Hvem er du overhovedet til at bestemme det? spurgte ekskonen forbløffet, da hun så mig ved hans hospitalsseng.
Undskyld, men kan du vejlede mig til stue 217? spurgte den ældre dame sygeplejersken ved skranken.
Ned ad gangen til enden, så til højre, mumlede sygeplejersken uden at kigge op fra sin journal.
Mette klemte bedre om posen med mad og gik langsomt den angivne vej. Hospitalsgange fik altid hendes humør til at synke. Lugten af medicin, lyden af hospitalssenge, dæmpede stemmer bag lukkede døre. Hun havde aldrig kunnet lide hospitaler, siden hendes mor døde på et.
Ved den rigtige dør bankede hun på og trådte ind. På stuen lå fire mænd, men hendes blik fandt straks ham, hun søgte. Jens lå ved vinduet, bleg, med lukkede øjne. På natbordet stod en vase med visne blomster.
Jens, kaldte hun blidt og nærmede sig.
Han åbnede øjnene og så overrasket på hende.
Mette? Hvordan vidste du, jeg var her?
Anna fortalte det. Jeg mødte hende ved supermarkedet og spurgte, hvorfor jeg ikke havde set dig længe.
Mette satte posen på natbordet og satte sig på stolen ved siden af sengen. Jens så dårlig ud. Kinderne var indfaldne, øjnene matte. Slet ikke den energiske mand, hun engang kendte.
Hvad er der sket?
Åh, det var bare hjertet. Lægerne siger, det var en lille hjerteanfald.
Gud, Jens, Mette slog hænderne sammen. Jeg anede det ikke.
Hvordan skulle du også vide det? Vi snakker jo ikke rigtig længere.
Hans stemme var ikke bebrejdende, bare trist. De så hinanden næsten ikke, efter han giftede sig med Lene. Af og til i Rema eller ved busstoppestedet, et hurtigt “hej”, men ikke mere.
Jeg har taget noget mad med, Mette begyndte at tage glas med hjemmelavet syltetøj og kompot frem. Saltede agurker, tomater, kirsebærkompot. Jeg ved, du kan lide det.
Tak, Mette, han smilede for første gang. Det er virkelig rart af dig.
Hvad siger lægerne? Hvornår kommer du hjem?
Næste uge, hvis alt går godt. Men jeg skal holde mig til diæt og tage medicin. Sund livsstil, som de siger.
Mette nikkede. Hun ville spørge om Lene, men tøvede. Underligt, at hans kone ikke var her. Måske arbejdede hun, eller der var vigtige ting derhjemme.
Hvordan har Lene det? Kommer hun ikke og besøger dig?
Jens vendte sig mod vinduet.
Lene… hun er ikke min kone længere. Vi er skilt.
Hvad? Mette var lige ved at rejse sig. Hvornår?
For tre måneder siden. Men vi har boet hver for sig i et halvt år.
Jens, hvad skete der?
Han tav et øjeblik og stirrede ud ad vinduet.
Hun blev træt af mig, tror jeg. Sagde, følelserne var væk. Ville starte et nyt liv. Det sædvanlige.
Mette vidste ikke, hvad hun skulle sige. Jens og Lene havde været sammen i otte år. Det syntes at gå godt. Lene arbejdede i en frisørsalon, Jens på fabrikken. De havde købt en lejlighed, en bil.
Var det derfor, du fik hjerteanfald?
Hvem ved? Lægerne siger, stress kan have udløst det. Men mit hjerte har gjort ondt længe jeg ignorerede det bare.
Jens, hvor bor du nu? Hvem fik lejligheden?
Hun. Jeg flyttede hjem til min mor. Hun tog mig i det mindste ind.
Mette tænkte på Jens mor, Margrethe. En streng, men retfærdig kvinde. Hun havde altid været venlig mod Mette, da hun og Jens var sammen. Synd, at lejligheden var så lille.
Hvordan kunne det ske, Jens? I var så glade til jeres bryllup.
Det husker jeg også, sukkede han. Men folk forandrer sig, Mette. Troede, kærligheden var for evigt, men…
Han afsluttede ikke sætningen, men Mette forstod. Hun havde selv gennemgået det, da hendes mand, Henrik, forlod hende for en anden. Det var længe siden datteren, Sofie, var kun lille dengang. Nu var Sofie gift og boede i en anden by.
Jens, jeg vil undskylde, sagde Mette uventet.
For hvad?
For dengang. Jeg handlede forkert.
Jens satte glasset fra sig og så på hende.
Mette, det er så længe siden. Hvorfor grave det op?
Fordi jeg skal. Jeg har altid ville sige undskyld, men vidste ikke hvordan. Nu ser jeg dig her, syg og alene, og jeg forstår, at vi begge har lavet fejl.
Ikke kun os. Alle laver fejl.
Men ikke alle forlader gode mennesker for tomme løfter.
Jens rakte ud og lagde sin hånd over hendes.
Mette, jeg er ikke sur på dig. Ja, det gjorde ondt dengang. Men hvis nogen kan gå, var kærligheden ikke ægte. Det var ikke ment for os.
Og det var heller ikke ment for mig og Henrik, smilede Mette trist. Så mistede jeg både dig og ham.
Men din datter er blevet en dejlig pige. Sofie er dygtig, det ved jeg.
Hvordan ved du det?
Anna fortalte mig det. Hun siger, Sofie har et godt ægteskab og en fin karriere. Du har grund til at være stolt.
Mette nikkede. Sofie var hendes stolthed. Hun havde studeret, fundet en god mand, arbejdede som læge.
Har I og Lene ikke fået børn?
Nej. Hun ville ikke. Først sagde hun, det var for tidligt, så at vi ikke havde råd, så at arbejdet kom i vejen. Nu forstår jeg, hun bare ikke ville have børn med mig.
En sygeplejerske kom ind med medicin. Mette flyttede sig for at give plads.
Hvordan har du det? spurgte sygeplejersken Jens.
Fint, tak.
Vi tager blodtryk og giver dig en sprøjte. Og du, hun vendte sig mod Mette, er du familie?
Mette tøvede. Familie? Eks-kæreste? Bare en bekendt?
Ja, hun er familie, svarede Jens for hende.
Efter sygeplejersken var gået, var de alene igen.
Jens, hvad gør du, når du kommer hjem?
Ved det ikke. Kan ikke arbejde endnu. Bliver hjemme, passer mig selv. Min mor siger, jeg kan hjælpe i hendes have.
Det er godt. Frisk luft og lidt motion.
Ja. Hvordan går det med dig? Bor du alene?
Alene. Jeg er vant til det. Sofie ringer ofte, besøger mig engang imellem. Hun lover b
