**Jeg giver ikke min datter fra mig**
Så du tager ikke pigen?
Nej. Og jeg råder dig heller ikke til det, Bo. Du aner ikke, hvad det vil sige at have en spædbarn. Men jeg ved det. Jeg har opdraget tre de er lige kommet ud af bleerne
Jeg giver hende ikke fra mig! Han dunkede det lille facetterede glas i bordet.
Bo havde drukket for meget. Nu sad han ved søsterens køkkentavle, med det slidte voksdug, og klemte glasset hårdt i hånden.
Vær stille! Børnene sover! Vi har sagt det til dig, igen og igen! Men nej »Hun er forældreløs, så der er ingen svigermor, hvilken velsignelse!« Se, hvor din vittighed har ført dig, hviskede Zinaida.
Hvad har det med noget at gøre?
Alt. Hvis der bare var en bedstemor. Men nu
Bo havde en grund til at drikke. Og det gjorde han heller ikke ofte det var kun anden gang siden hans kones død. Første gang var efter begravelsen.
Hans Lise døde under fødslen. Eller rettere, efterfølgende.
Sygeplejersken, der fik en chokolade, trampede op ad trappen i slidte sutsko og kom tilbage lidt efter.
Du har en lille pige, far. Stor 3800 gram.
En pige? Bo smilede bredt. Han havde egentlig håbet på en dreng. Alle mænd vil jo have drenge. Men han smilede alligevel, Hvordan har Lise det? Hvornår kan jeg komme og hente hende?
Sygeplejersken blev pludselig vred og slog ud med hænderne:
Det ved jeg ikke. Hun fødte ved bækkenet. De siger, der stadig er blødning. Kom igen i morgen.
Og Bo tog ikke rigtig hensyn til blødningen. Han tænkte, det måtte være normalt. Mænd forstår sig ikke på fødsel.
Han kom tilbage næste aften, efter arbejde.
Han gik langs hegnet under de allerede tørre akacie-træer med deres brune, snoede bælge, under de våde rønnebærtræer med røde klynger, under poppeltræerne med deres bitre efterårsduft. Han smilede mod vinduerne.
Måske var Lise allerede stået op, måske så hun ham komme?
Tasken var ikke tung. Mændene havde sagt ham, hvad han skulle tage med. Frisk rugbrød, hårdkogte æg, et par æbler og druer. Dengang begrænsede de ikke ammende kvinder så meget.
Han stod længe på gangen uden at få nogen forklaring og gemte sine sortefingre fra drejebænken i lommerne.
Endelig kom lægen ud til ham.
Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Men blødningen var kraftig. Det sker nogle gange en fødselskomplikation. Vores kondolence
Bo lyttede uden at forstå hvad talte hun om?
Bleg som et lagen sank han ned på briksen. De gav ham et glas vand og nogle dråber. Han drak det hele og så løftede han blikket.
Er hun død?
Ja, din kone er død. Vores kondolence.
Han nikkede. Nu forstod han. Det var pinligt, at så mange havde samlet sig omkring ham. Han rejste sig og gik mod døren.
Jeg tager hjem Giv hende den her, han nikkede mod tasken, Åh! Han greb tasken igen, Jeg tager hjem
Vent. Pigen kan blive her lidt længere, bare rolig. Din kones lig er på kapellet. Hvornår kommer du?
Pigen? Åh ja Han havde endnu ikke mentalt adskilt konen og barnet. Han havde bragt én person hertil, Er hun i live?
Hun er i live og sund. Med pigen er alt i orden. Men altså Du skal nok tage dig af begravelsen først, og så kan pigen blive her lidt endnu.
Begravelse? Han var fuldstændig fortabt, Nå ja. Okay. Hvad skal jeg gøre?
Forståelsen ramte ham hjemme. Smerten væltede ind, stak i hjertet, gnavede i hovedet. Så lagde den sig lidt, samlede kræfter og væltede ind igen.
Lise Lille Lise Hans Lise Hans sjæl kunne ikke acceptere det. Han beskyttede hende ikke Beskyttede hende ikke
Bo blev født og voksede op i landsbyen Bjerringbro. Han arbejdede i landbrugssammenslutningen og blev gift sent det var ikke lykkedes før.
Så døde hans mor, og han blev tilbage i huset med søsterens familie. Det blev generelt ubehageligt. Søsteren var altru skarp, med et mørkt blik, evigt træt af huslige pligter og gårdsarbejde.
Så da han blev tilbudt et job på fabrikken i Silkeborg, tog han straks afsted. Der mødte han Lise.
Ung, beskeden, venlig. Hun voksede op på børnehjem, men boede hos sin bedstemor i byen efter børnehjemmet og skolen.
Bo flyttede også ind hos bedstemoren. Den gamle dame var sur og mut, plaget af livet, en datter, der engang drak, og hendes drikkekammerater. Hun tog ikke godt imod Bo.
Deres hus, mere en tilbygning til et andet hus, var faldet sammen. To små værelser, et vinduesløst køkken med et gammelt badekar, som Lise havde skrubbet, men det var alligevel rustent, og en lille veranda.
Det værste huset var sygt, inficeret med en skrækkelig, grådig svamp eller bille.
Denne bille åd gulvene, væggenes nederste dele. Stole og bord faldt igennem gulvet. Uanset hvor meget de fyrede op huset var altid koldt. Bo lagde nye gulve, kæmpede mod væsenet, men det fortsatte sin ødelæggelse.
Huset lå i byens gamle kvarter ved torvet, men i en stille blindgyde, hvor kun lokale boede, og til tider fulde folk fra torvet der var en ølbar i nærheden.
Måske var det derfor, Lises mor engang blev alkoholiker? Måske var det derfor, Lise aldrig kunne klare lugten af alkohol?
Bo stoppede næsten med at drikke, da han mødte Lise. Han vidste hun kunne begynde at græde.
Bedstemoren accepterede ham, fordi hun så, at han var arbejdsom. Huset begyndte at forandre sig, og den engang så ulykkelige barnebarn kom til live.
Til sidst bar Bo den udtørrede, firs kilo tunge gamle dame til badeværelset på sine arme. Hun lå i seks måneder og døde så stille.
Og nu stod Bo, fabrikstjeneren, alene i dette hus. Eller rettere, han skulle snart hente sin spædbarnsdatter hjem. Hun var næsten to måneder gammel, men de kunne ikke beholde hende på fødeafdelingen længere.
Han tog til landsbyen og bad sin søster om hjælp, men hun afslog. Forståeligt nok hun var
