“Jeg vil bare lige se…”
“Kolleger, jeg har to nyheder til jer!” sagde den ledige direktør og så betydningsfuldt rundt på museets medarbejdere.
“Håber de er gode, Lise?” pep rundviseren Pernille fra sin plads.
“Det tror jeg! For det første kommer der en rundvisningsgruppe om tre dage.”
“Det er da ingen nyhed!” gryntede den praktiske ansvarlige, tante Grethe. “Endnu en flok skolebørn, der efterlader sig skrald og kaos!”
“Præcis!” stemte i vagten, onkel Kaj, som tilfældigvis også var gift med tante Grethe.
“Nej, ikke skolebørn! Denne gang er det en delegation fra en af landets bilfabrikker. Og vores opgave, kære kolleger, er at gøre deres besøg på forfattergården så interessant som muligt. Så de tager hjem med gode minder.”
Onkel Kaj lyste op:
“De valgte det helt rigtige ord, Lise! ‘Tager hjem’ perfekt! Kan I huske i marts, da besøgsgruppen fra kuglelejefabrikken kom? De havde allerede ‘taget’ deres minder på vejen! Og vi måtte efter dem i skovene! Kommer de virkelig for kulturen? Nej, for en ekstra fridag!”
“Kaj, din skepsis er fuldstændig upassende!” afbrød Lise skarpt. “Vi er ansatte på museet for den berømte forfatter Skjold-Hansen. Vores primære opgave er at udbrede viden om denne store mand. At bevare hans arv og bevare stedet, hvor han skrev sine mesterværker!”
“Hvem kender egentlig Skjold-Hansen ud over os?” insisterede vagten.
Han var i et drillende humør og havde lyst til at modsætte sig ledelsen.
“Protesterer!” råbte den lokale historiker, Konrad Møller. “Skjold-Hansen er en lokal berømthed!”
“Hvad er den anden nyhed?” afbrød Pernille, og mødet tav i forventning.
Lise teatrede en pause. Spændingen steg, indtil hun endelig sagde:
“Vi får en ny direktør!”
“Tak gud!” jublede rengøringsdamen, mor Karen. “Endelig!”
Museets personale blev levende igen. Spørgsmålene haglede ned over Lise:
“Hvem er det? Hvorfra? Er det en mand eller kvinde?”
De kvindelige ansatte var interesserede i alder og civilstand. De få mænd på museet spændte først musklerne, men glædede sig så til forstærkning.
“Jeg ved intet!” afbrød Lise alle spørgsmål.
Hun løftede en pegefinger og forklarede:
“De ringede fra hovedkontoret og sagde, at en ny direktør snart ankommer. Navnet er Sivertsen. Det er alt, hvad jeg ved!”
Mens de diskuterede de kommende ændringer, gik personalet hver til sit. De var fyldt med glæde over forandringen. I årevis havde intet ændret sig på deres museumsø.
Fra marts til oktober boede de fleste ansatte på øen. Rundviserne Solveig og Pernille, historikeren Konrad og den midlertidige direktør Lise rejste til fastlandet om vinteren. Kun ægteparret Grethe og Kaj og rengøringsdamen mor Karen blev tilbage. Sidstnævnte var i øvrigt også Kajs svigermor.
Lise glædede sig mest til den nye direktør. Hun var træt af at varetage både regnskab og ledelse af museet. Ingen havde lyst til at flytte til denne afsides ø. Regionsledelsen lovede løsninger, men krisen fortsatte.
“Forstår du, Lise, forholdene er svære. Folk siger ja, men så hører de detaljerne og trækker sig!” undskyldte en embedsmand, da Lise igen bad om en direktør.
For at sikre, at Sivertsen ikke flygtede ved ankomst (Lise håbede stadig, det var en mand), besluttede de at gøre rent overalt.
Næste morgen arbejdede alle fra tidlig morgen til sene aften for at gøre museet pletfrit.
“Pernille, vil du ikke lige tørre paraplystativet i entreen igen?” insisterede Solveig. “Du ved, hvor højt Jakob Skjold-Hansen satte denne genstand!”
“Kaj, fjern nu din skruemaskine fra forfatterens lysthus!” råbte Grethe ud af vinduet. “Hvis bilfabriksfolkene ser den, stjæler de den!”
På den aftalte dag dukkede en båd op i horisonten, med ekskursionen om bord.
Lise gav sidste instruktioner, mens hun så mod båden:
“Konrad, vær sød ikke at tage gæsterne til den fjerne ende af øen. Der er sumpet. Sidst mistede en besøgende sine gummistøvler.”
“Og Pernille, sig nej til dem, der vil sidde på forfatterens seng!”
“Det ville måske hjælpe, hvis Solveig ikke fortalte alle, at Skjold-Hansen undfangt alle sine otte børn i den seng!” grinede Konrad, irriteret over indblanding i hans turprogram.
Båden lagde til ved øens lille havn, og bilfabriksarbejderne strømmede i land.
“Kaj, ingen ‘velkomstdrinks’!” hviskede Grethe strengt.
Den larmende flok, der havde savnet fast grund efter en halv times kæntring på vandet, delte sig. Nogle fulgte Solveig ind i forfatterens hus. Andre fulgte Konrad for at se øens natur.
“Nu træder vi ind i forfatterens helligste rum arbejdsværelset. Her skrev Jakob Skjold-Hansen sine mesterværker,” forkyndte Solveig fra højden af sine hæle.
“I disse maleriske omgivelser fandt vores berømte forfatter inspiration,” sagde Konrad, mens han kæmpede sig gennem det gule høstgræs.
“Lad vær med at sidde på sengen! Den er en museumsgenstand!” bad Pernille, der blev rød.
“Jeg giver dig frø at knække i gården!” skældte mor Karen ud.
Lise sad på kontoret og nød lyden af liv, der fyldte museet. I disse dage med besøgende føltes gården levende.
Pludselig lød et skrig: “Tyv!” Det lød svagt, som om det kom fra Pernille.
Lise skyndte sig ud. I gangen trampede Solveigs hæle og mor Karens gummisko.
Midt i forfatterens arbejdsværelse stod en ung mand i jeans og en smart vindjakke. Ved hans fødder lå en kopi af forfatterens notesbog. Ved siden af ham stod en rødmenende Pernille og bad:
“Læg den tilbage! Den må ikke røres!”
Solveig tog initiativet. Kampen mod respektløshed var hendes speciale.
“Skammer du dig ikke? Det er Skjold-Hansens notesbog! Den eneste kopi af hans uafsluttede novelle ‘Sjælens Ankere’!”
“Jeg ville bare se!” prøvede manden at undskylde.
“Hvorfor tog du den? Ville du stjæle den?”
“Jeg ville bare se!” gentog han.
“Fremvis dit pas!” kommanderede Solveig som en ægte gendarmer.
Mandens hånd famlede i jakken og rakte hende passet.
Solveig åbnede det højtideligt, satte sine guldbriller på og
