede i København på fjerde semester på et prestigefyldt universitet og kom næsten aldrig hjem. Kun telefonopkald, en stemme i røret, så kær og dog lidt fjernere for hver dag.
“Mor, jeg har eksamen, så lidt freelancearbejde, mig og Ida…” hørte hun og svarede med skjult lille sorg: “Selvfølgelig, skat, jeg forstår. Jeg har det fint!” Og hun løj ikke. Hendes liv var fyldt med mening og struktur.
Freja var treogfyrre år, men i sindet følte hun sig som tredive. Slank, veltrænet, med et klart blik i de gråblå øjne, så hun yngre ud, end hun var. Hemmeligheden var simpel: fire års urokkelig rutine. Op klokken seks, løbetur, kontrastbad, sund morgenmad og afsted til kontoret. Hun arbejdede som manager i et stort firma og satte stor pris på sin stilling. Chefen, pedantisk og med en overnaturlig sans for forsinkelser, hadede mangel på disciplin.
Hun havde ofte set ham, som om han dukkede op af ingenting, stå i korridoren præcis kl. 9:01 foran en forpustet medarbejder.
“Nå, kommer vi for sent? Så må man stå tidligere op! En forklaring på mit bord!” Hans dybe, myndige stemme fik selv de skyldfri til at gyse.
Freja blev respekteret på arbejdspladsen. Hun var klog, målrettet og altid klar til at støtte en kollega. Hun var ikke hoven, let at snakke med. Men i sit privatliv efter skilsmissen herskede der stilhed. Fritiden fyldte hun med arbejde, egenpleje og sin trofaste labrador ved navn Balder, som hun kærligt kaldte Balde.
Det var med hans ankomst for fire år siden, de livgivende morgenture begyndte. Balder var hendes personlige vækkeur, træner og mest loyal
