**Dagbogsnotat En personlig lære**
“Det er min søster, der betyder noget du er en fremmed,” sagde min mand og valgte, hvem han ville leve med.
“Lars, stå ikke der som en stolpe! Hjælp mig med at bære indkøbet!” råbte Mette fra entreen, mens hun trak den gennemblødte jakke af.
Lars sukkede og rev sig væk fra tvet, hvor der var fodbold. Regnen hamrede mod vinduerne, og luften i lejligheden var kølig af fugtighed.
“Har du været på torvet igen? Det er alt for dyrt der,” mumlede han og kiggede i de tunge poser.
“Hvor skal jeg ellers få gode tomater? I supermarkedet er det kun sprøjt. Ida kommer i morgen med børnene, og jeg vil lave hendes yndlingsret en ordentlig dansk kødsuppe.”
Mette pakkede poserne ud på køkkenbordet, mens Lars tavs så på. Hun gjorde altid så meget ud af hans søsters besøg som om det var en fest. Købte de dyreste råvarer, gjorde rent til der skinte, og tog det fineste servise frem.
“Jeg forstår ikke, hvorfor du bruger så mange penge,” mumlede Lars. “Ida er ikke kræsen.”
“Kræsen eller ej, man behandler sine gæster ordentlig. Især familie,” svarede Mette bestemt og satte grøntsagerne i køleskabet.
Hun vidste godt, at Lars ikke brød sig om hendes indsats, men hun gjorde det af princip. Ida Katrine sådan omtalte hun altid sin svigerinde, selv i tankerne var ikke bare hans søster, men en slags uopnåelig standard. Vænlig, succesrig, med to børn og en god mand. Hun boede i Århus, arbejdede i en bank, og klædte sig med stil. Ved siden af hende følte Mette altid sig selv som en grå mus.
Dørklokken afbrød hendes tanker.
“Det er tidligt de sagde, de ville komme efter frokost,” sagde Lars og kiggede på uret.
Men det var ikke Ida med familien det var naboens enke, fru Jensen, med røde øjne.
“Mette, kære, hjælp mig! Min kat, Mikkel, er væk! Jeg har ledt i tre dage. Har du set ham?”
Mette inviterede den ulykkelige kvinde ind og satte vand over til te. Fru Jensen var alene, og katten var hendes eneste familie.
“Jeg har ikke set ham. Men måske er han låst i en kælder? Har du tjekket under trapperne?”
“Jeg har ledt overalt! Jeg har spurgt viceværterne de har heller ikke set ham. Åh, min stakkels Mikkel, hvad skal jeg gøre uden ham?”
Lars rullede med øjne og vendte tilbage til tvet. Han kunne ikke udstå nabostrid og fru Jensens evindelige tårer. Mette hældte te og satte sig ved siden af hende.
“Vær ikke så bekymret. Katte er kloge han finder selv hjem.”
“Men han er kastreret!” hulkede fru Jensen. “Han går ikke efter hunkatte!”
De sad ved bordet i over en time. Mette lyttede tålmodigt, mens Lars kiggede på uret flere gange uden at hun lagde mærke til det. Da fru Jensen endelig gik, kunne han ikke holde sig tilbage:
“Vi skal have gæster, og du bruger hele dagen på den hysteriske gamle dame!”
“Lars, hvad er der galt med dig? Hun er ked af det hendes kat er væk! Jeg ville også være ude af mig selv.”
“En kat! Det er bare et dyr! Ida kommer med børnene, og du har ikke fået gjort noget ordenligt klar!”
Mette bed tænderne sammen. Altid den samme Ida. Som om livet ikke havde mening uden hende.
Om aftenen ankom familien. Ida Katrine så perfekt ud, som altid elegant jakkesæt, velklippet hår, dyre sko. Børnene, den 10-årige Magnus og 8-årige Freja, løb straks hen til onkel Lars.
“Onkel Lars! Du lovede at vise os et nyt computerspil!” plaprede Freja.
“Det gør jeg, det gør jeg!” lo Lars og krammede dem. “Men skift lige tøj først.”
Med sin søster forvandlede han sig blev munter, omsorgsfuld, opmærksom. Mette så det hver gang og forstod det ikke. Hvorfor var han så anderledes med hende?
“Var turen hård? Er I træt?” spurgte hun nervøst.
“Tak, Mette, det gik fint. Men regnen gjorde trafikken slem,” svarede Ida høfligt.
De havde aldrig været tætte. Mette havde altid prøvet at blive venner, men Ida holdt afstand som om det kun var en pligt at tale med sin brors kone.
Middagen var anstrengt. Børnene snakkede om skolen, Ida om arbejdet, og Lars lo af hendes historier. Mette tav mest og fyldte på med mad og drikke.
“Kan du huske, Lars, hvordan vi altid proppede os med mors kødsuppe?” lo Ida.
“Ja! Du gemte dig under bordet, og jeg løb ud på altanen!”
De mindedes barndommen, fælles bekendte, familiehistorier. Mette følte sig som en fremmed ved sit eget bord.
“Mette, hvorfor ser du så trist ud?” spurgte Ida pludselig.
“Åh, det er ingenting. Jeg er bare lidt.”
“Hun er altid træt,” indskød Lars. “Hun arbejder hårdt og kommer hjem sur.”
Mette rynkede panden. Kunne han virkelig tale sådan om hende over for andre? Selv om det var hans søster?
“Alle har hårdt arbejde nu,” bemærkede Ida blidt.
Efter middagen satte mændene sig foran tvet, børnene legede med tablets, og kvinderne ryddede op på køkkenet.
“Skal jeg hjælpe?” tilbød Ida uden ægte interesse.
“Nej tak, jeg klarer det.”
Mette vaskede op og hørte Lars og Ida grine i den anden stue. De snakkede om noget sjovt, og børnene kom med indslag.
“Mette, jeg vil gerne tale med dig,” sagde Ida pludselig.
“Ja?”
“Lars fortalte, at du gerne vil have børn.”
Mette stivnede med en tallerken i hånden. Havde han diskuteret deres privatliv med søsteren?
“Vi har været gift i syv år,” svarede hun forsigtigt.
“Jeg er bare bekymret for min bror. Børn er en stor forpligtelse og dyre at have.”
“Vi klarer det.”
“Kan I det?” Ida smilede skævt. “Hør, Mette, ingen fornærmelse, men se nu virkeligheden i øjnene. Lars tjener ikke meget, og du heller ikke. Lejligheden er lejet, I har ikke engang en bil. Børn skal have tøj, sko, institutioner, skole, universitet…”
Mette satte tallerknen ned og vendte sig mod Ida.
“Hvad har det med dig at gøre?”
“Hvis noget går galt, må jeg hjælpe. Lars stoler på mig.”
“Vi beder ikke om din hjælp.”
“Det behøver I ikke. Han er min bror, så jeg vil altid være der.”
Mette følte
