Mette mistede igen sin ro
En morgen blev døren til Mettes hyggelige hårdt skubbet op, og der stod en ung kvinde i døråbningen. Hun var høj, slank, med udtryksfulde øjne og et udfordrende blik. Mette genkendte hende øjeblikkeligt det var Freja, hendes yngste niece, som Mette havde efterladt på et børnehjem for mange år siden.
“Tante!” sagde hun skarpt med armene overkors. “Jeg har ledt dig i lang tid. De sagde, du boede her.”
Hendes stemme var fast og sikker, og hendes øjne borede ind i Mette med et koldt blik. Mette inviterede hende ind og tilbød te, men Freja afslog og foretrak at stå midt i stuen.
“Kan du huske mig?” spurgte hun direkte og kiggede sig omkring. “Jeg hedder Freja. Den samme pige, du efterlod på børnehjemmet.”
Mette nikkede stille, og hendes hjerte knugede sig sammen af smerte over minderne. For hendes øjne dukkede billeder op af den lille pige umulig og nervøs, svær at håndtere.
“Hvorfor gjorde du det?” fortsatte Freja. “Jeg var jo din egen blod!”
Hun kom tættere på med knyttede næver. Mette så hendes usikkerhed, på trods af hendes forsøg på at virke stærk og uafhængig.
“Fordi jeg ikke havde noget valg,” svarede Mette roligt. “Jeg havde ikke styrken eller mulighederne til at tage mig af jer begge. Emma havde brug for mig mest.”
Freja rynkede brynene, og hendes ansigt udtrykte sårede følelser:
“Så du foretrak min søster frem for mig? Kastede mig bare væk som en ubrugelig ting?!”
Hendes stemme dirrede af følelser, og Mette følte skyld og anger. Så mange år var gået, og nu stod hun ansigt til ansigt med konsekvenserne af sin beslutning.
“Jeg har brug for penge,” tilføjede Freja hårdt. “For at du forrådte mig. Du skal betale for den psykiske skade.”
Nu blev Mettes indre konflikt endnu værre. Mens hun så på denne unge kvinde, kunne hun se, at Freja var vokset op til at være selvstændig og sikker, men følelserne af bitterhed og ensomhed var blevet i hende for altid.
“Hvor meget?” spør
