Ved du hvad, kære barnebarn, sidder jeg her på mit plejehjem og mindes min ungdom, især om min søn, Mads. Åh, han var så flot i niende eller tiende klasse. I den alder er alle børn smukke – både drenge og piger. Men som de gamle siger, der er dem der er pæne, og så er der dem der virkelig er skønne. Mads var en af de sidste.
Høj, slank, med sådan et fint, mørkt overskæg, at han allerede lignede en voksen mand. Ikke en kæmpe, men heller ikke tynd som en pind. Pigerne kiggede efter ham, men han var… speciel. Som musiklærer gjorde jeg mit bedste for at få pæne skjorter og sko til ham, selvom tiderne var hårde. Jeg sagde altid til ham:
“Gift dig ikke med hvem som helst, min søn. Din pige skal være noget særligt – smuk, klog, fra en ordentlig familie. For der er nogen der kan forhekse dig, før du får set dig om.”
Og ja, der var mange der prøvede – Ida skrev sjove små sedler, Emma den mørkhårede og Sofie den rødhårede flirtede med ham, inviterede ham til dans, til biografen – han fortalte mig alt. Men jeg vidste, de passede ikke til ham: Den enes forældre skændtes hele tiden, en anden var dårlig til dansk, og den tredje var for lille. Jeg sagde:
“De er ikke den rette, vent på en bedre.”
Men han ville så gerne danse med den rødhårede Sofie til skoleballet. Han inviterede hende. Det dæmpede lys, de bløde kjoler, musikken – ikke til at dreje rundt, men til at holde om hinanden. Hun lagde hovedet mod hans skulder – og han følte det brænde indeni! Han tænkte: Her er hun, den eneste.
Bagefter fortalte han mig alt, og jeg spurgte:
“Hvem er hendes forældre?”
Han sagde:
“Kun hendes mor, faren gik. Hun forstår ikke helt hvorfor.”
Jeg svarede strengt:
“Hun er ikke den rette, min søn.”
Selv havde jeg det ikke let – jeg var skilt, og ægteskabet var ikke lykkedes. Min mand, skønt sød nok, manglede noget. Jeg holdt alt sammen, huset i orden, mens han sad i hjørnet og plinkede på sin guitar.
Og min søn fik heller ikke nemme veje: Lær, arbejd, pigerne kan vente. Jeg sagde:
“Færdiggør universitetet, så kan vi tale om det.”
Jeg passede på ham, så han ikke lavede dumheder – jeg hørte om veninder, hvis sønner gik i byen og pludselig var fædre.
På universitetet var Mads seriøs: tog noter, mødte op, gik ikke i byen unødvendigt. Der var en pige, Mette, også flink, men min mor kunne ikke lide hende. Hun sagde:
“Hun er ikke den rette, min søn.”
De blev efter timerne, talte, men det udviklede sig ikke. Så fandt hun en anden.
Jeg styrede alt: Måltider til tiden, rene skjorter. Jeg var bange for, at en forkert pige ville tage min søn. For Mads var mit alt.
Min mand forsvandt pludselig, efterlod mig alene. Folk sagde: “Du er ikke den første, ikke den sidste,” men det var svært. Jeg levede kun for min søn.
Nu går han gennem byen om aftenen – så meget er ændret! Nye huse, nye parker, selv biografen er ny. Men jeg sidder her på plejehjemmet og tænker på ham. I går så jeg ham i mængden – Mette var der, men han så mig ikke.
Min mor er syg, kommer ikke ud længere. Hun siger:
“Gift dig, Mads, gift dig. Der er ingen til at lave mad eller rydde op her.”
Men jeg ved det – hvem skulle han gifte sig med?
Så sidder jeg her, en gammel mor, i mit lille værelse og tænker på, hvor svært det kan være at være mor… Især når din søn er en “mors dreng,” og hele hans verden er dig.
Sådan er det, kære barnebarn. Livet lærer os, at selv de nærmeste kan være både vores største skat og vores hårdeste skæbne. Men jeg elsker ham stadig. Mads er min.
