**Dagbog**
“Far, far bedømt om at komme forbi en dag og hjælpe ham med at lappe taget han kan ikke klare det alene længere.” Ida kiggede håbefuldt på sin mand. “Lad os tage derud, og Freja vil også gerne besøge sin bedstæfar.”
Svigerfaren boede i en lille landsby. En robust og rørig mand, men alderen begyndt at tage på.
“Pa-a-ap, lad os tage derud!” Freja, fjorten år, slutte sig til.
“Har I aftale det?” knurrede Mads. “Jeg har to færdig om ugen må jeg ikke bruge dem på mig selv?”
Konen og datteren sænke blikket og vendte sig væk. Freja forsvindt ind på sit værelse, Ida ud i køkkenet. *Sådan!* tænkte Mads selvtilfreds. *Har I lige glemt, hvem der bestemmer? Det skal jeg nok minde jer om!*
Eftertanke havde han ikke mange planer til weekenden. Lørdag kunne han kigge på den ny bil en ven solgte sin brugte, men solide 4×4. Perfekt til fisketur. Hvis prisen var rigtig, kunne han måske få den. Han havde sparet op, skåret lidt ned på husholdningens budget. Sælge den gamle, måske tage et lille lån. Det var pinligt at køre rundt i den lille bil, når de andre kørte i noget ordentligt. Om aftenen skulle han ud og fiske med drengene sædvanlig hygge med bål og øl. Perfekt!
Men nu skulle han til landsbyen… Det kunne vente.
Næste morgen ringede han til bilforhandleren og aftalte tid. Bilen var i en garage i forstaden.
“Skifter du virkelig bil?” Ida blande sig igen.
“Hvad rager det dig?” brummede Mads.
“Gør som du vil,” suggede hun. “Men Freja bliver større, vi havde tønk at købe hende nyt tøj hun er jo næsten voksen. En ordentlig jakke, nogle pæne sneakers. Jeg siger ikke noget om mig selv…”
“Det kan vente et år til.” Mads ville begynde på en historie om sin egen ungdom, men holdt mund.
Inderst inde vidste han godt, han var uretfærdig, men kunne ikke indøbe det. *Jeg har forkælet dem,* forsøgte han at retfærdiggøre det men det lød ikke overbevisende.
For 15 år siden mødte han Ida, dengang en ung, smuk pige med skæve tænder og blå øjne, der grinede af hvert ord. De kæmpede de første år lejlighed, Freja kom til. De klarede sig på hans ingeniørløb, men svigerforældrene hjalp altid. Der kom altid mad, syltetøj, friske grøntsager fra gården. Svigerfar kørte forbi hver uge med poser og glas, nippede til teen, legte lidt med Freja og kørte igen men altid med et par sedler i hånden.
Hans karriere var ikke eksploderet, men han arbejdede ekstra og familien klarede sig fært. *Hans* løn var ryggraden, *hans* indsats havde givet dem en lejlighed, en bil. Ida, bibliotekar, tjente ikke meget, men skabte et hjem fyldt med hygge. Han gik aldrig ud i skidt tøj, og hele opgangen vidste, at han var heldig at have hende.
Men hvad gik galt? På et tidspunkt blev *hans* mening den eneste. Færre grin fra Freja, færre smil fra Ida. Svigerfar kom ikke længere med mad og vittigheder. Vennerne blev vigtigere det var *hør*, der fik ham til at ville skifte bil. Pengene var egentlig tiltænkt noget andet, men det var jo en chance!
Garagen lå ved en række parcelhuse. Han stod og ventede på sælgeren, tændt en cigaret. Fra buskene kom en lille kat, nysgerrig efter lyden af nøgler. Den satte sig og ventede, men gik ikke ind. Et lille “miav” men ingen reaktion.
*Hvordan er den endt her?* tænkte Mads. *Den burde lege, spise, sove trygt men i stedet må den kæmpe.* Han kiggede på den igen, og så *åh*.
Håbet i dens øjne slukkes. Katten tog af sted mod buskene. For at leve en tilværelse uden glæde, kun sult og frygt. Og menneskers ligegyldighed. De, der *kunne* hjælpe kunne give den kærlighed, og få det samme tilbage. Men de gad ikke…
*Det blik har jeg set før.* Mads kneb øjnene sammen. *Ida! Sådan såd hun ud, da jeg afbrød hende i går. Og Freja hun kiggede ned og gik uden et ord. De var der ikke mere. Ligesom den her kat.* De havde mad og varme, men savnede omsorg. Og det var *hans* skyld.
Han kæmpede mod følelsen, kaldte sig svag men vidste allerede, hvad han ville gøre.
Katten lå på en papkasse i buskene. Frygt først, så da han tog den op et lille gnist af håb.
“Freja!” kaldte han ved døren. “Se hvem jeg har fundet til dig.”
Hver usikkerhed i hendes øjne blev til glæde.
“Far! Hvor fandt du ham? Han er så lille og tynd han må være sulten!”
“Frygteligt sulten,” bekræftede Mads. “Han har aldrig fået nok. Pas på ham han er din nu. Vores!”
“Mads, jeg kender dig ikke igen,” sagde Ida og kiggede ham ind i øjnene. “Hvad sker der?”
“Det sker, skål. Bedstefar venter og I er ikke klar! Du har et kvarter til at pakke og mætte ham. Bad og kram får han derovre. Nu!”
Selvom tonen var befallende, var glæden i deres øjne nok. Mens de pakkede, ringede han til vennerne fisketur aflyst.
Taget var hurtigt repareret kun nogle få skiferplader. Svigerfar kunne ikke klare højder længere, men hjalp med materialer.
“Planlægger du at have haven i år?” spurgte Mads.
“Jo, men alene…” svigerfar sukkede. “Da mor var her, var der altid en have. Uden hende…”
“Jeg har ferie snart, jeg hjælper!” sagde Freja og kyssede katten, der sov på hendes skød. “Og du ved, Mikkel elsker det her ikke at sidde inde.”
“Vi kommer næste weekend, hjælper med at pløje. Ida sætter grøntsager. Sig til, far du er ikke alene. Det er det, familie er til for.”
De kørte hjem i mørket. Radioen spillede blødt. Freja sovede på bagsædet med Mikkel i armene. Katten, badet, mæt, træt efter leg for første gang tryg.
*Hvor lidt skal der til?* tænkte Mads. *Bare et menneske, der ikke går forbi. Og hvor lette at hjælpe. Godt, jeg mødte ham nu bliver alt anderledes.*
“Hvad var det med tø
